Uendelig strand på Fuerteventura
Øen er en gold vulkanø, men strandene, hvis sand er blæst dertil, hører til Europas fineste.
En to meter høj bølge brækker ved et rev 100 meter fra stranden på Flag Beach Center ved Corralejo på Fuerteventura. Et par surfere har længe siddet overskrævs på deres surfbræt og tålmodigt ventet på en egnet bølge. Nu er chancen der. De lægger sig på brættet, padler brættet op i fart med hænderne. Timingen er perfekt. Med en nøje indstuderet bevægelse kommer de op at stå foran bølgen og glider med bøjede knæ og armene som vinger 15-20 meter i fin stil.
Længere inde mister bølgen sin kraft og består mest af hvidt skum. Her øver en flok begyndere, der endnu har en ”rigtig” surfoplevelse til gode.
På surfskole
En af dem er den 31-årige Julie Christensen fra Birkerød. Til daglig er hun kapitalforvalter i London, men i sine ferier søger hun et fysisk modspil til det stillesiddende kontorjob. Og her er surfing særdeles velegnet, mener hun.
Et par gange har hun held til at blive på brættet og lade sig skubbe flere meter af en bølge.
»Det første store skridt er overhovedet at komme op at stå. Det har taget et par uger at lære. Først derefter kan man begynde at surfe,« fortæller hun.
Julie Christensen er på et 12 dage langt ophold på en af Fuerteventuras mange surfcamps sammen med jævnaldrende unge fra England, Schweiz, Luxembourg og Irland. Fire timer om dagen går de i surfskole.
»Jeg vil rigtig gerne være ved stranden, men ikke bare for at ligge og sole mig. Jeg slapper af med at være aktiv. Om vinteren snowboarder jeg, så et surfkursus om sommeren måtte være helt oplagt. Jeg læste, at Fueteventura er det europæiske Hawaii for surfere, så derfor blev det her,« fortæller hun.
150 km badestrand
Sammenligningen med Hawaii går forhåbentlig mest på bølger og strand, for Fuerteventura er langt fra så frodig som de kendte stillehavsøer. Fuerteventura er en gold vulkanø, hvor der kun vokser de palmer, som mennesker har plantet. Der findes ikke ét vildtlevende træ.
Men strandene er et kapitel for sig, og det er ikke for ingenting, at Fuerteventura kaldes for De Kanariske Øers badestrand. Den 120 km lange og 30 km brede ø byder på i alt 150 km badestrand.
Ganske vist er ikke alle af lige høj standard - nogle er fyldt med groft og mørkt lavasand, og sine steder skal man være forsigtig med strømforholdene - men når strandene er gode, er de i særklasse.
De bedste strande findes på østkysten af den sydlige Jandia-halvø. Fra Costa Calma i nord til Morro Jable på sydspidsen byder en ubrudt, 30 km lang strandbred på blødt, hvidt sand og turkisblåt vand.
På grund af de mange lavvandede kystområder kan Fuerteventura faktisk deltage i konkurrencen om at være kanarieøernes største ø. Ved ebbe vokser øens samlede antal kvadratkilometer så meget, at den overhaler den officielt største ø, Tenerife.
Netop flod og ebbe gør et ophold ved Playa de Sotavento til noget helt særligt. Ved højvande er en kilometerlang sandtange ud for kysten med til at skabe en lagune, hvor man kan soppe og slentre gennem det krystalklare vand og studere stimer af småfisk.
Ved ebbe undergår området en forunderlig forvandling og bliver en blanding af sand, vand, tanger og småøer.
Som mange andre steder på Fuerteventura er Playa de Sotavento lykkeligt fri for strandstole, solsenge og parasoller, som ellers er så karakteristiske i populære spanske turistområder.
Der er langt mellem strandgæsterne, og barer og restauranter er så sjældne, at det må anbefales selv at medbringe drikkevarer og madpakker.
Sand fra Sahara
De Kanariske Øers beliggenhed ud for Afrika har været Fuerteventuras store held. Sandstorme har gennem årtusinder tilført vulkanøen det fineste sand fra Sahara, og sanddynerne kan især nydes langs østkysten.
Dog har særlige topografiske forhold på øens nordvestlige side resulteret i et landskab af enorme sandklitter, som var ørkenen fløjet de godt 100 km hen over havet.
Dunas de Corralejo, som klitterne kaldes, fortsætter ud i vandet - og således kan nordspidsen byde på lige så fantastiske strande som den sydlige region.
Det lokale turistkontor hævder, at Fuerteventura er den kanarieø med flest solskinstimer, og dermed er øens største aktiver præsenteret - sol, strand og surfing.
Turismen er i sin vorden på Fuerteventura. Det har masser af fordele, men også ulemper. Således overnatter vi på det nyrenoverede og meget hyggelige Hotel Bahia Playa i Tarajalejo. Hotellet viser sig at være byens eneste, og den omkringliggende by virker nærmest som en spøgelsesby efter spisetid - næppe et sted, hvor man vil få meget ud af en aftenpromenade.
Flere af gæsterne, som ikke blot ønsker at tilbringe en uge på langs, har da også lejet bil og nyder at finde nye strande hver dag - og at have dem næsten for sig selv.
Landskabet på den bjergrige centrale del af øen er præget af sten, lava og inaktive vulkaner, og det bør opleves. De små landsbyer med deres hvide huse og palmer ligger spredt i det golde, mørkebrune landskab. Den smukkeste by er øens tidligere hovedstad Betancuria, hvor der hersker en velsignet fred og ro i de smalle brostensbelagte gader.
Fuerteventura kaldes også for La Isla Tranquila - den rolige ø - og det er absolut også vores indtryk. Bortset fra turistbyer som Corralejo, Costa Calma og Jandia, der vokser lidt år for år, leves det stille landsby- og fiskerliv. Antallet af restauranter, diskoteker og forretninger er kun en brøkdel af Gran Canarias og Tenerifes, og det er nok ikke helt galt at sammenligne øens turisme med de to naboøers for 30-40 år siden.
En tur til Fuerteventura er derfor også en rejse tilbage i tiden, og ønsker man at gå på opdagelse på en endnu uspoleret europæisk ferieø, er Fuerteventura bestemt et varmt bud.
LÆS OGSÅ: Velkommen til Grøn Canaria