Sønderjyllands tyske gårde

Måske lyder besættelse, bosættelser og kamp om jorden som noget, der kun sker i andre dele af verden, men for mindre end 100 år siden var det barsk virkelighed i Sønderjylland. 36 domænegårde står i dag tilbage som vidnesbyrd om tiden under tysk herredømme.

Efter krigen i 1864 overgik de sønderjyske landsdele til Prøjsen og begyndte langsomt at blive integreret i det tyske rige. Indbyggerne var stadig dansksindede, og selv om valgreglerne efterhånden blev ændret til at favorisere de tysksindede i området, og flere og flere offentligt ansatte skulle aflægge troskabsed til den tyske kejser, gik omstillingen fra dansk til tysk i et adstadigt tempo.

Fra 1890'erne begyndte fortyskningen at tage fart, undertrykkelsen af de dansksindede blev stadigt mere udtalt, og mange unge danskere valgte at forlade Sønderjylland og flytte over den nye grænse til Danmark. Stærkt medvirkende til dette var også den strenge tyske værnepligt, og under opmarchen til Første Verdenskrig valgte mange at flytte til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste.

For gårdejerne medførte fraflytningen to problemer. For det første tog fraflytterne deres penge med, når de forlod området, og det blev derfor sværere og sværere at finde købere, når gårdene skulle sælges. Det vurderes, at flere end 60.000 danskere forlod de sønderjyske landsdele i de første 40 år under prøjsisk styre, og at de tog mere end 120 millioner mark med sig.

Udvandringens andet problem var, at mange gårde ikke kunne gå i arv, som kutymen tidligere havde været, fordi den næste generation af landmænd havde forladt området.

Prøjsens bosætterpolitik
Situationen åbnede en mulighed for det prøjsiske styre, der var bekymret for den fortsat stærke danske tilknytning, især i den nordlige del af det sønderjyske område. Man frygtede, at en eventuel folkeafstemning om områdets tilhørsforhold ville resultere i et overvældende flertal for at vende tilbage til Danmark. Derfor var det fra prøjsisk side et nationalpolitisk mål, at flere tysksindede skulle bosætte sig i et bælte langs grænsen til Danmark.

Dette mål skulle opnås ved at etablere tyske gårde, som både skulle vise den tyske landbrugsforms overlegenhed og sørge for, at tysksindede blev ansat. Tysk overtagelse af en ejendom betød typisk, at 70-80 tyskere flyttede til området.

Disse gårde, som skulle ejes af den prøjsiske stat og ledes af en forpagter, blev kaldt domænegårde. Den første domænegård blev Store Barsbøl ved Jels, som blev købt på tvangsauktion i 1896.

Selv om det var danske gårde, der blev opkøbt, satte de nye tyske ejere hurtigt deres præg på ejendommene. Påfaldende mange domænegårde brændte ned, kort tid efter at de var blevet købt af staten, hvorefter en ny gård i tysk byggestil blev opført. Ligeledes blev nye tilbygninger bygget efter tyske standarder. Den tyske byggestil kunne som regel kendes ved de brede gavlkviste, tegltag og spir.

Danske modtræk
Der kunne være mange årsager til, at en dansk gårdejer valgte at sælge sin ejendom til den prøjsiske stat. For mange var der simpelthen ikke andre købere, mens andre lod sig overbevise af, at statsmagten var i stand til at overbyde de fleste andre købere. Enkelte handler foregik via stråmænd, så sælgerne ikke vidste, at deres ejendom var på vej på prøjsiske hænder. Nogle var ligeglade med det politiske spil og interesserede sig ikke for, om ejendommen blev dansk eller tysk.

Det lykkedes den prøjsiske stat at opkøbe i alt 36 domænegårde i det sønderjyske område. Hovedparten lå i et bælte umiddelbart syd for grænsen fra Haderslev i øst til Skærbæk i vest.

For at stå imod de statslige prøjsiske indkøb forsøgte landdagsmanden H. P. Hanssen at stifte et aktieselskab, der skulle opkøbe de ejendomme, som bedømtes at kunne blive solgt som domænegårde, men kapitalen kom kun op på 34.000 mark, hvilket slet ikke var nok.

Flere personer i Danmark blev opmærksomme på kampen om jorden i de sønderjyske områder, og i 1898 bliv der stiftet en støtteforening i København, som skulle hjælpe danske sønderjyder. Igen spillede H. P. Hanssen en vigtig rolle, og foreningen fik hurtigt indsamlet 700.000 kroner, som blev benyttet til at hjælpe unge, dansksindede landmænd til at købe sønderjyske gårde. Det vurderes, at det alene ved denne forenings indsats lykkedes at bevare flere end 200 ejendomme på dansksindede hænder.

Støtteforeningens arbejde blev i 1910 overtaget af Nordslesvigsk Kreditforening, en sønderjysk kreditforening med samme formål som støtteforeningen. Gennem kreditforeningen bevaredes yderligere omkring 350 landejendomme under dansk ejerskab. Efter genforeningen mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark i 1920 skiftede kreditforeningen navn til Sønderjyllands Kreditforening, der i 1971 fusionerede med Nykredit.

Privatisering efter genforeningen
Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig blev det ved Versailles-freden besluttet, at befolkningen i Slesvig ved en folkeafstemning skulle vælge deres tilhørsforhold. De prøjsiske opkøb i den nordlige del af området viste sig at være utilstrækkelige, for selv om man kunne se et betydeligt antal tyske stemmer i distrikterne omkring domænegårdene, vandt de dansksindede med over 75 pct. af stemmerne.

Efter genforeningen overgik domænegårdene til den danske stat, som igangsatte en privatisering og udstykning af dem, efterhånden som forpagtningsaftalerne udløb.

I dag er alle domænegårdene tilbage i privat eje. De fleste af dem er blevet udstykket til en hovedgård og flere mindre gårde og husmandssteder, mens enkelte er nedlagt. Selv om der naturligvis er sket mange til- og ombygninger på gårdene, siden de kom under dansk herredømme i 1920, kan man stadig se den karakteristiske tyske byggestil flere steder i Sønderjylland.

Velbevarede gårde
Den bedst bevarede af domænegårdene er Røj i Møgeltønder. Den indgår i dag som en avlsgård under Schackenborg Gods og ejes af prins Joachim. Gården blev ikke formindsket ved udstykning efter 1920, og hovedbygningen fremstår som et godt eksempel på den tyske udgave af Bedre Byggeskik-bevægelsen. Gårdens bygninger er opført i 1916 som de sidste under den prøjsiske domæneforvaltning. Avlsgården er ved særlige lejligheder åben for publikum.

En anden velbevaret domænegård er Trummersgaard ved Frørup vest for Christiansfeld. Gårdens jord er blevet udstykket i to omgange i 1923 og 1952, og en del af avlsbygningerne er brændt eller revet ned. Hovedbygningen er dog velrenoveret og fremstår gulpudset med et bredt, fremspringende midterparti, kaldet en midtrisalit, og mange spændende detaljer som gesimser, hjørnepilastre og dekorerede vinduesrammer.

Trummersgaards gamle lade i domænestil blev i øvrigt solgt i 1950'erne til en bådebygger i Middelfart. Laden står i dag ved havnen i Middelfart, hvor den huser foreningen Lillebæltsværftets maritime udstilling.

På Genforenings- og Grænsemuseet ved Christiansfeld kan man se en model af en tysk domænegård sammenlignet med en typisk dansk gård fra dengang. Museets åbningstider kan ses på internetsiden www.genforeningsmuseet.dk.