Fortsæt til indhold
Rejser

Seychellernes Bounty-ø

La Digue er noget af det nærmeste, man kommer paradisiske ferieomgivelser.

Af JESPER MØLLER Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Allerede ved indsejlingen til øen fornemmer man, hvilke herligheder der ligger forude og venter. Ved den lille mole ligger en række små skibe og duver i det turkisblå hav, mens den kridhvide strand lokkende venter i baggrunden.

Vi er netop ankommet til La Digue, som er en af de 115 øer, der udgør det tropiske ørige Seychellerne, der ligger i Det Indiske Ocean godt 1600 km øst for Afrika.

Af samtlige 115 øer er La Digue formentlig den allerskønneste. Øen er på alle leder indbegrebet af paradis på jord, og man skal lede særdeles godt rundt omkring på kloden for at finde noget, der matcher.

Selv om La Digue er den fjerdestørste Seycheller-ø, måler den blot fem gange tre kilometer, og dermed er den mindre end Anholt. Øen bebos af godt 2.500 faste indbyggere, hvoraf hovedparten er beskæftiget med turisme, fiskeri eller dyrkning af kokosnødder.

Bliv et par dage

Hver dag ankommer i snit mellem 100 og 200 turister med færgen fra naboøen Praslin. Hovedparten er endagsturister, og de snyder sig selv for en kæmpestor oplevelse ved ikke at tilbringe et par dage på La Digue. Dels kan man trods alt ikke nå at opleve hele øen på en enkelt dag, og derudover når man heller ikke for alvor at opleve øens usædvanligt afslappede atmosfære.

På La Digue er det nemlig som om, at tiden er gået i stå. Man befinder sig i en anden verden, hvor livet leves i et helt andet og afslappet gear, og efter et par dages ophold er man også selv nået ned i tempo og har fået stresset af.

Der findes ganske få motoriserede køretøjer på La Digue, hvor stort set al transport foregår på cykel eller i oksekærrer. Sidstnævnte er dog efterhånden mest kun for turisternes skyld. Næsten alle de lokale - og hovedparten af turisterne - cykler, og det sker på udmærkede mountainbikes.

Perfekt transportform

Cykling er også den perfekte transportform, når man tager øens størrelse i betragtning. Der er trods alt for langt at gå rundt på hele øen, som samtidig er alt for lille til biludlejning. På cykel får man også en helt anderledes og intens oplevelse af øens usædvanlige frodighed, end hvis man sad i en bil. Fra sin lejede cykel kan man nyde synet og duften af den overflod af palmer og andre tropiske gevækster, som findes overalt på øen.

Derudover får man glimt af øens rige dyreliv, hvor ikke mindst fuglene er flot repræsenteret. Midt på øen ligger et reservat for den meget sjældne "paradise flycatcher", som man indtil for få år siden troede var uddød. I luften over La Digue ser man også mange flyvende hunde, som på afstand ligner flagermus.

Superstrande

Standene på La Digue er et kapitel for sig. De fleste er ganske små og ligger gemt bag kæmpestore granitsten. Fælles for dem er, at de alle er velsignet med en forrygende kulisse i form af kridhvidt sand, vajende palmer og azurblåt hav.

Øens kendteste og mest spektakulære strand er Ance Source d'Argent. Den er flere steder blevet kåret til en af verdens skønneste strande, og i hvert fald er den en af de mest særprægede.

Store granitsten ligger spredt ud over stranden. Nogle er på størrelse med et menneske, mens andre er mange meter høje og brede. Stenene skaber et helt unikt strandlandskab med masser af små indelukker.

Det er meget smukt, og allerflottest er det, når man går ude i vandet og ser indad. Så har man det turkisblå hav forrest, klipper og kridhvid strand i midten samt palmer og endnu flere klipper som dekorativ baggrund.

Da man få steder i verden finder en flottere kulisse, bruges Ance Source d'Argent jævnligt som location for reklamefilm. Bl.a. er reklamer for Bounty-chokolade og Bacardi-rom bliver optaget her, så på La Digue er klichéen om en Bounty-ø faktisk mere end blot en kliché.

På grund af reklameoptagelserne og turisterne siges Ance Source d'Argent at være verdens mest fotograferede strand, og det er da også mere end svært ikke at blive ved med skyde fotos af i det unikke landskab.

Ance Source d'Argent ligger i en lille nationalpark ved navn Union Estate. Her finder man udover tusindvis af enorme kokospalmer også et indelukke med store landskildpadder.

Suveræn snorkling

Det er muligt at snorkle direkte ud fra Ance Source d'Argent, men der findes dog bedre strande at snorkle fra på La Digue. Det gælder bl.a. Anse Patates og ikke mindst Anse Severe, der begge ligger på øens nordspids. Vær opmærksom på, at der er stor forskel på høj- og lavvande, og at det er bedst at snorkle ved højvande.

Den ubetinget bedste snorkling får man dog ved at tage på ekskursion til den lille Coco Island, der ligger blot 10 minutters sejlads fra La Digue. Vandet omkring øen er udlagt til marinereservat, og her finder man et overvældende og dybt imponerende udvalg af farvestrålende tropefisk. Lige ved siden af Coco Island ligger den tilsvarende lille Felicity Island, hvor der er gode muligheder for at opleve havskildpadder under snorklingen.

Derimod er det ikke muligt at snorkle fra strandene på øens sydøstlige side. Her er der nemlig ikke noget beskyttende koralrev, og af samme grund skal man under badning passe på understrøm og store bølger.

Til gengæld er strandene formidable med finkornet sand og billedskønne palmer. Hovedstranden hedder Grand Anse, og herfra kan man gå nordpå til flere mindre strande - bl.a. Petite Anse og Anse Cocos. Jo længere man kommer ud, jo mere mennesketomme og smukke er strandene, men til gengæld er der ingen toiletfasciliteter m.v.

Men hvem har ikke drømt om at have en smuk tropiske strand helt for sig selv? På La Digue kan drømmen blive til virkelighed i lighed med andre drømme om det ultimative feriemål.

Seychellerne omtales mange steder som det rene paradis, og der er meget om snakken. Men hvis Seychellerne er Paradis, så er er La Digue Edens Have.

soendag@jp.dk