Fortsæt til indhold
Rejser

Korsika for begyndere

Korsika kaldes med for Skønhedens Ø, men der er så meget smukt at se, at man må prioritere. Her er lidt hjælp.

Man bliver ikke snydt af et billigt reklameslogan, når Korsika markedsfører sig selv som Skønhedens Ø.

Øen med dens lange strande, smukke bjerge og klare hav er i sandhed skøn.

Men man kan let blive snydt af dens størrelse.

På et Europa-kort ser den overskuelig ud, og i en begejstret ferieplanlægningsfase derhjemme ved køkkenbordet kunne man ved første øjekast let blive fristet af tanken om at ville se Korsika fra nord til syd og fra øst til vest på årets sommerferie.

Men den går ikke.

Fakta er, at Korsika er en stor ø - lidt større end Sjælland. Den er 183 km lang, 83 km bred, og læg dertil, at der midt hen over øen strækker sig bjerge, hvor det højeste punkt, Monte Cinto, når op i 2.710 meters højde. Man skal snirkle sig ind gennem bjergene ad smalle veje eller køre udenom i hårnålesving langs kysten. Bare det at køre turen rundt på Korsikas ”finger”, Cap Corse, vil tage en dags tid i bil, hvis man bor i det populære Balagne-område på nordvest-Korsika.

Sådanne fakta betyder, at man ikke kan nå at se hverken det hele eller det halve Korsika på en uge eller to. Man må nøjes med små bidder af øens skønhed - man er med andre ord nødt til at prioritere, planlægge og fravælge.

Fri adgang til strandene

På den baggrund er her en række konkrete råd, baseret på egne erfaringer og flere rejsebureauers anbefalinger.

Brug hele ferien på Korsika. Der er rigeligt at se og opleve. Lad være med at satse på fire dage på Sardinien, fire dage i Toscana og fire dage på Korsika. Brug tiden på Korsika, og se de andre steder en anden gang.

Hvis det bare er en badeferie, man vil på, da vælg et andet rejsemål. Korsika indbyder til langt mere end blot et hotel med en swimmingpool og adgang til en sandstrand.

Man skal være parat til at ville udnytte Korsikas muligheder for at komme ud at opleve noget uden for poolen og stranden. Noget af det, der ud over skønheden gør Korsika til noget særligt i dette område af Middelhavet, er, at strandene er frit tilgængelige. Man oplever stort set ingen private strande, som man ser det ved rivieraen i Frankrig og lidoen i Italien. Muligheden for at springe i havet hvor som helst bør man udnytte.

Klarlæg hvad dine og din families ønsker for ferien er. Er I mest til det aktive udendørsliv, hvor der gerne skal ske noget nyt hver dag, eller har I mere brug for en god, solid base med en sandstrand, som I kan have som udgangspunkt for mindre ture?

Afgør på forhånd, om I vil køre i bil, enten i form af at have jeres egen bil med eller ved at leje en bil. Hvis I ikke har bil, er der begrænsede muligheder for at komme rundt.

Selv om rejsebureauer reklamerer meget for aktiv cykelferie på Korsika, skal man vide, at der er tale om ferie for hardcore cykel-entusiaster. Det er ikke små, fredelige veje, man cykler ad. Bjergstrækningerne er ikke for begyndere, da vejene er snoede og skal deles med bilerne, da der kun er få af egentlige cykelstier.

Fire gode bud

Næsten uanset hvor man slår sig ned på Korsika, vil man kunne finde den skønhed, der giver øen en særlig atmosfære. Karakteristisk for Korsika er frodigheden, den betagende natur og adgangen til at kunne springe i det klare, blå hav.

Men selv om man finder skønheden overalt, er her alligevel lidt hjælp til nye rejsende til Korsika med forslag til fire områder, hvor man med fordel kunne slå sig ned på ens første rejse til øen.

