Slavonien åbner armene

Den lander øverst oppe på en nøgen gren, der stikker op midt i synsfeltet. Den sorte krage. Bogstavelig talt helt herude, hvor de kroatiske krager har et reelt valg: Vil de vende eller fortsætte? Hvis fuglen krydser Donau, der bugter sig neden for bakkerne, da bevæger den sig ind i serbisk luftrum.

Stedet er Ilok - en grænseby, der er omgivet af Serbien på tre sider. Og det er i byer som Ilok - og Vokuvar - at man stærkest bliver mindet om, at det kun er 16 år siden, at fredsaftalen mellem de stridende parter i borgerkrigen - der i Kroatien konsekvent bliver kaldt for Uafhængighedskrigen - blev indgået i Dayton i USA. En aftale, der blev endeligt verificeret i Paris i december 1995.

At man bliver bevidst om, at man befinder sig i en tidligere krigszone, skyldes ikke, at souvenirboderne langs vejen op til rokokoslottet i Ilok bugner af moderne legetøjsvåben. Ikke bare et eller to, men store stabler af maskingeværer, pistoler og håndgranater fyldt med slik.

Det er noget andet. Noget, der stikker dybere.

Og som bl.a. udtrykkes af Ivica Milicevic, da han på det museum, der er indrettet på slottet, står foran en planche, der skildrer, hvordan kroaterne i Ilok den 17. oktober 1995 blev fordrevet af serberne.

»Dengang følte jeg, at de, der angreb os, gik rundt i mit tøj,« siger han.

Efter en kort pause tilføjer han med et lidt fjernt blik:

»Og sådan har jeg det egentlig stadigvæk.«

Efter krigens afslutning vendte de overlevende kroater tilbage til Ilok, der i 1998 formelt igen blev en del af Kroatien.

Slottet i Ilok, hvis grundsten blev lagt sidst i 1700-tallet, rummer i dag byens historiske museum, der skildrer områdets historie fra de første bosættelser frem til nutiden. Bygningerne er nænsomt - og med stor stilfornemmelse - istandsat og indrettet for blandt andet store EU-lån. Det fremstår i sin enkle overskuelighed og pædagogiske opbygning som et af Kroatiens fineste museer af sin art.

Krigsar i Vukovar

Det stærkt ødelagte vandtårn i Vukovar står som et skræmmende symbol på de lidelser, som kroaterne måtte igennem, da byen i 1991 blev belejret og bombarderet af serberne. I 87 dage blev byen forsvaret af omkring 2.000 kroatere, der var oppe mod en moderne serbisk hær, der talte 30.000-40.000 soldater udstyret med de nyeste våben.

Byen faldt den 18. november 1991. De kroatiske tab var meget store, og byen var stort set jævnet med jorden. Så voldsom var kampen omkring Vokuvar, at nogle historikere sammenligner den med tyskernes belejring af Stalingrad under Anden Verdenskrig.

Overalt i byen ses der stadig bygninger med dybe ar fra skud og granatsplinter, men langt de fleste huse er genopbyggede eller helt nye. En af de bygninger, der blev knust, var byens hospital. I dag er det genopbygget og rummer i kælderen et museum dedikeret til kampene om Vokuvar.

På smedejernsbalkonen på en noget nedslidt bygning i Pozega hænger to portrætter.

Vinden leger blidt med det kroatiske flag, der vajer mellem de to portrætter: general Ante Gotovina og den tidligere chef for Indenrigsministeriets specialpoliti Mladen Markac.

Begge havde de centrale roller i det massive modangreb på serberne, som under kodenavnet Operation Storm blev indledt den 4. august 1995, og som 84 blodige timer senere endte med ubetinget sejr til kroaterne.

Den 15. april 2011 blev både Gotovina og Markac, der efter nogle få år i frihed blev opsporet og udleveret til Den Internationale Domstol i Haag, idømt henholdsvis 24 og 15 års fængsel for krigsforbrydelser.

De to domme blev mødt med voldsom vrede i Kroatien, hvor især Gotovina bliver fejret som en nationalhelt.

»At forsvare sig er ingen forbrydelse,« lyder det samstemmende fra de tre unge, da jeg om aftenen på en fortovscafe i Nova Gradiska spørger til Gotovina og Markac.

Dermed er emnet uddebatteret, og de unge vil meget hellere brokke sig over, at Nova Gradiska efter deres mening intet har at byde på.

Dette afhænger jo retfærdigvist af øjnene, der ser.

Således oplever vi også her den varme og gæstfrihed, der generelt præger Slavonien: På Hotel Tomislav bliver vi uden videre inviteret med til et stort bryllup. Og det af brudens far.

Nyt og gammelt i storbyen

En dæmpet, men alligevel begejstret stemme når mig fra radioen på sengebordet på Hotel Dubrovnik i hjertet af hovedstaden Zagreb.

Det er tidlig morgen - endnu lidt tid til daggry. Jeg prøver at afkode, hvad radiospeakeren siger. Noget siger mig, at det handler om vedtagelsen af, at Kroatien - efter at have opfyldt visse betingelser - den 1. juli 2013 kan indtræde som det 28. medlem i EU.

Fra værelsets store veranda er der en fremragende udsigt ud over Ban Jalacic-pladsen.

Solen står op, byen vågner, og de blå sporvogne passerer med korte mellemrum pladsen.

Zagreb er en moderne storby - en blanding mellem gammelt og nyt - og den er det tætteste, Kroatien kommer på en metropol.

