Kreta på to hjul

Efter den første halve time begynder vi at komme i tvivl om, hvorvidt det er en cykeltur eller en bustur, vi har meldt os til. Minibussen skrumler møjsommeligt gennem landskabet, hvor kyststrækningens parade af hoteller og restauranter er blevet afløst af landsbyer og olivenlunde. Kort efter begynder turen op i bjergene, hvis hårnålesving bestemt ikke gør opholdet bagerst i bussen behageligere.

Det er tidlig formiddag på den græske ferieø Kreta. Dagens ret på turistmenuen er kørsel på mountainbike i bjergene, og med udgangspunkt fra hotellerne uden for byen Chania i det vestlige Kreta er vi på vej mod startstedet.

De fleste turister oplever Kreta via busudflugter, i lejet bil eller eventuelt på en gåtur i en af øens mange kløfter. En ny og anderledes måde er på mountainbike, hvor man oplever naturen på en helt anderledes og intens måde end via motoriseret transport.

Kretenserne er ikke vant til cykler på gaderne, hvorfor det ikke kan anbefales at cykle i og omkring større byer. Så snart man kommer lidt ud på landet, er forholdene imidlertid fine de fleste steder. Vejene er dog ikke i top alle steder, og derfor er det en god ide at tage med på en organiseret tur, hvor ruten er tilrettelagt ad relativt gode veje, lige som man bliver transporteret i bus gennem befærdede områder.

Svensk guide

Denne torsdag starter cykelturen på toppen af Omalos-sletten - ikke langt fra indgangen til den legendariske Samaria-kløft. Rundt regnet 20 forventningsfulde turister - to englændere, en nordmand og resten danskere - får en grundig instruktion i dagens aktiviteter af svenske Annica. Hun har boet på Kreta i tre år og er kæreste med ejeren af firmaet Trekking Plan, der er dagens turudbyder.

Annica gennemgår ruten, rådgiver om kørsel på en mountainbike og indprenter os diverse sikkerhedsregler. Dernæst får alle tilpasset en cykel og udleveret en hjelm, som er obligatorisk at bære.

Ingen behøver frygte for materiellets kvalitet - tværtimod. Trekking Plan råder over en flåde af topmoderne Scott-cykler, og selv den mest kræsne cykel-entusiast kan ikke finde noget at udsætte.

Hver cykel har ikke færre end 27 gear, hvilket man dog ikke skal lade sig skræmme af. I praksis kan man nemlig nøjes med de ni midterste gear, så man kun behøver at aktivere den bagerste krans. Gearskiftet sidder på styret og er nemt at betjene.

Bløde dæk

Og så er der endelig afgang. Når man ikke er vant til at køre på mountainbike, skal man lige vænne sig til et par ting - bl.a. at dækkene ikke er hårdtpumpede - lige som gearskiftet også skal ind i fingrene.

Men efter et par hundrede meter er alt i vinkel, og vi krydser Omalos-sletten i fin stil. Derefter når vi til turens første stigning - en 450 meter lang bakke. Allerede her skilles fårene fra bukkene, og deltagerne ankommer i spredt fægtning til dagens første stop, som er på toppen af bakken.

Den engelske pige er sakket agterud og er tilmed steget af cyklen for at trække det sidste stykke op. Hun nægter dog at tage plads i ledsagebilen, som Annica kører. Den agerer "fejeblad", som det hedder i Tour de France-terminologien, og kører bag feltet. Er man træt, kan man få et lift, mens cyklen bliver smidt op på traileren. Derudover kan man have sin taske eller rygsæk stående i bilen, som også transporterer de mange vandflasker.

Cykel-maraton

Omalos-turen kaldes også for et cykel-maraton, fordi distancen er på 42 km. Umiddelbart lyder det af meget, men det skal retfærdigvis tilføjes, at kun tre km går opad, ca. 10 km går lige ud, mens resten går nedad. Derfor kan næsten alle, der har blot en smule kondition, være med, og deltagerne på vores hold spænder da også fra en pige på 13 år til en herre i slutningen af 50'erne.

