I indianerland i Ecuador

Jeg vågner ved lyden af skræppende fugle og tudende aber. Det er mørkt som i graven. Jeg kan ikke engang se mine egne hænder. På den anden side af teltdugen ligger junglen og floden. Endnu sover de 100 mennesker i indianer-landsbyen Bameno, der ligger og gemmer sig på begge sider af floden.

I Ecuadors hovedstad, Quito, havde vi fået at vide, at Huaorani-indianerne går nøgne rundt og er kendt for at lave skrumpehoveder. Det var derfor med nogen spænding, at vores lille familie på tre rejste dybt ind i Ecuadors regnskov for at bo en uge hos netop denne stamme.

Vi ankom efter 17 timers sejlads i kano på Tiguino-floden. Bådføreren Caesar måtte hele tiden vippe motoren op af vandet, så skruen ikke blev ødelagt af grene og træstammer, der dunkede mod jernskroget. Skildpadder plumpede hurtigt i vandet ved motorens larm. Papegøjer fløj højt over os. En kaiman (krokodille) på halvanden meter lå og tørrede sig på bredden, men ellers var vi helt alene på den café latte-farvede flod hele dagen.

Høvdingen

Høvdingen i landsbyen hedder Kem Pere. Han har lange øreflipper med store huller i. Kun ved festlige lejligheder sætter han et stykke bambus i hullet som ørering. Kem Pere er omkring 70 år, har et mildt smil og meget lange negle. Han husker, hvordan olieselskaberne sammen med missionærerne kom til hans landsby i 1950'erne og fik folk til at arbejde for sig, men efter nogen tid ønskede nogle af huaoranierne at jage oliefirmaerne ud. Hans bedstefar blev dræbt af oliearbejdere efter at have angrebet dem.

En dag, da vi vil besøge Kem Pere, afslår han og siger, at han skal i kontakt med ”The spirit of the Tiger”. Rygter siger, at han kan transformere sig til en jaguar, som er huaoraniernes hellige dyr, men vi ser det ikke, for jaguarer ser man jo sjældent.

I nabohytten sidder nogle ældre kvinder ved bålstedet - kun iført lændeklæde - og er ved at flette hængekøjer af palmeblade.

Vi hører vilde råb og fløjt. Det er landsbyens unge mænd og kvinder, som spiller volleyball og fodbold på en pløret mark, og der bliver gået til den. Mændenes korte kroppe er hårdt trænede af deres levebrød: At gå på jagt med pusterør og træspyd.

På jagt med pusterør

Boya tager os med på jagt. Om halsen hænger hans kogger med tynde pile, dyppet i curaregift. Kæben fra en piratfisk, hvis tænder er knivskarpe, er hans ”hobbykniv”.

Vi går ind i regnskoven, der er både hjemmevant og livsnødvendig for Boya, men næsten klaustrofobisk tæt for os, fordi der er grønt overalt. Vi snubler i mudder og lianer.

Boya efterligner fugle- og abelyde og lytter koncentreret efter svar. Hans øjne lyser op, da vi hører en flok uldaber. Det lyder som svagt regnvejr, når trætoppene giver efter for deres vægt.

Han løfter sit fire meter lange pusterør, bevæger sig lynhurtigt og næsten lydløst i retning af lyden og puster, så senerne i hans nøgne overkrop står spændte. Vi ser giftpilen ramme en abemor med en unge på ryggen, men hun sidder fast deroppe og falder aldrig ned til os. Vi spørger Boya, hvordan han nænner at skyde en mor med unge, men hans svar er forudsigeligt: »Det er mad!«

Efter jagten synger Boya en lille sang på wao, huaoraniernes sprog. Den genfortæller, hvad der er sket på turen. Til vores datter fletter han behændigt en lille kurv af palmeblade. Alt her kan bruges og vil indgå i et større kredsløb efter brug.

Der kom altså ikke kød på bordet i dag, og landsbyen har ingen butikker, ingen pengeøkonomi og ingen alkohol. Man lever af at fange vildsvin (med spyd), fugle, aber, af at fiske og dyrke yucca.

Ganske sorgløs er Boya ikke, for hans kone begyndte for nogle dage siden at bløde kraftigt efter en fødsel - og der er meget langt til lægehjælp. Hun måtte bringes med fly til det nærmeste hospital. Landsbyen har en lang grusvej, som gør det ud for airstrip, når små fly fra olieselskaberne lander. De betaler også for hendes transport - men for Boya er det et problem at komme til byen, medmindre han går i to dage gennem regnskoven. Og i byen må han klare sig for de småpenge, turister som os lægger for at besøge landsbyen.

