Spændt op til leg i trætoppene

Der er forholdsvis langt fra Skanderborg til Svendborg. Blandt andet fordi børnene har valgt at underholde med et enerverende never-ending-loop af hittet: ”I believe I can fly”. Personligt vil jeg foretrække ”Der var engang en abe”, men tiderne skifter, og tematisk rammer børnene rent. Vi er på vej til Gorilla Park på Sydfyn. Et lille stykke skov med høje stammer, tykke stålwirer og mere end 1,2 km udfordring med i alt 69 forhindringer i trækronerne.

Balancegang, vipper, svingetov og armgang: alt det sjove og velkendte fra den gamle skovlegeplads - blot med den lille forskel, at det hele foregår i op til 16 meter over skovbunden. Det giver ligesom lidt kant.

Skoven ligger langt ude på Lars Ulriks mark. Gps'en er stået af, og skiltningen kunne være bedre. Jeg tysser på de to R&B-sangere på bagsædet og laver en U-vending. Klokken er snart 11, og vi har en aftale. Jeg har booket en introduktion hjemmefra. En halvtimes seance med en professionel klatreinstruktør på en lille prøvebane, inden vi bliver sluppet løs i skoven.

En grusvej fører op til en vindblæst p-plads, og så er det bare en lille gåtur op til skoven, hvor vores instruktør, Rune, står klar med udstyr og seler. Resten af holdet er allerede i ”tøjet”. De fornuftige har tynde løbehandsker på - vi andre låner et par havehandsker af bomuld i butikken. Solen skinner, men vinden er iskold, og de lange underbukser berettigede.

Topsikret system med bonuseffekt

Om tajlen hænger udstyret: to karabinhager og en slide til svævebanerne. Det virker lidt overvældende med en karabin i hver hånd og røde karabinnøgler på wirerne, men systemet er topsikret og enkelt. Det geniale er, at kun én karabin kan være åben ad gangen. Det er ikke muligt at hægte sig af sikkerhedswirerne - og dermed heller ikke muligt at falde ned fra klatrebanerne. Og det gør jo hele forskellen.

Vi er knap igennem gorillabanens første forhindring, da det viser sig, at udstyret har en snedig bonuseffekt. Ikke nok med, at det sikrer mod frie fald og brækkede lemmer - tak for det - det fungerer samtidig som én stor skøn afledningsmanøvre. Alt det tekniske med at få låst og åbnet de to karabinhager, så vi kan komme fra det ene træ til det andet, giver hjernen et godt alternativt fokus til ellers nærliggende tankespind om væltede træer og frie fald.

Jeg glemmer helt at kigge ned eller spekulere over, om jeg egentlig tør kravle fra det ene tov til det andet - her fem meter over jorden.

I det hele taget skal man holde sig fra at tænke - der er ikke langt fra den første tanke til den totale panik, og i Gorilla Park vrimler det ikke ligefrem med nemme smutveje. På en måde er det ligesom at føde: Du kommer pludselig i tvivl, om du overhovedet er klar til det her, du tøver, du fortryder. Spejder usikkert efter et exit-skilt. Men forgæves, her er kun én vej: fremad. Bagude venter folk med væsentlig mere hår på brystet end dig selv. Foran er lidt over en meters hop til næste platform. Du tøver stadig. Overvejer kraftigt at smide håndklædet i ringen, trygle om en epiduralblokade eller grædende tilkalde Rune, så han kan komme flyvende med sit nedfiringsreb og ubesværet kante dig ud over platformen og ned på sikker grund.

Og det er bestemt en mulighed! Gerne og elegant svinger han sig rundt i træerne og redder dagligt 8-10 mænd, kvinder eller børn ned fra trækronerne.

Men ligefrem en let udvej - nej! Så hellere bide tænderne sammen, lukke øjnene og kaste sig ud i det. Og vupti, så er man igennem, glad, nærmest lykkelig over at være i live og en god oplevelse rigere.

200 meters lykke

Line og jeg er kommet helskindet igennem silverback-banen, hvor sværhedsgraden i forhold til gorillabanen er rykket en tak op. Vi fejrer det med en hurtig timeout inklusive varm kakao til københavnerpris. Der er udendørs borde, hvor man kan nyde de medbragte madpakker, men prioriteringen er skarp. Det er pludselig gået op for os, at billetten lyder på tre timers leg. Vi har kun ganske få minutter tilbage, og vi har endnu ikke været igennem svævebanen tyrollienne med 200 meter svæv. Heldigvis er Anders og Lars Ulrik gavmilde med tiden i dag, og vi pisker op ad stigen mod nye højder.

Imens sidder Freja fast i gorillabanen på sin tur nr. to. Der er mange mennesker i parken, og man kommer let til at stå i kø, mens folk i hver deres tempo vænner sig til udfordringerne og samler mod.

Svævebanen er et sus, og i takt med, at vi er blevet fortrolige med højderne, er der overskud til at nyde udsigten og naturen. Det giver mening at begynde ”blidt” med gorillabanen, men egentlig vil jeg hellere køre i svævebane hele dagen.

Det vil Freja åbenbart også. Line og jeg er halvvejs gennem tyrolliennen, da hun glad kommer susende gennem luften. Helt på egen hånd har hun taget springet direkte fra kategori 1 til 3. Fire forhindringer adskiller os, og jeg beslutter mig for at vente på hende på en platform 16 meter over jorden. Vinden er taget til, og den store stamme giver sig. Netop som Freja træder ud på den 36 meter linegang med tre meters stigning, åbner himlen sig, og regnen vælter ned. Jeg råber opmuntrende til hende. Da hun kommer tættere på, kan jeg høre, at hun synger. Det er dagens uundgåelige, men der er ikke meget R&B-kækhed over den mere. Melodien er næsten væk, og ordene siver monotont fra hendes læber. Det lyder næsten som en bøn.

Der må højst være tre mand på hver platform, og med Freja ved min side venter vi på et go-signal fra flokken forude. Vi har været i gang i mange timer, og vi fryser. Desværre er der kurrer på linjen. Kolde fingre og våde klatresten gør forhindringen ekstra vanskelig, hvilket vi 10 minutter senere må sande. Freja klarer klatrevæggen som en mis, men jeg er kun halvvejs oppe, da jeg mister fodfæstet. Det koster mig et blåt mærke på knæet, men jeg bliver hængende i sikkerhedsbæltet - våd, brugt og ualmindelig tung bagi.

»I believe I can fly« - min bare ...!

P.S. Med en del ekstern hjælp kom jeg op ad klatrevæggen og i mål. Med fast grund under fødderne genvandt jeg øjeblikkelig min humoristiske sans og mit gode humør, og jeg havde med glæde nydt ungernes sang hele vejen hjem til Skanderborg, hvis ikke det var, fordi de begge snorksov på bagsædet.

LÆS OGSÅ: Aktivferie fra toppen af Danmark