Smag på det græske ørige

Hvis valget står mellem Athen eller en af øerne, så fortvivl ej: Begge dele er muligt.

Artiklens øverste billede
Havnefronten er hjertet, hvor alle passerer forbi i dagens løb. Hvor man nyder sin frokost, og hvor man senere på dagen kan nyde solnedgangen inden turen tilbage til fastlandet. Fotos: Keld Louie Pedersen

Akropolis er blandt de oplevelser, som mange har stående på listen over ting, der bare skal nås. Til listen kan man roligt føje det nye Akropolis Museum for foden af Akropolis i hjertet af Athen.

Alligevel vil ikke så få nok vakle imellem en hektisk storbyferie i den græske hovedstad og solferie på en af de græske øer.

Generationer af gymnasieelever sled sig gennem faget oldtidskundskab, hvilket måske kan være forklaringen på, at de græske øer trækker mere end hovedstaden på fastlandet, men faktisk er begge dele muligt med lidt kompromisvilje.

I Den Saroniske Bugt ud for Athen ligger Agistri, Poros, Hydra, Spetses og Ægina, og det er muligt at besøge dem på en dagtur og således smage på ølivet, hvilket er en oplevelse, som ikke mange hovedstæder kan tilbyde. Da slet ikke i samme charmerende grad som Athen.

Vejen til øriget går via Athens metro til endestationen i havnebyen Piræus, der ligger blot otte stop på metrolinie 1 fra Athens centrum.

Når man træder ud af den gamle, men smukt restaurerede stationsbygning, er man på havnen i Piræus. Drej til venstre og benyt gangbroen til at krydse den trafikerede vej langs havnen. Efter nogle få hundrede meter finder man til højre færgerne til øerne i Den Saroniske Bugt.

De besejles med hydrofoilbåde, katamaranfærger og traditionelle færger, og som transportform er det lidt af en temperamentssag, hvad man foretrækker, ligesom økonomi også spiller en rolle.

Hydrofoilbådene er hurtige, men da man sidder relativt tæt på havoverfladen, er udsynet begrænset, ligesom vinduerne ofte er hvide af salt. Man får med andre ord ikke oplevelsen af at se øen vokse frem af havet og forventningens glæde over gradvist at se, hvad der venter for enden af molen.

De traditionelle færger tager længere tid, men her kan man sidde på dækket, nyde solen og Middelhavet samt ikke mindst finde den indre ro, som det rolige tempo indbyder til. Og måtte blæsten gå frisk over Den Saroniske Bugt, vil mange formentlig finde de traditionelle færger mere komfortable end hydrofoilbådene.

Mellem Piræus og Ægina bruger hydrofoilbådene 40 minutter på overfarten, mens de traditionelle færger bruger 25 minutter mere. Prismæssigt koster hydrofoilbådene 14,00 euro (ca. 105 kr.) for en enkeltbillet, mens man slipper med 9,50 euro (ca. 71 kr.), hvis man vælger de traditionelle færger.

Bestiller man i god tid, er der rabat at hente, ligesom nogle hoteller kan have rabataftaler med rederierne.

Ægina

Ægina vil for mange nok være det mest oplagte mål, da øen ligger så forholdsvis tæt på Athen, at man de fleste dage på året kan se den fra Akropolis.

Havnen, som er det første, man møder, er indbydende, grænsende til det idylliske. En lille hvid kirke på kajen byder de søfarende velkommen sammen med fiskerbådene langs kajen, der glider over i den lange, buede havnefront med dens store udbud af caféer og restauranter, som for hovedpartens vedkommende serverer, hvad de lokale fiskere lander.

Vil man gerne orientere sig om udbuddet, før frokosten indtages, ligger det lokale fiskemarked ved havnen, og den naturlige græske venlighed sikrer, at man kan få udvidet sin viden om, hvad Middelhavet på disse kanter kan tilbyde.

På trods af sin nærhed til Athen er Ægina en klassisk græsk ø, som de fleste turister synes at foretrække dem. Rolig med sin egen behagelige, næsten meditative puls. Nok kan trafikken langs dele af havnen forekomme hektisk, men blot få skridt ind ad en snæver sidegade er roen genoprettet.

Anderledes i weekenderne, da Ægina og andre af øerne i Den Saroniske Bugt indtages af athenere, der aldrig er kedeligt selskab, men som dog gør, at Ægina med fordel bør besøges på hverdage.

For de historisk interesserede er Aphaia templet fra 510 f.Kr. hovedattraktionen. Det ligger 13 km fra havnebyen på østsiden af øen, men er let at nå med såvel bus som taxa. Sidstnævnte kræver dog en aftale om at blive hentet igen, da taxaerne altid vender tilbage til holdepladsen, hvor færgerne fra fastlandet lægger til.

Hvis mindre kan gøre det, ligger resterne af Apollo-templet og det tilhørende Kolona-museum blot få minutters gang fra havnen.

Har man husket badetøjet, er der adskillige gode strande på Ægina, heriblandt to nær havnebyen. Bedre strande kræver en tur med bussen, hvilket igen fordrer lidt planlægning, da man på en dagtur fra Athen skal være sikker på at nå den sidste færge tilbage til Piræus.

De rejsende, der har ferieret på græske øer som Kos, Kreta, Rhodos, Samos og Santorini, og først senere sat Athen på dagsordenen, vil måske ikke finde øerne i Den Saroniske Bugt lige så tillokkende. For de fleste vil en éndagstur til en af øerne ikke desto mindre være et behageligt afbræk, der kombinerer det bedste af begge verdener.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.