Bornholms hemmelige havn

Jeg har netop forladt Svaneke og kører nordpå mod Gudhjem. Efter to-tre km kommer skiltet mod Ypnasted, hvor jeg drejer til højre.

Jeg skal finde Haralds Havn, og der er ingen skilte, men en lokal beboer har angivet retningen. Vejen bliver efterhånden dårligere og smallere, asfalten slipper op, det går forbi marker og skov - og endelig står jeg ved en bænk med påskriften ”HARALDS HAVN, Randkløvevej 12A”. Bag bænken ligger et nydeligt bindingsværkshus.

Men jeg er ikke ved havnen endnu. Jeg trækker cyklen ind ad en lille vandresti i skoven og må lade min tohjulede rejsekammerat hvile op ad et træ, da en meget smal sti fører ned mod vandet. Forbi en bænk til højre - og så står jeg pludselig ved trappen ned til Haralds Havn.

Havnen blev sprængt ind i et af de vildeste klippepartier på Bornholm af Harald Hansen, der begyndte det hårde arbejde i 1922. Mange rystede på hovedet ad hans forehavende, og han måtte da også starte forfra, efter at en orkan havde lavet stor ravage. Fiskeren, der arbejdede på sit livsværk i 34 år, kaldte den lille havn for Snug Harbour (snug = skjult), fordi den var - og er - svær at finde.

Beliggenheden kom mange til gode under Anden Verdenskrig. Haralds Havn var udskibningssted for mange jøders færd til Sverige, mandskab fra et engelsk bombefly, der var nødlandet i Ibsker, blev sendt samme vej. Desuden blev der via havnen leveret våben til frihedskæmperne på Bornholm. Tyskerne opdagede intet.

I dag står Harald Hansens solide træskur stadig som havnebygning, og man kan se hejseværket, som han riggede til, så båden kunne komme på land i dårligt vejr. Den lille mole giver lige plads til et par både i dette maritime smørhul.

Nu har jeg røbet en hemmelighed - men minihavnen kan så rigeligt konkurrere med Bornholms andre attraktioner.

Cykelforbud i Gudhjem

Rundturen på øen, hvor granitten stikker sin knytnæve frem alle steder, begynder med et forbud i Gudhjem. Her er det ikke tilladt at cykle ned ad de særdeles stejle gader, hvilket synes at være klogt nok. Og jeg har husket at stille uret efter Gudhjem-tid, der herhjemme er navnet for den mellemeuropæiske tid. Den beregnes ud fra 15 grader østlig længde - her står solen lige i syd kl. 12 (dog ikke ved sommertid). Og på den længde ligger Gudhjem omtrent.

Hjemme hos os har vi rødvins-tid, druerne bliver båret frem kl. 18. Vi gør et ihærdigt forsøg på at nå op på Sundhedsstyrelsens anbefalede 21 genstande om ugen. På det område går husets frue ind for ligestilling.

Der er mange nuttede huse i Oluf Høsts by - men ét skiller sig ud. Det ligger på en klippeknold højt over byen og er bygget i form som en kaffemølle. Her mangler bare håndsvinget på toppen. Det hvide hus på Duebakken blev bygget i 1912 af den københavnske kaffegrosserer Christian Sahl som sommerbolig. Det blev opført af nedrivningsmaterialer fra den gamle hovedbanegård i København.

Den herskabelige bolig, der har gyldne løver til at vogte den store trappe ned til haven og den imponerende udsigt, har i en årrække huset et galleri, men nu har den nye ejer sat huset til salg efter at have fået afslag på at omdanne stedet til Bed and Breakfast. Beboerne i Gudhjem har døbt huset ”Kaffeslottet”.

Udfordrende stigninger

Der skal trædes i pedalerne, når man runder den nordlige del af øriget - her er stigningsprocenter op til 17!

Og selvom det er højsommer, slipper man ikke sådan lige for julen. Ikke langt fra Hammerhavnen står et par havenisser som lygtemænd og vogter på granitsøjler indgangen til en ejendom. Sært med disse nisser, man ser dem efterhånden alle mulige og umulige vegne, sommer og vinter står de i alskens forskellige stilarter i folks haver og vinduer. Kører jeg monstro rundt i Bayern? It's hard to be a nissemand!

Jeg må af cyklen og trække op ad de stejle bakker, da jeg når over på vestsiden til fiskerlejet Vang. Det må jeg blankt indrømme, men med læs bagpå og modvind kan selv en ungdommelig gut i en 61-årig krop mærke de stejle strabadser.

På havnen har man lavet en lille mindeplads for de stenhuggere, der har forsynet det meste af Danmark med chaussesten gennem tiderne og desuden leveret den blå Vang-granit til bl.a. bygningen af Christiansborg.

Ved Hasles røgerier gør jeg holdt for at indtage et par røgede sild. Jeg har i de sidste par dage spist så mange fisk, at jeg overvejer at investere i en skælshampoo.

Fra smugler til tolder

I Rønne kører jeg gennem byen for at finde Wolffsens Gård på hjørnet af Silkegade og Grønnegade - barndomshjem for Bornholms største smugler, der senere blev toldinspektør! Bag det sart lyserøde bindingsværk voksede Casper Henrik Wolffsen (1781-1836) op. Han blev allerede som 27-årig slået til ridder af Frederik VI for sin indsats i Englandskrigene (1807-14), efter at han i perioden som en anden sørøver havde kapret mindst 30 skibe, bl.a. en engelsk kanonbåd. Efter krigen drev han officielt fiskeri, men reelt var han storsmugler. Så ansatte myndighederne ham som toldkontrollør i Rønne og bad ham stoppe andre smuglere. Det gjorde han så godt, at han i 1829 blev forfremmet til toldinspektør for hele øen. Af hans andre fortjenester kan nævnes, at han grundlagde Rønne Teater, han blev teaterdirektør og spillede 77 roller på scenen.

