Kreta til fods

De fleste er vant til at se Kreta fra strandkanten. Men der findes et liv højt hævet over strandbarerne, tavernaerne og selv Samariá-slugten. Tværs gennem øen går en af de såkaldte europæiske fjernvandreveje, E4. Den fører forbi isolerede strande og over høje bjergtinder. Til storslåede udsigter, strabadser og besvær.

Vi har gjort det! Gået turen, som både stedkendte grækere og erfarne vandrere fra Frankrig, Østrig og Tyskland havde advaret os mod. Turen langs kysten mellem Agía Rouméli og Soúgia.

»Det er for langt. I skal dele turen i to og have telt med til at overnatte i.«

»Der er ingen drikkevand undervejs. I skal have syv-otte liter med hver.«

»Det er nok den hårdeste vandretur på Kreta. Det går stejlt op og stejlt ned igen og igen, sjældent ligeud, og turen synes ingen ende at få.«

Formaningerne var sikkert velmente. Men også ledsaget af beskrivelser af, hvor fantastisk smukt og afvekslende landskabet netop på dén strækning er. Så vi var ikke kun advaret, men også opildnet.

Nu sidder vi lidt møre og meget stolte på taverna Galini i Soúgia i selskab med Olle og Anna fra Göteborg. Da de havde hørt, hvilken vandring vi havde været ude på, ville de gerne vide mere. For de havde overvejet netop dén tur og havde ikke rigtigt vidst, om det ville være forsvarligt at gå den. Og vi fortæller beredvilligt over en karaffel retsina eller to - som vandrer gør til vandrer. Om alt fra besvær til glæde ved dagens tur.

Det er den sidste dag efter et længere ophold på Kreta. Og det bedste punktum, vi kunne forestille os.

Det vil sige: Ophold er ikke det rette ord. Da der har været tale om at vandre hen over den langt udstrakte ø fra den ene ende til den anden, ville det have været umuligt at tage ophold på bare ét overnatningssted. Det har været nødvendigt med et nyt værelse omtrent hver nat.

Stof til 36 somre

Ideen til den lange vandring opstod under læsning af en tysk bog, "Auf Tour in Europa".

Bogen består af kortfattede beskrivelser af 11 europæiske "fjernvandreveje", af hvilke to - E1 og E6 - går gennem Danmark. I dette tilfælde faldt øjnene på E4, der begynder ved Gibraltar, går op gennem Spanien parallelt med Solkysten, over Pyrenæerne, mod nordøst gennem Frankrig og Schweiz, helt ind i det sydligste Tyskland, videre ad alpestier i Østrig og Ungarn, gennem Bulgarien og Grækenland frem til havnebyen Gytheion på Peloponnes, hvorfra færgen går til Kreta. E4-ruten ender længst ude mod øst på Kreta.

Noget af en mundfuld. 8213 km, som bogens forfatter, Hans Jürgen Gorges, har været så venlig at dele ind i 36 afsnit. Det giver 230 km i gennemsnit per afsnit.

Med andre ord: I bare denne ene af de 11 beskrevne fjernvandreveje er der rigeligt med stof til 36 sommerferier med vandrestøvler på. Og det er endda uden at nævne et forslag til en 1400 km lang afstikker i de østrigske alper eller turen gennem Serbien og Rumænien, hvor vandringen i bogen er erstattet med en togrejse, som skulle kunne gøres på 25 timer.

Der måtte under alle omstændigheder prioriteres og vælges. Valget faldt på Kreta-delen af E4-strækningen, 430 km fra Elafonísi yderst mod vest til Zákros yderst mod øst. 260 km, hvis det havde været i luftlinje på plan overflade.

Ubesvarede spørgsmål

Formålet var lige fra starten at komme væk fra turistområderne - væk selv fra målet for mange vandreglade Kreta-farere, Samariá-slugten - for at opdage øen til fods ved at følge E4-ruten gennem skjulte kløfter og fjerne landsbyer, forbi isolerede klostre, langs havet, hvor kysten består af skarpe klipper, og hen over de tre store bjergkæder, Levká Ori, Dikti og Idi.

