På jagt efter lyset i Norden

Ole Magnus husker endnu sin forbløffelse, da han første gang så et juletræ i dagslys. Det var i Oslo, og det havde drengen, som havde tilbragt hele sin barndom nord for polarcirklen, ligegodt aldrig oplevet før. Jul fejres i mørke et pænt stykke tid, inden solen igen kan ses over horisonten ved Tromsø.

Men så går det også stærkt, og den vinterrejsende kan lige nu opleve alle polarlysets nuancer fra det isnende blå til det turkise, inden mørket sænker sig, og nordlyset spiller på himlen i den stjerneklare nat.

Først som en lille let sky på himlen, som hurtigt eksploderer i et lysspil, som leger på stjernehimlen. Så længe det varer. Pludselig er det forbi, den klare nat forsvinder, og tykke snefnug fortætter luften. Men vejret skifter hurtigt på disse kanter. Sneen forsvinder, stjernerne dukker frem, og lyset oplyser igen natten.

Overnatning i fire graders frost

Jagten på lyset er overskriften på det norske rederi Hurtigrutens forsøg på at »knække vinterkoden«, som det hedder i fagsprog - eller sagt mere ligefremt: at få flere turister til at opdage de muligheder, det snedækkede Nordnorge har at byde på. Ideen er at kombinere den komfortable skibsrejse med skiftende aktiviteter i land, og hvorfor ikke begynde der, hvor Norge slutter: i Kirkenes ved grænsen til Rusland.

Her har finske Anna bygget sit snehotel. Som et hold cirkusarbejdere ved hver enkelt præcist, hvad han skal lave i de godt tre uger, som byggearbejdet tager ved hver vinters begyndelse. Vestibule og værelser formes over kæmpe balloner. Når luften tages ud, rykker kunstnere ind for at dekorere hvert enkelt værelse, og så er der åbent for overnatning i minus fire grader.

Anna er en værtinde, som intet overlader til tilfældighederne. Gæsterne får en udførlig instruktion i, hvordan de skal benytte de tykke polarsoveposer, som udleveres, inden natten falder på. Endnu sidder de overnattende lunt og godt omkring ilden i hotellets restaurant, en træbygning, hvor al mad tilberedes over ildstedet i midten. Aftentoilettet finder sted i et andet nærliggende hus, og så er der kun at håbe på, at man ikke skal op, inden Anna tidligt næste morgen vækker gæsterne med klokkeklang og besked om, at saunaen er tændt.

På soveposens yderside er der rimfrost, og støvlerne på rensdyrskinnet føles som isklodser, men kroppen er varm, og tanken om sauna og morgenkaffe gør, at man trods alt kommer ud og løber gennem frosten til fællessalen med det varme tøj. Her er der besynderligt nok tændt for en dvd-pejs med ubeskrivelig dårlig musik, som står i skærende kontrast til snelandskabet og den påståede arktiske ægthed, som stedet ellers forsøger at dyrke.

En tur med hundene

Det er ikke så lidt, som det er lykkedes at presse ind i den relativt lille Gabba-park: snehotel, en samisk lavvu, fire rensdyr og mindst 80 slædehunde, som hyler om kap for at få lov til at være den næste, der bliver udvalgt til at trække turisterne rundt om søen med det praktiske navn: Andet vandet.

»For nogle er en ægte oplevelse en tur på mindst 100 kilometer ud i vildmarken, for andre er et par timer nok. Man skal acceptere sit kundesegment. I Finland har jeg arbejdet med ekstremsport, det her er noget andet,« forklarer Anna Koivisto.

Også Lars Petter Øie har fået øjnene op for de muligheder, som de krydsende vintergæster giver. Normalt lever han af at arrangere dykkerkurser af mindst en uges varighed, men nu byder han også på mindre bådsafarier på jagt efter de berømte eller måske snarere berygtede kongekrabber.

Sovjetiske kongekrabber

Han viser stolt sit sted frem: en solid træbygning med storslået udsigt til Jarfjorden, hvor en fiskerbåd og en gummibåd vugger på vandet.

Russiske Anton er kaptajn og hjælper islandske Gretar med at lyne dykkerdragten, mens vi andre trækker i overlevelsesdragter og termostøvler. Vandet er næppe over én grad varmt, og i begyndelsen af turen skærer gummibåden sig gennem et tyndt lag is.