Byen rummer alt, hvad selv det mest begærlige turisthjerte måtte ønske, og den er et perfekt udgangspunkt for en- eller flerdages udflugter til andre dele af Kroatien.

Også til egne, der ligger langt fra Adriaterhavets populære strande.

Slavonien byder sig til

For eksempel til Slavonien, der blandt andet folder sig ud med sin smukke natur, store vinmarker, pittoreske byer og landsbyer. Og det hele hviler solidt på områdets lange, brogede historie, der adskillige steder kan spores tilbage til forhistorisk tid.

Det lille råkid ligger skærmet for morgensolen under nogle høje træer i en akavet stilling, mens det uden at røre sig stirrer på mig med sine to smukke mørke øjne. Bedst som jeg tænker, at det måske er sygt, rejser det sig og forsvinder på sine tændstikben ind i en bevoksning.

Den økologiske morgenmad er netop indtaget siddende på en halmballe i en lysning i skoven, der omgiver Visnjica-ejendommen, som ligger i nærheden af byen Slatina.

Stilheden i skoven er befriende, og den afbrydes kun af og til af et hestevrinsk eller to.

Hesteopdræt og familiecenter

Visnjica er i dag indrettet som et større feriecenter, hvor der også - ud over rådyr - opdrættes heste.

Tidligere var ejendommen ejet af den tyske adelsfamilie Schamburg-Lippe, der i stor stil opdrættede prægtige araberheste, men den tid er ovre, og mange af båsene i staldbygningerne er tomme. Flere af ejendommens bygninger er i dag revet ned, og det samme er flere af de omkringliggende huse. Den væsentligste grund er, at rigtige mursten er i ganske høj kurs, og flere steder ses store stakke af rensede røde mursten klar til afhentning.

Familierne Plantak og Perkovic driver i dag stedet som et velindrettet kursus- og familiecenter med en bred vifte af tilbud - blandt disse også en paintball-bane.

Fra Visnjica kan man passende fortsætte op over bjergene mod syd og ned til grænsen til Bosnien. Køreturen op over bjergene på den snoede vej er betagende.

Folkedans og gæstfrihed

Og det samme er udsigten ned over det grønne trætæppe, der nogle gange brydes af noget menneskeskabt. Blandt andet af det røde tegltag på Skt. Nikolas-klosteret.

»Jeg er meget stolt over at kunne trække i denne smukke dragt og være med til at danse,« smiler den 24-årige studerende Nikolina Bunoza, der i dagens anledning har taget en pause fra studierne i Osijek og er vendt hjem til Gorjani - landsbyen, hvor hun er født og opvokset.

I sin farvestrålende dragt, der er kendetegnet af en stor kegleformet blomsterhat, går hun ned gennem landsbyens bredeste gade i formation med en større gruppe kvinder i samme slags dragt. De synger og danser, og gæsterne beværtes med egnens traditionelle mad - og drikke.

Nikolina Bunoza har masser af tid til at snakke - og dette er igen et udtryk for den slavonske gæstfrihed.

Denne kommer også til udtryk senere, da vi sammen med et større antal af byens beboere får et par pladser langs et af de lange dækkede borde i byens forsamlingshus. Så højloftet er salen, at den lidet fedtfattige mad indtages i et inferno af larm. Så voldsom, at den får sarte nordboere til at kapitulere og søge ud i gårdens stilhed.

Folklore i landsbyerne

For at få et indtryk af Slavonien - byerne, landsbyen og befolkningen - kan man komme regionen i møde på mange måder.

I de større byer kan man besøge adskillige kirker og katedraler, og i flere af byerne ligger der borge og fæstninger fra Middelalderen. En af de mest imponerende er fæstningen i Slavonski Brod. Denne er under kraftig restaurering, og det er tanken, at den på sigt skal gendannes, som den var. Fæstningen - Tvrdava Brod - rummer allerede adskillige udstillinger. Blandt andet kan man besøge et drabeligt torturkammer, men der er også blevet plads til et lyst og indbydende galleri for kroatisk nutidskunst.

I landsbyerne lægges vægten mere på det folkloristiske - på de lokale traditioner, som meget gerne vises frem.

Er man ikke til hverken historie eller den folklore, som vi under vore himmelstrøg henviser til steder som Den Gamle By i Aarhus eller til Hjerl Hede, kan man også vælge bare at gå rundt i gaderne eller nyde en kop kaffe på en cafe, mens man betragter livet.

Den lille pige på familiens gårdsplads i landsbyen Bosnjaci løber nysgerrigt rundt mellem gæsterne, men hun slipper aldrig sin 85-årige oldemor af syne. Og med jævne mellemrum løber hun hen til hende, griber hendes gamle hånd og - som for lige at tanke lidt tryghed - gnider hun sit ansigt mod den.

Imens er resten af familien i fuld gang med at diske op med byens specialiteter på bordet midt i den aflange gård. Kvinder i traditionelle folkedragter bager brød og koger suppe over et åbent ildsted, et par bredskuldrede mænd viser, hvordan man smeder en hestesko. Det hele akkompagneres af de lokale spillemænd.

Den sorte krage dernede på den nøgne gren i Ilok drejer hovedet lidt på skrå.

Spejder ud over Donau, der skiller Kroatien og Serbien.

Den letter.

Kredser et par gange over træerne på skråningen, inden den sætter kursen mod nord og forsvinder ud af syne mellem de høje kroatiske træer.

LÆS OGSÅ: Kroatiens mange ansigter