Spørgsmålene stod i kø på forhånd: Kan det gøres uden telt? Uden sovepose? Skulle bagagen - skiftetøj, toiletsager, kamera, litteratur og så videre - transporteres på ryggen hele vejen, eller ville det nogle gange være muligt for rimelige penge at sende den med et køretøj til næste overnatningssted?

40 dage senere kan der ikke gives noget klart svar på nogen af delene. Eller på om det rent praktisk overhovedet lader sig gøre at vandre hele strækningen. Det sidste synes dog muligt for den modige og stædige.

Her skal blot videregives nogle fornemmelser ud fra den kendsgerning, at det i dette tilfælde ikke lykkedes at vandre hele turen. Dels på grund af fristelser uden for ruten, dels på grund af forhindringer, der sandsynligvis ville være til at overvinde, hvis det udelukkende var en sag om principper og præstation.

I den sydlige udkant af Levká Ori, også kaldet De Hvide Bjerge, ligger et virvar af fortryllende vandremuligheder - et helt system af stier mellem lokaliteterne Hóra Sfakíon, Loutró, Anópolis og Arádhena. Der er Samariá-slugten, og der er stien op til den ensomme bjergspids Gíngilos. Vi har været der. Så nu vil vi højere op.

Vi begynder, hvor vejen ender, på Omalós-sletten, ved det punkt, der hedder Xilóskala. I stedet for at gå mod syd mod Samariá eller mod vest mod Gíngilos, går vi mod øst, op mod de højeste af De Hvide Bjerge. Målet er Kallérgi, en lille hytte, som vi har fået udpeget langt fra, og som vi har hørt beretninger om. Om østrigeren, som driver hytten, og om den lækre mad, der bliver tilberedt for de trætte vandrere.

Der findes andre hytter i de kretiske bjerge, men de bliver drevet af alpine klubber og er i realiteten lukket land - undtagen for medlemmer og nære venner til disse.

Vejen til Kallérgi er ret kedelig, et bredt spor, der går gradvist opad i langstrukne buer, som retter sig efter landskabsformerne.

Da vi nærmer os den lille bjergspids, som hytten ligger på, er det ikke en altovervældende stilhed, vi oplever, men Led Zeppelin for fuld hammer ud af højttalerne. Ud over landskabet. På en eller anden måde passende: Stor lyd til den store udsigt. Dybt under os ligger Samariá-slugten, mod vest Gíngilos og mod øst alle de store tinder med Pachnés, øens næsthøjeste bjergtop, øverst.

Udenfor sidder en ung pige og skræller kartofler. Hun tager venligt imod, skruer ned for musikken og viser os, hvor i det vandrehjems-agtige etablissement vi kan sove. En del madrasser er i forvejen optaget af en tysk gruppe.

Vi møder også den karismatiske Josef Schwemberger, den midaldrende østriger, der er direktør for et større foretagende med forretninger i Kina og Indien - og af ren lidenskab driver hytten her ved siden af. Ikke nogen driftig eller givtig forretning.

En krone med takker

Den næste dag går vi videre. Målet hedder Melindaoú, 2133 meter over havet. E4-skilte viser vej. Terrænet er groft, bart, spektakulært. Vi kan ofte se ned i den store kløft til højre og op mod de høje bjerge foran os. På et tidspunkt viser skiltene væk fra vejen, og stien bliver smallere, stejlere og mere stenet. Vi møder en mand i camouflagetøj, der sidder med sin riffel og skuer ud over bjergene.

Efter tre timers rask gang fra Kallérgi er vi på toppen af Melindaoú, hvor der nok er solbeskinnet, men også en bidende kølig vind. Og udsigt til blandt andet hele Chaniá-kysten mod nord og hele perlerækken af gråhvide tinder mod øst, kronet af Pachnés. De synes tæt på nu.

