Stockholm set fra oven
<p>Sveriges hovedstad byder på masser af oplevelser til en forlænget weekend. Prøv en tagvandring og se det storslåede skib, der ikke kunne sejle.</p>
Stockholm kalder sig ubeskedent Skandinaviens hovedstad. Mange københavnere tænker nok, hvad de svenskere bilder sig ind, men der er noget om snakken.
De mange smukke tårne, statelige spir samt gamle og meget velholdte bygninger vidner om en storslået historie. Og så har Sveriges hovedstad en pragtfuld beliggenhed på 14 øer ved Mälarens udløb. Der er aldrig langt til havet og mange grønne områder. Det skaber en luftighed, så storbyen med knap to millioner indbyggere aldrig bliver klaustrofobisk.
Stockholmerne elsker udelivet, og der er masser af pladser, torve og gadestrækninger med udendørs servering. Når det er køligt, klæder man sig efter forholdene, og gasvarmerne benyttes flittigt. Det er nu sjældent nødvendigt om sommeren, selv om regnbygerne kommer og går.
De fleste turister indleder et besøg med en slentretur i Gamla Stan, der ligger på en ø midt i byens centrum. Mange af bygningerne er fra 1600-tallet, og der er masser af smalle gader og små gyder. Nogle steder er turismen lige påtrængende nok, og når de store krydstogtskibe er i byen, tales der ofte mere amerikansk end svensk. Men der er masser af fine butikker, hyggelige cafeer og brostensbelagte gader.
Blodbadet i Stockholm
De historisk interesserede kan nyde en fad-øl på Stortorget og lade tankerne flyve tilbage til 1520, da den danske kong Christian 2. lod snesevis af byens ledende borgere, adelige og gejstlige henrette i det stockholmske blodbad. En begivenhed, der vækkede svenskerne til oprør og blev begyndelsen til landets selvstændighed.
Svenskerne er dog ikke helt sluppet af med lysten til at hævde sig over for Danmark. Da den berømte arkitekt Ragnar Östberg i begyndelsen af forrige århundrede fik til opgave at tegne og opføre et nyt og storslået rådhus, rejste han Europa tyndt for at finde inspiration. I Danmark blev han fascineret af tårnet på Københavns Rådhus, og han undersøgte højden. Derfor er tårnet på Stadshuset, der blev indviet i 1923, med sine 106 meter nøjagtig en meter højere end det danske.
Rådhuset er et sammensurium af stilarter, men arkitekten var meget betaget af Italien, så der er søjlegange og balustrader, som de kendes fra italienske middelalderbyer. Der er rundvisning på rådhuset hver time, og højdepunktet er den gyldne sal, hvor der hvert år i december holdes en stilfuld banket i forbindelse med uddelingen af nobelpriserne.
Kongens jagtmarker
Hvis øjnene trænger til grønt og ørerne til fred, så er det en god idé at hoppe på den lille færge til øen Djurgården, som oprindeligt var jagtområde for den kongelige familie.
På øen ligger Gröna Lunds Tivoli, der naturligvis er et hit for børn. Det samme er Junibacken, hvor man hvirvles ind i Astrid Lindgrens fascinerende univers. Skansen er et stort friluftsmuseum, og i de historiske rammer er der også ulve, bjørne og slanger.
Men længere mod øst på Djurgården er der store skovområder gennemskåret af stier til cykling og vandring. På et stort vådområde basker hejrerne med vingerne, og man kan vandre under knudrede egetræer, der er flere hundrede år gamle.
Undervejs er der små cafeer, hvor man kan nyde en kop skoldhed kaffe. Svenskerne er et af de mest kaffedrikkende folkefærd i verden, og de nøjes sjældent med en enkelt kop. Derfor er kop nr. to altid billigere end den første. Spørg efter en påtår.
jenserik.rasmussen@jp.dk
Trekking på taget
Mere end 50 år efter, at Astrid Lindgren skrev børnebogen ”Karlsson på taget”, kan turisterne nu opleve Stockholm fra en ny vinkel. Fra tag-ryggen af de historiske bygninger på Riddarholmen i byens hjerte er der udsigt til storbyen 360 grader rundt. Her ses de mange tårne, spir og kobbertage i et helt nyt perspektiv.
Læsere med højdeskræk kan godt stå af her, for der er langt ned. Sikkerheden er naturligvis i top, vi er jo i Sverige, men tagvandringen i 48 meters højde kan godt give sved på panden og klamme håndflader.
