Alsace har alt

Lad det være slået fast med det samme:

Alsace kan ikke nås på en uges ferie, men det er et forsøg værd - og så kan man jo gøre som så mange andre: vende tilbage en anden gang.

For ifølge statistikken er det sene efterår nærmest ideelt til at besøge det kun godt 100 kilometer lange og 30-40 kilometer brede område, der er en af Frankrigs smukkeste vinregioner og et overflødighedshorn af gamle, pittoreske byer, historiske borge, flot natur og dejlig mad og vin.

Normalt siger man, at Vogesernes godt 1400 meter høje ballonagtige bjerge er den klimatiske skillelinie, der opsuger regnen og ustabilt vejr vestfra og giver regionen dens fastlandsklima med tørre sommermåneder og lange, varme efterår, der gør den perfekt til vindyrkning.

Colmar skal således være den tørreste by i Frankrig efter Perpignan.

Men også statistikken kan fejle, og da vi besøgte Alsace i september, var det meste af Centraleuropa indkapslet i et lumskt og vedvarende lavtryk, der ikke alene sænkede Alsaces temperatur med syv-otte grader i forhold til normalt niveau, men også omfavnede de højeste og smukkeste af regionens bjerge med tæt tåge og regn.

Vi var således på Vogesernes top, Les Grandes Ballons, (1424 m.o.h.) to gange og begge gange med samme nedslående resultat: Fire graders varme og en sigtbarhed på ti-femten meter. Og så er der altså ikke mange balloner eller højdepunkter at se på ud over postkortene, der foruden naturscenerierne også er leveringsdygtige i solbrune og oppustede kvindelige brystpartier med samme titel: "Les Grandes Ballons".

Store balloner er åbenbart et internationalt udtryk.

Seniorturisme

Den gamle floskel med, at Alsace har alt, er nu ikke helt løgn, selv om der hverken er hav eller strande.

Det sidste vil i sig selv formentlig udelukke en del børnefamilier, og der er da heller ingen tvivl om, at Alsace ikke mindst er et eldorado for voksne mennesker, der uden børne-kompromisser kan nyde maden, vinen, kulturen, de gamle byer, historiske mindesmærker og naturen.

Spørgsmålet er så blot. Hvor skal man begynde?

Selv tog vi Alsace, efterhånden som det kom.

Det vil sige begyndte i nord, hvilket også var mest praktisk, fordi vi på grund af en navigeringsfejl på de tyske motorveje nord for Karlsruhe kom alt for langt mod vest og var tæt på at ende i Saarbrücken, inden vi fik drejet af mod syd og krydsede den tysk-franske grænse ved Wissembourg.

I den nordlige del er bjergene lavere og turisterne færre, og vi slog ind på en af Alsaces utallige kendte ruter, slotsruten, efter at have overnattet i landsbyen Birlenbach på en pension oven på et hestestutteri for at par hundrede francs for et dobbeltværelse med morgenmad.

Alsace er spækket med overnatningsmuligheder. Fra billige bed & breakfast - de såkaldte chambre d´hôtels og Gîtes de France til hoteller over en meget bred prisskala.

Og på trods af de mange "officielle" ruter kan man i virkeligheden roligt tilrettelægge sin helt egen rute, for der er gamle, charmerende byer over alt. Den meget berømmede vinrute skulle eksempelvis være ganske forfærdeligt overrendt af turister i sommermånederne juli og august.

Alsace bærer på alle måder præg at have ligget i et omstridt grænseområde, hvor skyttegravsfronten gik lige igennem i Første Verdenskrig - og hvor der på skift har været fransk og tysk herredømme. Det kan man se ved bjerget, La Linge, nord for Munster-dalen, hvor der er bygget et flot museum, og hvor masser af kors og skyttegrave minder turisterne om rædslerne under Første Verdenskrig, hvor tidligere gode naboer i Alsace nu stod over for hinanden som tyske og franske soldater. 60.000 soldater blev dræbt i dette område, uden at fronten i løbet af fire år flyttede sig mange meter.

I dag er man ikke i tvivl om, at man er i Frankrig, men både madkultur og bygninger er mærket af begge lande med gamle, velholdte bindingsværkshuse med pelagonier og andre blomster.

Tilbage til slotsruten eller "Route de châteaux" som den hedder på fransk.

