Et par timer i Asien

Istanbul - en bro mellem Europa og Østen”.

Under det slogan er den tyrkiske storby ved Bosporus sammen med tyske Essen og ungarske Pecs Europas kulturby 2010.

Men på forunderlig vis er ”Østen” - eller den asiatiske del af Istanbul - forsvundet fra de fleste almindelige turistkort. Simpelthen, fordi tyrkerne mener, at Asien-delen af Istanbul er stedet, hvor man bor, mens den historiske bydel med de fine moskeer og paladser og den ekslusive og forretningsmæssige bydel nord for Det Gyldne Horn er de steder, man besøger. Når man tager til Istanbul, skal man selvfølgelig se på Den Blå Moské, Hagia Sophia, det store sultanpalads, verdens største indendørs bazar og den egyptiske bazar med alle de skønne og velduftende (og dyre) krydderier. Og når man taler om ovre på den anden side, så mener man ikke ”ovre” på Asien-siden, men forskellen mellem byen nord og syd for bugten, der kaldes Det Gyldne Horn - begge dele på den europæiske side af Bosporus.

Bag facaden

Hvis man vil opleve mere Istanbul - denne gang bag facaden - kan det anbefales at tage den ca. 20 minutter lange tur over Bosporus-strædet med en af de utallige hvide småfærger, der sejler i pendulfart mellem forskellige småhavne i storbyen. Vi tog fra promenaden i Besiktas og sejlede over til Üsküdar, som er en semikonservativ muslimsk bydel med en halv million mennesker. Havnen er livlig med lidt gadegøgl og småbutikker, og denne eftermiddag begyndte et hornorkester at spille nationalmelodien, så alt gik i stå i et par minutter; alle stod op, og alle mænd stod ret.

Forlader man havnen og passerer moskeen, kommer man pludselig til et helt anderledes Istanbul. Her er træhuse, mere eller mindre faldefærdige, her er mange kvinder med tørklæder og mænd med islamisk klædedragt, her er et hav af små butikker. Man føler sig med andre ord meget langt fra noget, vi kender i Europa - og det kun 20 minutter væk fra den vestligt orienterede europæiske del af Istanbul.

I Üsküdar går man i en labyrint af gader ind og ud ad små bazarer - mikrobutikker, der bl.a. sælger smykker og ure, og tempoet er straks faldet betydeligt i forhold til Europa-siden. Der kigges en del på os, for det lader ikke til at være et sted, der overrendes af turister, men det gør det så meget mere interessant at være her.

Og når man går rundt med en lyshåret dreng ved sin side, så er man pr. automatik genstand for venlige bemærkninger og ”klap-på-hovedet” og ”where are you from?”. Til gengæld er der intet af Europa-sidens evindelige insisteren og tiggen om, at man skal købe turistvarer, eller at man bare skal ind på deres restaurant, ligesom vi heller ikke møder en eneste skopudser, der for en formue vil pudse selv gamle kondisko.

Her lader det til, at ingen forlanger noget, og det er befriende fredeligt efter dage i den hektiske Europa-del.

Friske fisk og kebab

Efter et par timer i Üsküdar og sejlturen mod Eminönü ved Galata-broen er det godt at gå i land igen i den gamle bydel. Er man sulten, bør man snuppe en fiske-fastfood, der laves af friskfangede Bosporus-fisk, på kajen. Det er helt enkelt. Et stykke fisk lægges på grillen, et styk flute, tre skiver tomat og et kvart salathoved, og værsgo! - det smager bare godt.

Er sulten endnu ikke stillet, så gå ind på en af de undselige små restauranter af den type, hvor der er billige plastikstole og borde - også indendøre - en halvstyg neonbelysning i loftet, og hvor personalet har meget svært ved at tale andet end tyrkisk. Det er her, Istanbuls køkken virkelig kommer til sin ret. Det er her, man kan få kebab i utallige varianter, og som smager himmelsk til max. 50 kr. Det er her, mange af de lokale kommer.

Istanbul har sjæl og varme. Den findes også der, hvor turisterne ikke kommer dagligt. Har man en forlænget weekend eller en hel uge i Istanbul, er det derfor en god idé at bruge i hvert fald en halv eller hel dag på at udforske de mange tilbud, der ikke står i turistbøgerne.

LÆS OGSÅ: Tyrkisk fodbold for far og søn