Anton lægger kursen mod et fuglefjeld, hvor der er livlig aktivitet, mens Gretar gør sig klar til at hoppe i vandet. Godt et kvarter senere dukker han op igen med favnen fuld af kongekrabber: Syv stk. lykkedes det at lirke op, den største er i hvert fald omkring en halv meter bred og, viser det sig senere, ganske velsmagende.

Kongekrabberne er resultatet af sovjetisk planlægning. I bestræbelserne på at øge fødevareproduktionen omkring Murmansk fik man i 1960 den idé at udsætte kongekrabber fra Stillehavet til Murmansk. Herfra har krabben, som stort set ingen naturlige fjender har, stille og roligt bredt sig rundt om Norge ned langs vestkysten. Lars Petter Øie er godt klar over, at krabbens ry ikke er det bedste, men han mener omvendt, at den er offer for mange misforståelser om rene invasioner af dræberkrabber, som spiser alt på deres vej.

»De første krabber kom ind i fjorden her i 1974; nu har dyrelivet tilpasset sig, flere fisk har lært at spise dem, de små krabber er helt forsvarsløse, men det er korrekt, at den udvoksede krabbe ikke har så mange fjender, faktisk kun os, der dykker efter dem,« siger han.

Varmt og koldt bad

Efter sådan en omgang skal der en god mave til at gå om bord i det gode skib Trollfjords opulente buffet. Faktisk føles det mere fristende at lade sig dumpe ned i boblebadet på dæk 9. Godt nok kræver det en dyb indånding at gå på bare tæer tværs over det isbelagte dæk, men når belønningen er varme bobler og udsigt til et betagende islandskab, så må isen bære, og tæerne fryse til.

De mere modige passagerer skifter senere badebukserne ud med skibets blåstribede badedragter og går ganske frivilligt i isvandet ved Vardø. Begivenheden er så stor, at den lokale presse er mødt op for at beskrive indvielsen af havbadet, som Hurtigruten har hyret den lokale dykkerklub til at drive.

Ved byens fæstning varsler en strid vind dårligt vejr, som desværre viser sig at holde så meget stik, at et af turens højdepunkter, en tur på snescooter om natten under nordlyset, må aflyses. Man må indstille sig på, at ikke alt går som forventet, når turen går til polarland, men Hurtigrutens produktudviklingschef, Vebjørn Jacobsen, hævder, at vejret generelt er bedre end sit rygte. Han står bag konceptet ”Hunting the light”, som har banket passagertallet betragteligt i vejret i de traditionelt øde vintermåneder: januar, februar, marts.

»Et tilbud til arktiske eventyrere i den blødere ende,« siger han med henvisning til, at det ikke kræver meget andet af gæsten end at gå ned til skranken og bestille en tur for at få en anderledes polaroplevelse i land.

Italienere i polarkulde

I Tromsø står den på midnatskoncert i Ishavskatedralen og formiddag på hundeslæder i det nærliggende vildmarkscenter. Vi får selskab af otte italienere, som pludselig fik lyst til at opleve nordlys, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Nu sidder de her i deres designer-skitøj og har bare én aften at lege med.

»Men hvor?« spørger de, mens vi sidder bænket med typisk samemad oven på slædefarten, som tydeligvis har mærket sydeuropæerne dybt, og diskussionen går nu livligt, om det var synd for hundene, for det kan være en voldsom oplevelse at sidde i sin hundeslæde, mens hundene prutter eller ligefrem skider, mens de fortsætter med at løbe. Alene af den grund (vinden kunne jo være i den forkerte retning) er det en rigtig god idé at tage imod tilbuddet om at låne kedeldragter til turen.

En lokal foreslår italienerne, at de hyrer en taxa og tager ud i skoven lidt uden for Tromsø, så skulle chancerne for nordlys være gode.

»Det skal være helt mørkt og stjerneklart,« forklarer han, mens italienerne vurderer, hvad turen vil koste. De norske kroner er overraskende hurtigt forsvundet, og skal der tages taxa, må der vel også være nordlys-garanti.

Oplysningen om, at nordlys ikke lige er noget, man tænder eller slukker for, men at det som rejseaktiviteten i øvrigt i polarvinteren kræver tålmodighed, sætter en ny diskussion i gang:

»O.k., er der så en bar?«

Nordmændene smiler, og Hurtigrutens repræsentanter øjner nye kunder. For den bløde eventyrer kan faktisk nyde nordlyset fra skibets bar, og skulle det sne - tja, så er det bare en del af hele oplevelsen af at være tæt på verdens ende.

LÆS OGSÅ: På kanten af verden