Fortsæt til indhold
Rejser

Skicentre: Gratis ski for børn

Skandinaviske Skistar forsøger denne vinter at lokke børnefamilier til sine destinationer ved at tilbyde gratis skiskole, skiudstyr og liftkort.

Ved at opgradere børn til såkaldte VISP - Very Important Small Person - blæser det svenske selskab Skistar AB denne vinter til kamp om børnefamilierne i Norge og Sverige. Børn under syv år vil ikke alene frit kunne bruge skisystemet. De vil også få udleveret skiudstyr og gå i skiskole en hel uge - uden at det koster en krone.

»Vi vil vinde slaget om børnefamilierne, og derfor vil vi introducere vores skiområder for børnefamilier med et attraktivt tilbud,« fastslår salgs- og marketingdirektør Mathias Lindström, Skistar AB.

Skistar ejer og driver seks skicentre, hvoraf de fire hører til de største i Skandinavien - svenske Åre og Sälen samt Hemsedal og Trysil i Norge. Skistar råder dermed over godt 40 pct. af det samlede skimarked i de to lande.

I første omgang er det dog kun de populære familieområder Trysil, Hemsedal og Sälen, som indfører VISP. Tilbuddet er begrænset til uge to til fem og betinget af bookning inden efterårsferien.

»Ellers stiller vi ingen krav om, at de voksne samtidig skal leje ski eller købe skilektioner. Vi mener gratis, når vi siger gratis. Og vi har kapaciteten til at have rigtig mange børn på skiskole, hvis tilbuddet bliver populært,« forsikrer Mathias Lindström.

Penge at spare

Retfærdigvis bør det tilføjes, at børn i mange skiområder i forvejen kan få et gratis liftkort, men for en typisk børnefamilie med to-tre børn kan besparelsen på en uges skileje og skiskole i sig selv løbe op i 2.000-3.000 kr.

Baggrunden for, at Skistar netop i år gør børn til ”meget vigtige små personer” skal findes i sidste års ekstremt gode skiforhold.

»Der var meget sne i hele Skandinavien. Samtlige skiområder i Sverige og Norge var i gang.

Mange børn og unge fik prøvet at stå på ski for første gang, og de skulle gerne tage næste skridt mod at lære at stå på ski i år. Derfor tilbyder vi også gratis skiskole,« fortæller salgs- og marketingdirektøren.

Familien er målgruppen

Han lægger ikke skjul på, at familier er en vigtig målgruppe, og at det derfor ligger lige for at konkurrere på gode forhold og særtilbud til børn. Børnene får således også deres egen indgang til alle lifte, specielt designede eventyrområder og parker, afterski for børn og masser af events og aktiviteter.

Stena Lines markedschef, Carsten Kruse, mener, at der er udbrudt krig om børnefamilier - en krig med mange vindere.

»Hvis der kommer flere børn på ski, udvider det markedet og behøver derfor ikke berøre konkurrenterne. Flere gæster i lavsæsonen i januar og begyndelsen af februar er en fordel for alle - også os. Mange forældre er tilbøjelige til at udsætte børnenes skidebut, til de er sikre på, at børnene får noget ud af det. Men når det ikke koster noget, kan man jo bare prøve,« siger Carsten Kruse

Markedschefen er dog ikke i tvivl om, at initiativet vil presse nogle af de andre skiområder, hvis det for alvor tiltrækker familier.

»Skistar er store og viser muskler nu. Jeg har svært ved at se, hvad konkurrenterne skal gøre. Mange af de andre skiområder har ikke mulighed for at tilbyde det samme, fordi det koster direkte på bundlinjen, så de må finde på noget andet,« vurderer han.

Soverabat i Alperne

Også i Alperne er der eksempler på slagtilbud for børn. I f.eks. Karwandel-området i Tirol kan børn under 12 år denne vinter få gratis ski, skiskole og liftkort, men i det øvrige Østrig kan børn på flere destinationer bo gratis i forældrenes værelse, eller de kan få gratis eller meget billige liftkort.

»I Østrig findes tilbuddene bare sidst på sæsonen, eller hvis påsken ligger sent også i de stille uger op til påske. Tilbud til børn er et godt lokkemiddel, fordi det skaber noget ekstra omsætning. Forældrene betaler jo stadig fuld pris, og familien går måske også ud og spiser et par gange og bruger penge på andre aktiviteter,« fortæller Inger Diedrich fra Østrigs Turistbureau.

»Når man giver tilbud til børn under syv år, henvender man sig jo også direkte til de familier, som ingen problemer har med at rejse uden for skoleferierne. Det er en meget attraktiv målgruppe - også i Alperne,« siger hun.