Fælles for de fire områder er, at de i varierende grad giver den rejsende adgang til de oplevelser, som Korsika giver særligt gode muligheder for - at bade i havet, at tage på ture i bjergene, at svømme i floder i bjergene, at opleve et livligt byliv, at foretage sig noget aktivt og sportsligt på havet og at vandre i bjergene.

Balagne-området (Calvi-Ile Rousse)

Området ved den lidt større by Calvi og den lidt mindre Ile Rousse er det mest populære rejsemål blandt danskere, der tager til Korsika. Det skyldes blandt andet, at her er en god blanding af alle de elementer, der gør Korsika til en magnet for rejsende. Badestrandene er mange, lange og gode, eller man kan tage op i bjergene og bade i små søer dannet af Secco-floden. Man kan også tage bus op til små bjerglandsbyer med smalle brostensbelagte gader og en fantastisk udsigt over havet. Bylivet i Calvi - især hen på aftenen - er charmerende og farverigt. Hele området bindes sammen af gode veje og en lille jernbane langs kysten.

Fra Solenzara og sydpå ad østkysten


Lange, hvide sandstrande med den fineste sand, som var det i Caribien. Smukke laguner, som man kan svømme i. Gode lange bounty-strande. På østkysten er de mest småbørnsvenlige områder, fordi strandene er lange, og børnene kan gå langt ud i vandet, før det bliver dybt. Der er god basis for, at små, bøllehatteklædte børn kan lege i vandkanten i timevis med en skovl og en spand.

Inde i baglandet ved Solenzara ligger Bavella-bjergene, der er en del af den berømte vandrerute GR-20 tværs over Korsika. Her kan man gå på vandreture eller køre i bil og følge Solenzara-floden op ad bjerget og standse for at bade i en af de små pools, som floden danner på sin vej ned ad bjerget. Forfriskende koldt badevand, når lufttemperaturen er kommet godt over på den anden side af 30 grader.

Porto-området


Er man til aktiv ferie med naturoplevelser, er Porto et godt bud. Hele området i baglandet ved Porto er en del af en stor nationalpark med masser af muligheder for vandreture op i bjergene langs floderne - med badning i flodernes små pools. Der er 20-30 vandreture i området ved Porto, som er et af Korsikas smukkeste. Selve byen er en lille fiskerby med en minihavn og med udsigt til en betagende solnedgang, der farver bjergene røde. Her er også gode strande, men det er oftest stenstrande, og det blæser noget. Så Porto-området er mere velegnet for de unge og aktive end for familier med små børn.

Propriano-området


Propriano er en almindelig by, som ikke er specielt bygget op omkring turismen. Den er mere autentisk end andre kystbyer og er det mindst turistede af de fire foreslåede områder. Stranden er fin og ikke så hårdt belagt som på østkysten. Her er lidt mere roligt og oprindeligt korsikansk. Propiano ligger ved en slette, så man skal lidt ind i baglandet, før man for alvor kommer op i bjergene, hvor man fra byen Sartène får et smukt blik ud over Rizzanesedalen.

Også for viderekommende

Der er masser af andre muligheder for at finde gode steder at slå sig ned på under rejsen til Korsika.

Er man til det mere hotte ferieliv, kan man tage til Porto Vecchio, hvor det italienske og franske jetset holder til, og hvor store shoppingcentre frister forbruger-genet. Eller man kan slå sig ned ved hovedstaden Ajaccio, der er stærkt præget af masseturisme, men som også har gode strande med alt det, som strandene på Korsika har af tilbud til havs med windsurfing, snorkling, vandskiture og andre lege.

I de fleste af de lidt større kystbyer er der også muligheder for at sejle ud at dykke.

Læs nogle rejsebøger og tjek masser af hjemmesider, før du beslutter, hvor på denne skønne ø med den duftende maki, de gamle olivenlunde og de store kastanieskove, du vil slå dig ned på dit første besøg..

Men planlæg, og prioritér, inden du tager af sted. Det, du ikke oplever på første besøg, kan du måske fange senere.

Der er i høj grad også et Korsika for viderekommende.

Læs også: Toget til toppen af Korsika