Kreta efter lukketid

Fra den ene dag til den anden lukker hundredvis af hoteller og butikker, og der skæres ned på bus- og færgeafgange. Ferieøen Kreta er et andet samfund fra 1. november frem til påske. De lokale føler sig hjemme. Sværere er det at være én af de få tilbageværende turister.

Kender De Agios Nikólaos? Den venlige og smukke by på Østkreta med de mange trappegader og søen midt i det hele?

Hvis De kender den på dette signalement, er det, fordi De har være der i en af sommermånederne - hvor der er lagt an både til masser af charterturister på hoteller, pensioner og lejlighedskomplekser i selve Agios Nikólaos og til gennemkørselstrafik til den mere renlivede turistfælde Eloúnda eller for eksempel til palmestranden Vái længst ude mod nordøst.

Efter 31. oktober skifter billedet.

Denne rejsende kom dertil en aften ved 20-tiden og ville finde et overnatningssted. Havde ingen anelse om, at det ville volde større problemer i så en stor by. Men det blev til megen formålsløs trasken op og ned ad trappegaderne med bagagen. Vist var der skilte for hoteller, pensioner og "Rooms for rent". Men alt syntes lukket.

Hjælp på tavernaen

En vandrehjemslignende bygning med åbne døre og munter summen tjente tilsyneladende udelukkende som opholdssted for militærfolk. En hjælpsom soldat foreslog Hotel Kronos:

»Der er åbent, og det er venlige mennesker.«

Han ledsagede sin anbefaling med en forklaring på vejen dertil.

Men Kronos' glasdør var låst. Inde bag den viste der sig ganske vist en skikkelse, da der blev ringet på klokken, men kun for at vinke afværgende og afgive den klare melding:

»Closed! Closed!«

Nede ved marinaen tæt på, hvor busstationen lå indtil for nylig, gik en mand og passede sin taverna. Han havde ikke noget at lave, for der var ingen gæster. Da den enlige turist stod over for ham, syntes han at se det som denne aftens store opgave at skaffe staklen et værelse for natten. Han hev den store telefonbog frem og ringede først til den ene, så til den anden - og endelig, ved den tredje opringning, var der bonus. Et kvarter senere kom en ung mand for at vise turisten hen til Pension Atlantis, et par gader væk.

Liv på cafeerne

Ikke sådan at forstå, at Agios Nikolaos er uddød om vinteren. Næste formiddag var der liv på de solbeskinnede cafeer ved den indre havnefront. Her sad yuppier og forretningsfolk og diskuterede livligt i en pause fra kontoret - lokale folk, som syntes at eje det hele. Hvad alle ved, at de absolut ikke gør fra april til oktober. Men nu kunne man som turist i T-shirt og cowboybukser nemt risikere at blive overset af tjeneren.

Katte på en taverna er et almindeligt syn på alle årstider. Om vinteren kan de i en mindre badeby være et særdeles koncentreret syn.

Vi oplevede det i udpræget grad i Soúgia og Kato Zákros. Hvor man på en sommeraften kan være omgivet af fire-fem nuttede missekatte, når man indtager sin middag, er der uden for turistsæsonen måske 20 på den taverna, som stadig har åbent. For de katte, der ellers holder til på de nærmeste seks-syv tavernaer, er også søgt herhen. Og nu er de mere pågående. De er ikke alene kommet af sociale grunde, men også fordi de er sultne.

Skiftet fra turistsæson til vinter sker fra den ene dag til den anden. Uanset om der stadig er strålende solskin og varmt nok både til at hoppe i Middelhavet og til solbadning på stranden, så forlader den sidste gruppeturist Kreta 31. oktober - og den næste dukker først op til påske.

Fra 1. november er de fleste biludlejninger, souvenirbutikker og lædervareforretninger lukket. Busdrift og færgedrift indskrænkes, og selv de lokale kan have svært ved at hitte rede i afgangene, akkurat som de færreste har tjek på, hvilke hoteller og pensioner der adskiller sig fra den store mængde ved fortsat at holde åbent.

Det blev en taxa

Midt i november måtte vi sande, at det ikke var muligt at skaffe sig en trykt eller fotokopieret vinterkøreplan for busserne på Vestkreta. Men vi havde en oktoberkøreplan. I informationsburet på busstationen i Chania stregede en venlig og tilsyneladende tjekket ung mand de buslinjer og de bustider over, som ikke gjaldt mere. Ud fra det kunne vi se, at vi kunne komme med en bus til Hóra Sfakíon næste morgen kl. 8.30. Den bestemte vi os for at tage.

Ved billetsalget 10 minutter før afgang blev den lidet muntre kendsgerning forelagt os, at der først gik en bus til Hóra Sfakíon kl. 14. Da vi nu var stået op og havde indstillet os på en tur væk fra Chania, ud i mere landlige omgivelser, og da vi måtte konstatere, at der heller ikke gik andre busser mod syd før om eftermiddagen, valgte vi at tage en taxa til landsbyen Theriso for at gå en tur deromkring. Dagen udviklede sig i øvrigt til at blive den eneste med regnvejr i de første tre uger af november.

Færgekontor uden færge

Vi ville under alle omstændigheder ud at sejle.

Om sommeren går der færge flere gange dagligt mellem sydkystbyerne Hóra Sfakíon og Paleochóra - med stop i de små isolerede byer Loutró, Agia Rouméli og Soúgia. Vi var klar over, at afgangene ville være mindre hyppige om vinteren - og søgte først information hos det officielle turistkontor i Chaniá i den indskrænkede åbningstid (hverdage kl. 10-13).

