Paris til lavpris

PARIS

Især på grund af manglende sprogfærdigheder er det aldrig blevet til meget Frankrig for mit vedkommende selv om jeg engang under en bilferie på invasionskysten lukkede munden på min datter, da jeg gik ind på en burgerbar og sagde:

»Deux hamburger and deux Coca-Cola.«

Siden blev det ikke meget bedre. Men når nu muligheden bød sig:

Avenue des Champs-Élysées, Louvre, Eifeltårnet, Triumfbuen, Seinen.

Med andre ord: Paris.

Og netop kombinationen billig flybillet og hotel i Paris er en af de talrige muligheder, der findes på internettet, hvis man vil stykke en rejse sammen.

Vi tog med Sterling fra København og havde bestilt to overnatninger på det ikke prangende, derimod typisk parisiske hotel Pavillon Opéra Grands Boulvards nær Métro-stationen Cadét; et hotel, som blev bygget dengang, badeværelser ikke var normalt, men siden blev et krav og derfor måtte presses ind, så der blev mindre plads til sådan nogen som mig. Charmerende ligger det i 11, rue Geoffroy-Marie, kun få hundrede meter fra den parisiske restaurant, som blev rejsens madmæssige højdepunkt, Au Général la Fayette Bistrot, 52, Rue la Fayette; den ægte vare, hvor de serverer lammefrikassé med kanel, koriander, figner og rosiner for blot 15 euro.

På forhånd var det bestemt, hvilke dele turen skulle bestå af:

Sightseeing, sejltur på Seinen med middag, et besøg i den nyrenoverede bydel Bercy Village, gourmettur i St Germain-des-Prés og måske et besøg i Les Galeries Lafayette, som er varehuset i Paris.

Men først skulle vi se Paris fra toppen af en to-dækkerbus i strålende sol, der siden skiftede til regn og tvang os ned i bussens overdækkede etage.

Mad på Seinen

Og bagefter kunne vi sige, at nu havde vi set, hvad man skal se i Paris. Regnen blev ved at sile ned, og vi søgte læ i et ægte parisisk brasserie med flutes og skinke. Jeg sagde merci til tjeneren, for ringere er mit ordforråd heller ikke.

Det klarede op og vejen blev lagt forbi det 324 meter høje Eifeltårn, som jeg gerne ville have været oppe i. Køerne var imidlertid for lange, og i stedet tog jeg tilbage til hotellet med en avis, jeg ikke forstod et ord af. Jeg overvejede også at købe en baret og en pakke Gauloise for ligesom at falde ind i billedet, men stod for fristelsen.

Vi tog igen Metroen, denne gang til Bir-Hakim, som var udgangspunktet for aftenens rejse med Bateaux Parisiens, de udflugtsbåde, der krydser Seinen med forventningsfulde turister, som imens spiser en tre retters menu, i aften laks, lam og dessert, vel ikke til mere end tre stjerner ud af seks, mens vi blandt andet passerede La Statue de la Liberté, Le Palais de Chaillot, La Tour Eifel, som de kalder tårnet, Les Invalides, Le Grand Palais le Petit Palais, Le Musée dOrsay, La Conciergerie, La Cathédrale Notre-Dame og La Bibliothéque Nationale.

Og vi blev underholdt af bådens sangerinde, der sang næsten lige så godt som den kvinde, der dagen efter i metroen akkompagneret af sit interimistiske anlæg underholdt med smukke sange og fik en euro for det.

Pudsigt nok, når man tænker på, at den parisiske Metro vel består af flere hundrede vogne, stødte vi senere sammen dag igen på hende.

Og hun fik endnu en velfortjent euro.

Denne gang førte Metroen os ud til det nyrenoverede shoppingcenter Bercy Village ved stationen Cour St-Emilion. Vi kiggede på nogle af butikkerne, købte en økologisk anti-rynkecreme til en, jeg kender, spiste en fremragende frokost med karrykylling i A Pour 2 Brasseri og returnerede til Metro Odéon for herfra at begynde den guidede gourmetrejse gennem St Germain-des-Prés.

Verdens bedste brød

Hos Patrick Roger, 108 bld Saint-Germain, har de gennem årtier lavet chokolade, og her spurgte personalet inkvisitorisk, hvor den mest berømte chokolade kommer fra.

»Belgien,« lød svaret.

»Ja, men er det også det bedste?«

Så fik vi nogle smagsprøver og kunne med god samvittighed svare, at det gør belgierne næppe bedre.

Vi gik om til bagermester Eric Kayser, som hævdes at lave verdens bedste brød. Han har en halv snes butikker i Paris, og vi valgte den i 14 rue Monge. Den er ikke stor, men her er et par siddepladser, hvor vi kunne supplere de talrige smagsprøver med kaffe, om vi havde villet.

De sagde, at man altid skal være opmærksom på især én ting, når man køber franskbrød, som det vel også må hedde her:

Brød med ensartede huller er industribrød, i ægte håndværksvarer er hullerne asymmetriske. Sådan som de var på dette sted.

Og hos Eric Kayser laver de også financier, der ikke har noget med forretningsverdenen at gøre, men er små kager, som for 400 gram kostede 11,60 euro.

Kaviar og skinke

da rosa i 62, rue de Seine, er en kombineret café og butik, der har alverdens specialiteter på programmet, eksempelvis 100 gram iransk kaviar til 520 euro, knap 3.900 kr.

Ejeren, José Da Rosa, hævdes at rejse jorden rundt for at finde specialiteter, men om det passer, blev aldrig opklaret, for han var ikke selv til stede, og hans personale talte lige så dårligt engelsk som jeg fransk.

Men de har en spansk skinke, der kaldes verden bedste, 250 euro for et kilo, som vi fik smagsprøver på.

Af uforklarlige årsager mente vore franske værter, at vi skulle spise til aften hos Mood på Champs-Elysées. Det er en moderne mørk restaurant uden nogen form for parisisk stemning, hvor vi hellere ville have oplevet den ægte vare som Au Général La Fayette.

Maden var OK, men så heller ikke mere.

Og hvor var den parisiske stemning?

Jeg klemte mig endnu en nat ind på et af Pavillon Opéra Grands små værelser og tog dagen efter Metroen til Chaussée dAntin nær Les Galeries Lafayette, som er varehuset i Paris blandt andet i den hensigt at købe en designerkjole til hende, der også skulle have antirynkecremen.

Der var en fra Kenzo til 6.000 kr. Den købte min medbragte model i stedet, og jeg fik øje på en smuk rød af en ukendt designer til 3.000 kr. Modellen prøvede, og den sad så dårligt på hende, at jeg ikke turde binde an med projektet, selv om de har nogenlunde samme mål.

Og hvad der er sparet, er sparet.

Det lykkedes at spilde nogle timer i varehuset uden at bruge en euro.

Men det var også det eneste, der var spildt her i Paris.

For jeg så det, jeg ville.

knud.wilhelmsen@jp.dk