Lysten til at gå videre mod øst er der nok, men vi har afskåret os selv fra muligheden ved ikke at have taget 10-15 liter vand, telt og soveposer med. Her - hen over De Hvide Bjerge, hvor de er højest - ligger et af de afsnit af E4, som vi herefter endnu har til gode. Vi traver tilbage, nedad, og tilbringer endnu en nat under stjernehimlen over Kallérgi.

Man kan også nærme sig det mægtige og viltre Levká Ori-massiv østfra. Stå af bussen (fra Chaniá mod Hóra Sfakíon) i landsbyen Askýfou, som ligger i kanten af en højslette. Både tavernaer og butikker har udlejning af værelser til turister som nebengesjæft. Eller tag ind på det lidt dyrere Lefkoritis Resort lidt oppe ad bjerget i landsbyens sydligste udkant.

Fra Askýfou er der omkring 15 timers vandring til Kallérgi. Igen: Det kan ikke klares uden overnatning og betinger derfor, at man slæber udstyr, proviant og masser af vand med.

Strid vind på toppen

Den højeste tinde er dog Psilorítis, nogenlunde midtvejs mellem øst og vest, 2456 meter over havet. Bjergføreren Dimitris Batsakis har forklaret os, at traveturen dertil er dødkedelig:

»Idi-bjergene er ikke som det spektakulære Levká Ori. Geologisk er de opstået langt tidligere og er derfor blevet rundere i formerne, som årtusinderne er gået. At gå op til Kretas højeste punkt er én lang optur. Op, op, op. Så flader det lidt ud. Og igen op, op, op. Ikke meget at se på, ingen særlig udsigt, kun træls opstigning. Bag hver bjergkam ligger en ny. Det eneste, der er værd at komme der efter, er selve den øverste top. Dér er udsigten.«

Beskrivelsen passer så nogenlunde med det, vi oplever, men for den, som ikke har været der 120 gange før, er klippelandskabet på vejen til toppen både imponerende og varieret. Vi møder en stor flok får og deres hyrder med hunde. Og øverst oppe er der vid udsigt til alle sider. Over til Levká Ori mod vest, til de store byer Iráklion og Réthimnon i nord, Mátala i syd og Lasithi-sletten mod øst. Det er lige før, man synes at kunne skimte Afrika over havet i det fjerneste syd. Der er en strid vind deroppe. Et lille stenkapel på toppen giver kun læ på én lille plet, og der er stor chance for, at dén er optaget. Husk vindjakke.

Fornemmelse for overnatning

Hvad der reelt kan lade sig gøre, skal stå sin prøve ude østpå. Otte dage afsættes til at gå fra Arhánes (knap 15 km syd for hovedbyen Iráklion) til Zákros ved østkysten, i alt 155 km ad stier gennem nogle af øens mindre bjergmassiver og hen over bl.a. Lasithi-sletten.

Alene at finde vej kan nogle gange være et problem og kan koste ekstra tid. Selv de mest detaljerede kort (udgivet af Harms-ic, målestok 1:100.000) er ikke altid korrekte, og der kan være uforudsigeligt langt mellem E4-skiltene. Lokalbefolkningen vil gerne hjælpe, men ved ikke altid, hvad det er for en slags vej, man spørger efter, og så kan man blive hjulpet i mange forskellige retninger på én gang.

Ad lange strækninger lykkes det at følge E4-ruten, selv om skiltningen - for eksempel op over bjerget til Lasithi - er mangelfuld og visse steder tæt på misvisende.

En fornemmelse, som siger, at der må være hoteller eller pensioner i de lidt større landsbyer Kastéli og Agios Geórgios, holder stik.

Den samme fornemmelse siger, at det måske kan blive lidt sværere at finde overnatning i Selakáno på den anden side af Dikti-bjergene. Men til alt held møder vi en mand med en nøgle til et næsten færdigbygget "kulturhus", hvor der står nogle køjesenge. Og ved et lykketræf har vi soveposer med - hæftet på turrygsækken i sidste øjeblik.

Den efterfølgende aften når vi frem til Meseleri. Efter et godt måltid mad på landsbyens store taverna får vi et benægtende svar på, om der findes steder at overnatte. Og den sidste bus er gået.