Efter pausen begynder det for alvor at gå nedad. Man kommer hurtigt op i fart, så det gælder om at bruge bremserne flittigt. Annica har formanet os om altid at bruge både for- og bagbremse, og jeg finder hurtigt ud af hvorfor. Ved indgangen til et sving bremser jeg kraftigt på baghjulet med det resultat, at baghjulet blokerer og skrider ud. Heldigvis holder jeg mig på cyklen, men resten af turen er jeg påpasselig med at bremse lige meget på for- og baghjul.

Selv om det er ganske lunt med ca. 35 grader i skyggen, sørger en brise for, at det ikke bliver ulideligt hedt. Den megen kørsel ned ad bakke køler også.

Og nedad går det. Startpunktet ved Omalos-sletten ligger i 1050 meters højde, mens vi 42 km længere fremme slutter i 30 meter over havet. Altså et samlet fald på en km. Undervejs kører vi gennem bjergkæden Lefká Óri - også kaldet "de hvide bjerge" - hvis højeste tinde når op i 2453 meter.

På den første og højeste del af turen er vegetationen relativ sparsom, hvilket dog opvejes af den ene skønne panorama-udsigt efter den anden.

God fart

Selv om vi bremser flittigt, kommer vi alligevel op på imponerende hastigheder på nedkørslerne. Man får et glimrende indtryk af, hvilke farer de professionelle cykelryttere udsætter sig for, når de suser ned ad bjergsiderne. Heldigvis er trafikken yderst begrænset, og vi møder næsten ingen biler på vejen.

Til gengæld møder vi andre levende væsener. Netop som fruen og jeg har rundet et skarpt sving, støder vi ind i en større flok bjerggeder. I første omgang har de ikke til sinds at flytte sig, og kun nødtvungent forlader de vejen, da vi triller hen imod dem.

Andre har mere fart på end de adstadige bjerggeder.

»Hver gruppe har et par personer, som tonser derudaf, som gjaldt det livet,« fortæller Annica os inden starten, og hun får ganske ret. Et par århusianske brødre i midten af 20'erne kæmper indædt om at komme først mellem de forskellige stop. Enkelte andre kæmper for ikke at komme sidst, mens hovedparten blot nyder den smukke natur og vindens susen. Og så er der endelig den engelske pige, hvis stolthed ikke længere forbyder hende at benytte ledsagebilen på stigningerne.

Skyggefuld frokost

Efter et par timers kørsel er det tid til frokost. Det sker på en lille - og heldigvis skyggefuld - taverne i landsbyen Prasses, hvortil vi igen ankommer i spredt fægtning. Ved starten af turen afgav vi bestilling på enten omelet, salat eller pommes frites, og den varme mad venter på os.

Efter frokost skal vi på den igen, og sidste halvdel af turen ligner den første meget. Dog kommer vi ned i mere befolket terræn, selv om trafikken stadig er behagelig let. Sidste etape indeholder turens sidste og stejleste stigning, og i eftermiddagsheden og med fyldt mave er den ganske strabadserende. Efter endnu en lang nedkørsel er der mål på en tankstation, der i løbet af en halv time opnår ugens garanteret største salg af is og sodavand.

Derefter transporterer bussen os de sidste 10-15 km ind til turistområderne vest for Chania, og en herlig udflugt er forbi. Morgenstundens sure skrumlen i bus er glemt til fordel for mindet om en suveræn og anderledes ekspedition gennem Kretas barske og imponerende natur. At mærke vinden suse i ansigtet, fornemme duften af blomster, appelsintræer og olivenlunde samt selv at gøre en aktiv indsats slår en normal udflugt i bil eller bus med flere længder.

Og dagen efter er vi overhovedet ikke ømme i benene, hvorimod et par af fingrene pudsigt nok værker en smule - resultatet af den intensive brug af håndbremserne.

Cykelferie på Kreta