Guiden tager imod ved statuen af Stockholms grundlægger, Birger Jarl. Hun bringer gruppen med op under taget i en af de gamle bygninger, hvor vi under hanebjælkerne bliver iført hjelm og sikkerhedssele, som gøres fast til en stålwire langs hele ruten.
Det giver i mere end en forstand et sus, da vi træder ud på taget og begynder vandringen på taget. På taget er anlagt smalle gangbroer af skridtsikkert metal, og det første stykke er der et lille rækværk at holde fast i. Men der er også passager, hvor der ikke er noget som helst at gribe fat i, og platformen er altså mindre end en halv meter bred, så det gælder om at holde balancen. Her har flere tagvandrere fået nok og er vendt om, fortæller vores guide.
Vi gør holdt undervejs, og guiden udpeger de mest kendte bygninger: Slottet, Riksdagen, Stadshuset og mange flere. Vi ser også detaljer i de omkringliggende tårne og spir, som ellers ikke er synlige. Guiden kan sit kram og fortæller levende med sjove anekdoter.
www.upplevmer.se
Skibet, der ikke kunne sejle
Forestil dig, at Storebæltsbroen brast og forsvandt i havet, netop som dronning Margrethe havde klippet silkesnoren, og den første bil kørte ud på broen. Sådan må det have været for den svenske konge Gustav II Adolf og resten af Stockholm, da det storslåede skib Vasa i 1628 blev sendt af sted på sin jomfrurejse. Tyve minutter senere tog vinden fat i de hvide sejl, og skibet begyndte at krænge.
Der kom vand ind gennem hullerne til de tunge kanoner, for skotterne var ikke blevet lukket. Mens hele den svenske adel og fornemme gæster fra Europa så på, begyndte Vasa at synke, og i løbet af kort tid lå skibet på havets bund i den stockholmske skærgård. Det var en katastrofe for kongen, der havde sat al sin prestige ind på at bygge et skib prægtigere, end man endnu havde set. Udgifterne var enorme, og skibet skulle demonstrere Sveriges styrke og ambitioner om at blive en stormagt i Østersøregionen.
Kongen selv slap for at overvære ydmygelsen, da han var på slagmarken i Polen, men da han hørte om katastrofen, krævede han de skyldige straffet, og det kom til lange søforhør i Stockholm. Skibet blev glemt, for dengang var det umuligt at forestille sig, at skibet kunne hæves. Dog blev de 64 kanoner bjærget ved hjælp af en stor dykkerklokke.
I 333 år lå det prægtige fartøj på havets bund, før det i 1961 blev bjærget. En del af skibet og udsmykningen lå gemt i mudderet, og det har haft en konserverende effekt, så en del af skroget og de mange figurer er i god stand.
I dag er hele skibet genopført, og det står i al sin magt og vælde på Vasamuseet, som er en fremragende attraktion for folk i alle aldre. Der er flotte tableauer om livet om bord, skibets tilblivelse og den imponerende bjærgning.
www.vasamuseet.se
Storby på cykel
Bystyret i Stockholm har i de seneste år gjort livet surt for bilisterne med stadig flere forbud og afgifter. Til gengæld er byen efterhånden ved at være en af de mest cyklistvenlige hovedstæder i verden.
Der anlægges hele tiden nye cykelstier, og der ses masser af de tohjulede i gadebilledet. Nogle steder har myndighederne endda opstillet små standere med luft og udstyr, så man kan få pumpet dækket, hvis det er fladt. De fleste steder må man på cykel køre imod trafikken i de ensrettede gader, og generelt kommer man hurtigere frem end i bil.
Cykler er også et godt alternativ til de offentlige transportmidler. De er ganske vist udmærkede, men de følger deres egne ruter, mens man kan styre cyklen, hvorhen man vil. Bilisterne er hensynsfulde, så det er nemt og bekvemt at komme rundt på cykel.
Der er flere måder at opleve Stockholm på cykel. Der er flere forretninger med traditionel cykeludlejning, men den mest fleksible og ofte den billigste er Stockholm City Bikes, som mange af byens borgere også benytter. Systemet giver adgang til flere hundrede cykler, som er placeret i cykelbåse mere end 70 forskellige steder spredt ud over byen.
Turister kan købe et tredageskort for 125 svenske kroner. Med kortet kan man få adgang til cyklerne, som kan bruges tre timer ad gangen. Herefter skal de afleveres igen, men så kan man blot låne en anden.
Man kan tage cykler fra stativerne i tidsrummet fa kl. 6 til 18, og cyklen skal være afleveret senest kl. 21. Cyklerne har tre gear, og de er i god stand. Fordelen er, at man kan låne cyklerne et sted og aflevere dem et andet sted. www.stockholmcitybikes.se