Edderkoppen Frede

Mørket falder hurtigt på, og et nyt dyreliv giver sig til kende. Sandfluer bider i huden. Natsværmere på størrelse med småspurve svirrer i luften. To lysende øjne i mørket viser sig at være en kæmpestor, leopardplettet frø. Vi skifter fra bare tæer til gummistøvler for ikke at træde på slanger i mørket og opdager også, at vi deler toilet med en fugleedderkop på størrelse med en håndflade. ”Toilettet” er et skur med kun tre vægge og åbent ud til junglen og regnvand til at skylle efter med.

Vi døber edderkoppen Frede. Det hjælper at gøre den konkret; frygt næres af uvished. Her er mange dyr og lyde, som vi ikke kender; til gengæld er her ingen biler og farlige skoleveje, ingen indbrud eller terrorbombninger. Det gør faktisk livet lidt lettere.

Yucca-mos med alkohol

Meira er 17 år og taler lidt spansk. Hun er for nylig blevet gift traditionelt ved en fest i landsbyen, hvor de voksne havde besluttet, hvilken ung mand hun skulle have. Vi spørger, om hun er glad og får et mellemfornøjet smil tilbage. Det unge par har - som skikken byder - bygget deres eget hus med palmetag, lerstampet gulv, ildsted og to hængekøjer. Mange af landsbyens teenagere har børn, sådan som det også er almindeligt i resten af Ecuador, men Meira vil gerne vente.

Hun tager os med, da hun en dag skal ind i regnskoven for at hente yucca, en slags kartoffel, som udgør en vigtig del af huaoranierns måltid, når jagten slår fejl. Vi kommer til en rydning i regnskoven. De ældre mænd slider rødderne fri af jorden. Meira svinger macheten og flækker den tykke skræl på yuccaroden. Vi finder vores små lommeknive og hjælper til. En anden kvinde sætter stiklinger i jorden til nye planter.

Tilbage i landsbyen koger Meira rødderne over bålet. Hun tygger de møre rødder og spytter tynd mos tilbage i gryden. Spyttet starter en gæringsproces, sådan at yuccaen bliver til drikken ”chicha” med et vist indhold af alkohol. Den skal bruges, næste gang landsbyen holder fest.

Som dagene går, står det klart, at det ikke er huaoranierne, der er hovedjægere og har lavet skrumpehoveder, men vi bliver også klar over, at vi ikke kan bevæge os frit, for lidt længere oppe ad floden færdes tagaeri- og taromenanefolket. To stammer, der overhovedet ikke ønsker kontakt med andre. I foråret 2008 fandt man en illegal columbiansk skovhugger, som var gennemboret af taromenaners spyd.

Anaconda og badevand

Næste dag går vi til en lille lagune. Gintu padler os stille af sted i en udhulet træstamme. »Dér!« hvisker han. Vi kan intet se. Han har fået øje på anakondaen længe før os, men så opdager vi den glinsende slangekrop ligge hen over en gren. Vi ror tættere på. Pludselig glider den ned i vandet og afslører sin fem meter lange, skællede krop.

Middagsheden trækker al energi ud af os. Det styrter ned. Alt bliver til sjap og rødbrunt mudder, som kommer op mellem tæerne. Den ene dag stiger floden en meter efter regnen. Den næste dag er floden faldet ca. to meter. Lugten i teltene bliver mere og mere skarp. Vi husker hinanden på vores rejsemotto: Det her bliver sjovt at fortælle om - senere.

Landsbyen har hverken strøm eller rindende vand, så vi bader i floden. Køligt og forfriskende. Vi holder os til bredden og satser på, at den megen aktivitet og strøm holder dyrene væk. Vores datter behøver ingen ordbog for at få timer til at gå sammen med de andre børn. Hun har lykkeligt glemt både de anacondaer, krokodiller og piratfisk, vi har set andre steder i floden.

Bagefter sidder vi og lytter til skovens åndedræt sammen med nogle af beboerne, mens floden og tiden flyder forbi. Et ægtepar hjælper hinanden med tøjvasken, en abe prøver at hugge vores badetøj.

LÆS OGSÅ: Robinson Crusoe-fornemmelsen