Jomfruhummere, tangtage og salt
Nævner man Læsø, svarer de fleste næsten automatisk, at de elsker jomfruhummerhaler, kender til tangtage og ofte bruger sydesalt i maden derhjemme. Men Læsø byder på langt flere oplevelser og er ikke bare ét, men mange besøg værd.
Læsø ligger øst for Frederikshavn, et godt stykke ude i Kattegat. En tur til øens to havne - Vesterø og Østerby - viser, at det ikke kun er danskere, men også mange svenskere, nordmænd og tyskere, der drages af øens kulinariske oplevelser, spændende historie og masser af specielle, lokale produkter til gæsterne.
Øen vrimler med specialiteter fra Læsø Bryggeri til Juul’s Gårdbutik, hvor grisene opdrættes på store marker omkring gården, inden de slagtes og ender som specialiteter i kølemontrene.
Og så kan man nyde, at Læsø er en del af Danmarks ørkenbælte, der strækker sig fra Storebælt til det nordlige Kattegat, hvor nedbøren er omkring halvdelen af landsgennemsnittet. De gunstige forhold skabes blandt andet af de norske og svenske fjelde.
Cykler kan anbefales
De fleste besøgende benytter dog ikke egne både, men tager færgen, der på 90 minutter sejler fra Frederikshavn til Vesterø Havn. Som til mange af de populære danske øer er det ikke helt billigt at have bilen med, men det kan man faktisk også undlade. Enten ved at tage sin egen cykel med eller leje en på øen.
Men man kan også vælge at udforske øen på en bustur eller heldagstur med traktorbus - Rønnerbussen - eller en tur til hest. Eller man kan leje en af øens elbiler, der har station i begge havnebyerne. Men man kan også sagtens få et par gode dage i Vesterø, selv om man kun er til fods. Der er nok at opleve.
Vælger man cyklen, skal man huske på, at øen er 21 km lang og 12 km bred, så mange vælger at dele øen op i flere dagture. Til gengæld er Læsø flad som en pandekage og forholdsvis tæt bevokset med ung skov, der er plantet for at reducere risikoen for sandflugt. Så cykelturen er til at klare.
Og nu vi er ved tallene. Den 118 kvadratkilometer store ø er en selvstændig kommune, der havde 2.058 indbyggere i 2007. Øens største by er Byrum lidt syd for midten af øen, mens Vesterø og Østerby er placeret på øen, så de lever op til deres navne.
Naturen har skabt mulighederne
Tre fjerdedele af øen er i dag naturområde. Og naturen har da også haft stor indflydelse på det meste, Læsø kendes for i dag.
Omkring øen er der meget lavvandet med revler, hvor øboerne i gamle dage havde en god indtægt fra de mange skibe, der gik på grund og strandede. I dag er de lavvandede områder stedet, hvor fiskerne henter tonsvis af jomfruhummere, der sælges i Danmark og Sydeuropa. Jomfruhummere er en fantastisk spise, der kan nydes på mange forskellige måder. De kan købes rensede i kilovis på øen, men husk en god fryseboks til bilen.
Fra havet hentede bønderne også tang til gårdenes tage. Og det er stadig muligt at kigge nærmere på de såkaldte tanggårde. Både Læsø Museum og museet Hedvigs Hus er yderst interessante at besøge. Tagene blev i sin tid lavet af øens kvinder, fordi øens mænd var sømænd på langfart. Fordelene med tagene var, at tang var et billigt materiale. Det er robust, når det bliver snoet til lange slanger, inden det bliver lagt på taget. Og tang samler ikke utøj, fordi det er mættet med salt.
Saltsydningen er tilbage
Endelig må man nævne sydesaltet, der har været synonymt med øen i århundreder. Man har således en beretning om saltproduktion på øen så tidligt som i 1300-tallet. Saltsydning er mulig på grund af øens specielle geologiske forhold, hvor grundvandet bliver saltholdigt af indtrængende havvand under øens sydlige strandenge. En del af det oplagrede vand fordamper, så det resterende når op på en saltholdighed på 12-16 pct. mod havvands 3 pct. Det meget saltholdige vand hentes til saltsyderiet syd for Byrum, hvor store sydekar forsigtigt opvarmes, så endnu mere vand fordamper, og saltet udkrystalliserer på overfladen, hvorfra det kan skummes af. I 1436 berettes det, at saltproduktionen er på 36 tons tre gange om året. Det fortsatte fint til 1600-tallet, hvor øens beboere havde brugt alt træ på Læsø. Det gav en voldsom sandflugt, som fik kongen til at stoppe saltsydningen.
Penge i saltet
I 1991 genoptog man på Læsø saltsydningen som et beskæftigelsesprojekt. Og ideen var god. I dag er produktionen på 54 tons sydesalt pr år, der udmærker sig ved de store saltkrystaller samt et indhold af mineraler, sporstoffer og jod. Saltet er godt, og der er penge i det. En pose med 250 gram Læsø Sydesalt sælges for 55 kr. i Læsø Saltsyderi, hvor man også kan følge hele processen og selv prøve at syde salt.
Vil man forkæle sig selv, skal man tage en tur i Læsø Kur & Helse, hvor saltet benyttes i de store bassiner og til en række ansigts- og kropsbehandlinger. Kuranstalten er indrettet i den nedlagte Vesterø Havnekirke, hvor kun tårnet står tilbage og nu indgår i en spændende arkitektonisk løsning. Læsø er bestemt et eller flere besøg værd.