Vi fulgte ruten fra Wissembourg til Climmbach med en afstikker til den lille hyggelige by, Clebourg, der er kendt for sin fremragende vine.

Videre gennem det store naturreservat i de nordlige vogesere og den ene maleriske landsby efter den anden: Lembach, Niedersteinbach, Obersteinbach, Niederbronn-les-Bains, Rothbach, Reipertwiller og Lichtenberg med slottet på toppen.

Som nævnt er det halsløs gerning at forsøge at gennemføre alle ruter og se alle byer, så derfor er der i princippet ingen ruter, der er bedre end andre.

Charmerende Colmar

Vi havde på forhånd fravalgt Alsaces største byer som Strasbourg med dens gamle centrum og Mulhouse mod syd med det berømte Bugatti-bilmuseum - og i stedet valgt at bruge et par dage på regionens tredjestørste by, Colmar med 70.000 indbyggere.

Inden vi nåede Colmar, koblede vi os på vinruten efter at have overnattet på endnu et billigt hotel i Marmoutier syd for Saverne, der ikke mindst er berømt for sin rosenhave med 450 forskellige rosen-arter.

Vinruten går på grænsen mellem Vogesernes vinskråninger og den flade rhindal, og i september og oktober er der dejlig plads til at gå rundt og nyde de gamle byer med byporte, brostenslagte gader og flere hundrede år gamle huse.

Byerne ved vinruten kommer med få kilometers mellemrum: Rosheim, Molsheim, Boersch, den især i sommermånederne overrendte Obernai, som med en historisk bymidte er en af de absolut smukke byer i Alsace - og Barr, som undgår det meste af vinrutens turiststrøm, men ikke desto mindre er et besøg værd.

Den lille søvnige vinlandsby har flere restauranter, og vi fandt et særdeles anbefalelsesværdigt spisested i kælderen under museet La Folie Marco, der er et imponerende gammelt hus oprindeligt bygget af en rig advokat i Strasbourg og med mange fine og værdifulde møbler fra det 18. og 19. århundrede.

Videre gennem Andlau med en af de ældste klosterkirker i Alsace, Itterswiller (flot udsigt), Kintzheim med ørnereservatet med masser af rovfugle og opvisninger.

Kaysersberg er endnu gammel og smuk by, der trods mange turister ikke virker spoleret.

Det kan man desværre ikke sige om den endnu mere turistede Riquewihr, hvor det gamle og noget kulisseagtige centrum inden for bymurene virker som en blanding af Den Gamle By i Århus og Tivoli.

Colmar ligger ca. 70 kilometer syd for Strasbourg og er en rigtig by. Selv i byens middelaldercentrum med flot udsmykkede gamle bindingsværkshuse føler man sig ikke hensat til et museum, men i en levende by med bugnende butikker, masser af restauranter og caféer.

Den velhavende by blev grundlagt for snart 1200 år siden og er sluppet nådigt gennem to verdenskrige. Den maleriske gamle bydel omkring St. Martin domkirken med smalle gader og kanalkvarteret La Petite Venice med smukke huse langs med floden Lauch er en attraktion i sig selv. Men der er også berømte museer som Unterlinden, der bliver kaldt Colmars Louvre og er indrettet i et tidligere dominikanerkloster. Eller Bartholdi Museet efter billedhuggeren Bartholdi, hvis mest berømte værk er Frihedsgudinden, som Frankrig skænkede til USA.

Colmar ligger strategisk placeret i forhold til nogle af de største attraktioner i Alsace, hvadenten det er gamle byer på vinruten eller Vogesernes smukke natur, hvor der findes et utal af afmærkede vandreture.

Selv i halvdårligt vejr kan det være smukt i bjergene, og vi kunne i hvert fald næppe ønske os en flottere udsigt, end den vi fandt i Hohrodberg ved Munsterdalen højst et kvarters kørsel vest for Colmar.

Her fandt vi det to-stjernede og meget hyggelige Hotel Panorama højt til vejrs over Munster-dalen og med et vue, der levede helt op til navnet.

Og hvis vejret nu ikke er til vandre-ture, er det ligesom alle andre steder i Alsace tilladt at nyde den smukke udsigt med et eller flere glas af områdets dejlige hvidvine.

axel.andersen@jp.dk