»Dette er ikke noget informationskontor,« kom det stilfærdigt, men utvetydigt, fra damen bag skranken, som dog hastigt skrev telefonnummeret på færgeselskabet ned på en lille seddel.

Adskillige opringninger på nummeret førte ikke til, at røret blev taget.

Belært af erfaringerne med busserne lejede vi en bil, den billigst mulige, et vrag af en Fiat Panda, og i den kørte vi til Hóra Sfakíon, hvor vi blandt så meget andet ville spørge til færgeafgangene.

Vi forsøgte os først med vort ærinde på et kontor, hvor der blev skiltet med salg af færgebilletter.

Men nej. Der havde man ikke noget at gøre med færgen her om vinteren og vidste ikke noget om, hvornår den sejlede, blot at det vist var tre gange om ugen.

Bedre hjælp var der lidt højere oppe i den lille by, i en bagerbutik. Fruen hér syntes at have nok at se til, men havde ikke noget mod at komme med den oplysning, at færgen gik fra Hóra Sfakíon mod vest hver tirsdag, torsdag og lørdag kl. 12.30.

Hendes udsagn virkede så mistænkeligt sikkert, at vi - da vi derefter havde et ærinde på posthuset - også måtte spørge der. Postmesteren var ikke så skråsikker som bagerfruen, men ringede uopfordret til færgeselskabet, hvor telefonen blev taget! Oplysningerne fra bagerbutikken blev bekræftet - og suppleret med, at færgen ville gå den modsatte vej på de samme dage, fra Paleochóra mod øst, med afgang kl. 8.30.

Vi havde bare brug for at blive sejlet mellem to af de mellemliggende færgelejer, fra Soúgia til Agia Rouméli. Af de tre mulige ugedage passede lørdag os bedst. Den lille færge ankom til Soúgia kl. 9, helt som den skulle efter den plan, som vi havde fra de to mundtlige kilder. Men vi blev advaret, da vi steg ombord:

»Vi sejler kun til Hóra Sfakíon. I skal ikke regne med at kunne tage båden tilbage før om tre dage.«

Den melding fik to forpustede tyskere, som lige akkurat var nået ned til kajen til tiden, til at blive i Soúgia.

En dør på klem

Den fåtallige besætning på færgen kunne ikke forstå, hvad vi ville i Agia Rouméli.

»Alt er jo lukket!«

Men vi insisterede på at blive sat af ved den lille by, som ligger, hvor den berømte Samariá-slugt munder ud i Det Libyske Hav. Slugten er - som kan man læse i de fleste rejsebøger om Kreta - lukket fra 1. november til 30. april.

Færgefolkenes melding var stort set korrekt. Ingen butikker, cafeer eller tavernaer havde åbent. Men et enkelt lille hotel havde døren på klem. Der fik vi et værelse.

Et ydmygt græsk aftensmåltid kunne vi også godt tænke os. Da vi spurgte vor hotelmutter, hvor man kunne få dét, havde hun først ikke noget svar. Men vort »jamen, hvad gør vi så?« fik hende til at love, at hun ville finde noget til os i sit køkken. Salat, tomater, fetaost og noget, der kunne varmes, havde hun da.

Under en lille travetur i den lukkede by stødte vi ind i et medlem af færgebesætningen, som åbenbart også var gået i land og nu kunne fortælle, at båden nok alligevel sejlede tilbage lidt senere den samme dag. Og nu havde vi vel set, at der ikke var noget at komme efter i Agia Rouméli?

Lukket, men ikke låst

Vi kunne ikke dy os for at gå lidt ind i Samariá-slugten for at se, hvor langt vi kunne komme, når nu der var "lukket". Låst var der i hvert fald ikke dér, hvor man i sæsonen køber billet til det afgrænsede området, som har nationalpark-status. Vi kunne uden videre gå ind gennem træporten.

Lidt længere fremme kom vi til et hus, hvor to parkarbejdere sad og holdt frokost. På spørgsmålet, om vi måtte gå lidt længere ind i slugten, fik vi først nej, dernæst ja, bare vi lod vores små turrygsække stå hos i bygningen hos dem, mens vi gik et lille stykke videre. Vore kameraer kunne vi tage med, men de skulle ikke risikere, at vi overnattede i slugten.

Vi kom nu ikke ret langt. For et sted, hvor en primitiv træbro i sæsonen fører over den rivende flod i bunden af slugten, var denne bro fjernet. Og vi opgav at forsøge at forcere det iskolde vand.

Da vi den efterfølgende dag, søndag, var på vandring i bjergene oppe over kysten mellem Agia Rouméli og Soúgia, kunne vi på et tidspunkt iagttage færgen komme sejlende mod øst. Den dag skulle den ifølge planen slet ikke have sejlet.

Vi kunne altså konstatere, at uden for sæsonen går den kollektive trafik ikke altid efter planen. Nogle gange går den ikke, som den burde. Andre gange går den, når den ikke burde. Grækerne synes selv at have det fint med det, at leve med det. De har alligevel ikke nogen trykt plan at holde sig til.

For den tålmodige og eventyrlystne turist skulle det forvandlede feriemål også være til at leve med. Alting er mere uforudsigeligt, ikke så tilrettelagt. Hver dag er ny, men man ved ikke, hvad den bringer. Mulighederne er åbne.

jakob.lambertsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.