Driverliv på en fransk flod

Kan man sejle i Anjou? Ja, det kan man godt, og her taler vi ikke om at gøre forsøget i den Anjou-rosévin, som man kan købe i supermarkedet.

Man må derned - til det nordvestlige Frankrig, hvor vi lagde fra kaj i landsbyen Chenillé-Changé og nød et par dages renlivet afslapning op og ned ad den lille flod Mayenne; adstadigt forbi landsbyer, slotte og broer i et frodigt landbrugsland, der producerer grøntsager, kvæg og frugt i verdensklasse foruden betydeligt bedre Anjou-vine end dem, man sædvanligvis finder i danske supermarkeder.

Man ankommer, slæber sit habengut om bord og får instruktion i flodbådens indretning, funktion og manøvrering. Derefter er man på egen hånd i en tonstung båd, som man dog hurtigt bliver fortrolig med at håndtere. Vi havde en rummelig Penichette, udstyret med køkken, bad, toilet og rigtige senge, så man uden at mangle noget kunne leve der i længere tid.

I Frankrig kræves ikke ”skibs-kørekort”, licenser eller erfaring overhovedet for at leje en flodbåd. Men selv om strøm i vandet, snævre sluser og små vandfald kan virke skræmmende, når man skal styre en båd, klarer de fleste det uden at lave ulykker.

Afslapning med arbejdspauser

I praksis sejler man ikke så meget. 100-200 km på en uge er et passende niveau. Det meste af tiden ligger man stille, nyder solen og landskabet, fisker måske, spiser sin mad, går tur i landsbyerne, sludrer med folk langs floden - kort sagt: driver den af.

Men indimellem skal der arbejdes. Når båden skal lægge til og fra, og især når den skal igennem en sluse, må alle mand på dæk: Én styrer, og mindst én håndterer trosser for og agter.

Mayennes sluser er en leg, fordi de betjenes af en slusevagt, oftest en kvinde. Man trutter i hornet, når man nærmer sig, og slusevagten kommer ud og sørger for åbning og lukning af portene, så man kan få båden hævet eller sænket et par meter til flodniveauet på den anden side.

På andre floder og kanaler er sluserne automatiske og elektrisk drevne; også det er let. Det sjoveste er manuelt selvbetjente sluser, hvor bådens mandskab kommer på arbejde. Det er ikke uoverkommeligt, men regn med god motion.

Apropos sværhedsgraden var vores båd udstyret med bovpropeller, hvilket letter manøvreringen betydeligt. Mindre både har ”kun” skrue og ror til at styre med, og så skal tungen holdes lige i munden, når man skal ind i en sluse, hvor strømmen fra det nærliggende vandfald går på tværs.

En aktiv landsby

Chenillé-Changé er værd at besøge, selv om man ikke vil sejle på floden.

Landsbyen med 150 beboere er indbegrebet af det rolige, franske landliv, en halv time nord for byen Angers, kun en (lang) dags kørsel fra Danmark. Man skal ville til Chenillé-Changé, ellers kommer man der ikke, og er man tilfældigvis kommet ud på de biveje, der fører til landsbyen, kører man nemt forbi; en kirke, et lille slot, en kro er der jo så mange steder i Frankrig, og mennesker ser man knap nok.

Men standser man, er der mere at hente. Landsbyen bærer prædikaterne ”Village de Charme” og ”Village Fleuri” (sidstnævnte med førsteprisen fire blomster).

Attraktionen er en vandmølle fra 1551, som stadig er i drift. Der produceres el til 16-17 husstande og males mel, som mest går til bagerier, men som besøgende også kan købe i mindre portioner. Der er rundvisning i den gamle mekanik, som stort set kører i døgndrift.

Landsbyen har et slot, der også kan besøges, og et landbrugsmuseum er under opbygning. Her vil man særligt hæge om egnens kvægrace ”Rouge des Prés”. Man spiser (godt) på ”La Table du Meunier” (Møllerens Bord), eller man nøjes med mindre på cafeen. Man kan leje hytter eller bo på camping langs flodbredden.

Den stærke familie

Opholder man sig bare en dag eller to i Chenillé-Changé, møder man uden tvivl repræsentanter for drivkraften bag foretagsomheden i det lille samfund: Familien Taugourdeau-Bouin. Den gamle mølle har været familiens i adskillige generationer og er udgangspunktet for dens virke.

I 1977 besøgte René Bouin England og opdagede her mulighederne for bådturisme på floden. Han indkøbte nogle få både, som siden voksede i antal til omkring 40. I 1982 dannede han Maine Anjou Rivières, som lejer både ud flere steder i regionen, i 1984 åbnede restauranten, og i 1996 tilføjedes en udflugts- og restaurantbåd.

Den aktuelle økonomiske krise mærkes også i Chenillé-Changé: Omsætningen er gået 20 pct. ned, og man har solgt to både, men beskæftiger som før omkring 20 mennesker.

I dag er det Madeleine og René Bouins datter Cécile og hendes mand Thierry Taugourdeau, der driver forretningen, men ”de gamle” er stadig med på sidelinjen. Næste generation er snart klar: Arthur på 18, Marine på 14 og Alfred på 5 år.

»Vi håber, at de vil føre forretningen videre, men vi presser dem ikke,« siger Thierry Taugourdeau.

Læs også: Vi sejler i Cognac, Anjou og Cahors