Ridder Wolffsen, der allerede som 10-årig blev sendt til søs og i sin tidlige ungdom var kaptajn på skibe til Vestindien, ligger begravet på Rønne Kirkegård.

Utzons vandtårn

Nattens regn har støvet naturen af, og det dufter som en krydderurtehave herude, da jeg puster lidt ud på de fladere stræk med de gode badestrande syd- og østpå.

Jeg nærmer mig igen Svaneke og en berømt mands bygning. Godt gemt bag et villakvarter i byens nordvestlige udkant står et vandtårn på tre slanke betonben og med træbeklædning - formet som et sømærke (båke). Det er såmænd tegnet af Jørn Utzon, manden bag det verdensberømte operahus i Sydney i Australien. Han har ikke tegnet mange bygninger i Danmark, så her er chancen for at se et af hans tidlige værker.

Jeg går et par trin op ad vindeltrappen, der fører op til tårnets vandtank - og nynner en strofe fra La Boheme. Det minder da lidt om operahus. Jeg bliver akkompagneret af en due og formoder, at så synger vi vel duet.

Ellers er der ikke noget ekstravagant over den stramme konstruktion, der blev opført i 1952. I forbindelse med vandtårnet, der kunne rumme 120.000 liter, er der opført et lille skævt træskur, det er næppe bygget af den store arkitekt.

Tårnet bruges ikke mere til sit oprindelige formål, da Svaneke omlagde vandforsyningen i 1988. Den trebenede pyramide blev fredet i 1990.

En gruppe borgere har planer om at købe tårnet og åbne det for turister, så det kan blive byens virkelige vartegn.

Turister er der mange af på Glastorvet midt i Svaneke. Jeg må lige forbi det lille lakridskogeri for at få lidt gourmet-lakrids med i tasken. Her startede Johan Bülow med at lave håndrullet lakrids i 2007 - og det smager forbistret godt. Det kan i dag købes flere steder i landet, bl.a. i Tivoli.

Russiske grundstødninger

På min tur langs kysten har jeg holdt lidt øje med skibstrafikken - et baltisk fragtskib under Antigua-flag er netop strandet ved Dueodde. Det er ikke første gang, at navnlig opstemte russiske kaptajner løber på bornholmsk grund. Det er efterhånden sket så mange gange, at man nu har lavet en alarmzone rundt om øen, så man kan tage slingrende skibe i opløbet. Et godt navn til forehavendet kunne være vodka-bæltet.

Også på land er der forekommet grundstødninger. Muldvarpen har i bogstaveligste forstand løbet panden imod muren, den findes ikke på Bornholm, for den kan ikke lide klipper! Så her er det kun skudår hvert fjerde år.

Så cykler vi til Samsø

På øen findes en lokalitet med navnet Samsingsbro. Jamen, så kører vi da bare over den - og lander på Samsø, der lige som Bornholm ligger øst for samfundet.

Den blide Kattegatø har ikke granit som Bornholm. Til gengæld kan man følge betonruten og opleve en snes betonskulpturer placeret fra nord til syd på den langstrakte ø. I Sælvigbugten, tæt på campingpladsen, står den grønlandske kunstner Aka Høeghs isbjørn og slikker sig om munden ved tanken om alle de fisk og luffedyr, der ville være på menuen i de blå bølger.

Skulpturerne, der er lavet af en række danske og internationale kunstnere, er blevet til på workshoppen Betonlaboratoriet på øens cementvarefabrik nord for Sælvig. Kunstnerne mødtes første gang i 2004, og igen i 2007, og alle har skænket en skulptur til ø-kommunen.

I øvrigt kan man, mens man venter på færgen i Sælvig, sætte sig på en af skulpturerne, en stol med en sæk cement som sæde, udformet af danskeren Finn Have.

Betonskulpturer langs kysten er dog ikke et nyt fænomen, det har tyskerne tidligere vist med stor flid ved den jyske vestkyst.

At cykle Samsø rundt er som at bevæge sig i en stor grøntbutik. Her er markers og havers høst til salg på næsten hvert gadehjørne, så har man plads, kan cykelkurven fyldes op med struttende sundhed.

I Nordby ligger - som nabo til gourmetrestauranten Ved Kæret - det lille lune hotel Svedskegyden, som styres med munter hånd af Erik Bay Jensen. Her har jeg engang været hoteldirektør for en nat, da jeg som eneste gæst fik overdraget nøglerne og blev bedt om at lukke og slukke for natten. Denne gang var der fyldt godt op i gemakker og dagligstue, så jeg kunne lægge ansvaret fra mig og cykle op på øens højeste punkt, Ballebjerg. Her, med 64 meter under fødderne, kigger jeg den blå verden rundt. Jeg kan bl.a. få øje på Aarhus og Højbjerg - så er jeg næsten hjemme igen.

Inden Limfjorden og de sjællandske fjorde venter står der 4.303 km på mit cykelmålebånd.

Tidligere artikler:

2009: 16. maj, 13. juni, 8. august, 29. august.

2010: 8. maj, 5. juni, 3. juli, 7. august.

2011: 16. april.

Find artiklerne på www.jp.dk ved at skrive Arne Rudi Jensen i søgefeltet.

LÆS OGSÅ: Pas på ryggen på Lolland