»Men manden dér kører om lidt. Han skal i retning af Agios Nikólaos.«

Således går det til, at vi de følgende dage må bo på pensioner og hoteller i havnebyerne Agios Nikólaos, Ierápetra og Sitía, selv om vi vandrer ad en sti midt inde på øen. Nogle gange må vi blaffe, andre gange lykkes det at nå dagens sidste bus ud til kysten, selv om den typisk går allerede ved 15-tiden. Til gengæld går den tidligt tilbage næste morgen.

Forklaringen er den enkle, at busserne kører op til landsbyerne midt på øen om morgenen for at hente børnene ud til skolegang i kystbyerne. Om eftermiddagen, når de har de afleveret dem igen, kører de næsten tomme tilbage til kysten. Der er god plads til et par segnefærdige vandrere.

Østkysten nås planmæssigt. Den sidste dag - den ottende - går det først ad smal, kringlet, stenet sti fra landsbyen Zíros gennem ensomt gedeområde, indtil havvandet kommer til syne ude mod øst og byen Zákros i dybet lige under os. Dernæst går ruten gennem kløften med navnet De Dødes Dal - kaldt således, fordi minoerne begravede de døde i huler på siderne af kløften. Ud til den befriende strand ved ruinerne af det 3500 år gamle palads Káto Zákros.

Alle de lyse timer udnyttes

Og så har vi altså omhyggeligt gemt en stump E4 ude vestpå. Efter at have hørt, hvor smuk og drøj den 20 km lange tur mellem Agia Rouméli og Soúgia var, er vi nødt til at prøve strækningen selv. Tager færgen til Agia Rouméli, overnatter der og står op før solen på den sidste feriedag.

Ved sekstiden er det endnu stjerneklart, men det solskinsrødmende daggry er tæt på. Allerede mens det endnu er lidt mørkt, formår vi at gå fejl af stien første gang. Vi taber 20 minutter, men derefter er det så lyst, at det er let at få øje på E4-skiltene, der står tæt her i begyndelsen.

Den første time går det stejlt opad. Klokken otte har vi nået dagens første top og skal nedad igen. Morgenmadspause i skarpt solskin. Gennem skyggefuldt terræn vandrer vi frem til en bred stenet strand. Derfra stejlt op på ny. Næsten lodret under os ser klippestrandene lokkende ud - smukt suppleret af den klukkende lyd af bølger mod sten.

Et par steder skal stenskred passeres lidt forsigtigt. Vi kommer ned til en strand med en smule miserabelt byggeri. En mand - eremit - kommer hen til gærdet og hilser på os. Frokost.

Videre langs vandet gennem nogle eventyragtige klippeformationer. På kortet hedder stedet Akrotiri Tripiti. Et stykke ind gennem en kløft, op langs et stort stenskred til ruinborgen Pikilasós. Derfra skulle vejen ned til Soúgia være det rene ingenting, men allerede den flotte udsigt fra borgen mod Soúgia langt væk og Paleochóra endnu længere væk siger noget andet. Vi har nogle timer foran os endnu.

Det går behersket nedad gennem lav træbevoksning, lige så behersket opad igen. Stien forsvinder for os i tre kvarter, vi går op over et højdedrag, forbi et stort stenkors og en lav døbefond, holder os langs kysten, finder stien igen, går gennem en mindre kløft og har så Sougia lige neden for os, mens solen er ved at gå ned. Stien går ikke rigtigt i den retning, men vi finder ned til et udtørret flodleje, der ender i havet ved byen.

Himlens og havets farver mødes i yndefuldt samspil. Det opfordrer til en dukkert i skumringen og derefter en tur under den lunere bruser. Tror vi. Men så er det, at Olle og Anna sidder der, hilser og vil høre, hvor vi dog kommer fra med vandrestøvlerne på.

jakob.lambertsen@jp.dk

Rejsen til Kreta var arrangeret i samarbejde med Den Græske Stats Turistbureau, Maersk Air og Alpine Travel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.