Der er stille på Azorerne

Der er... stille på Azorerne. Meget stille, hvisker tjeneren i den affolkede bar på Hotel Barcelona i Lissabon, da jeg har fortalt ham, at jeg er på vej ud til den portugisiske øgruppe.

Jeg er stadig euforisk over synet af Lissabons tusinder af lys, som de folder sig ud under flyet ved indflyvningen, der må være en af de smukkeste i verden.

Hvad tjeneren - der minder lidt om sangeren Tom Jones - mener med, at der er stille på Azorerne, får jeg ikke opklaret, men da jeg tidligt næste morgen kører mod lufthavnen, får jeg en effektfuld afskedssalut fra fastlandet:

Taxachaufføren spiller Brdr. Olsens "Fly On The Wings Of Love" for fuld udblæsning. En befrielse at borde flyet til Terceira - hvis det ikke havde været for min omfangsrige sidemand og den sødlige duft fra de små kasser med Happy Meals fra McDonald's, der udgør flere passagerers håndbagage: Hver eneste gang jeg tillader mig at lukke øjnene, hoster og nyser min sidemand så voldsomt, at jeg pr. refleks sikrer mig, at redningsvesten nu også befinder sig under min stol.

»Der er så mange myter om Azorerne«, smiler Catarina Cymbron, da jeg nogle dage senere møder hende i Ponta Delgada på Sao Miguel.

»En af de mest udbredte er, at vejret her er meget værre end på Madeira. Det passer ikke. Vi har nogenlunde samme klima.«

Jeg vender senere tilbage til Catarina Cymbron, men lad os lige tage den med klimaet:

Som oftest ligger der et subtropisk højtryk og lurer over de ni øer, der udgør Azorerne. Det betyder, at klimaet året rundt er ganske behageligt. Også hvis man vælger at flygte fra ynkeligt nordeuropæisk november- eller december-vejr. Men så er der naturligvis regnen, blæsten og tågen, der i større eller mindre omfang - og oftest uden nævneværdig varsel - kan finde på at omklamre udsyn og velvære. Mest om vinteren.

Men lad nu det ligge, for nu sker der noget:

Min korpulente sidemand eksploderer for 28. gang under den godt to timer lange flyvetur, jeg lover mig selv at finde ud af, hvorfor så mange medbringer fastfood fra McDonald's, og så lander vi på Terceira lidt udenfor Angra do Heroismo, der ligger ca. 1500 kilometer fra Lissabon og ca. 3900 kilometer fra det nordamerikanske fastland.

Jordskælvet

Allerede i bilen på vej til hotellet er det - med blik på de mange smukke bygninger - tydeligt, at jeg er dumpet ned i et stykke levende kolonihistorie, men der er noget, der ikke helt stemmer:

Hovedparten af bygningerne ser ret nye ud - og det er de også:

1. januar 1980 blev Angra do Heroismo kl. 15.40 om eftermiddagen ramt af et voldsomt jordskælv (7,8 på Richter-skalaen). Ud over at det kostede omkring 60 mennesker livet, styrtede de fleste større bygninger i grus. Enorme historiske værdier gik tabt. I dag er de fleste bygninger genopført i oprindelig stil, men jeg ser flere huse, der - som en grum påmindelse om, at de vulkanske øer alle ligger i et område, hvor jordskælv ikke er usædvanligt - stadig ligger i ruiner.

Terceira blev - som den anden ø i gruppen - koloniseret i 1444, og Angra do Heroismo opfattes som øernes første egentlige by.

Op gennem historien har netop den by spillet en ofte afgørende rolle for søfarten. Det var i de tider, krydderier fra Indien og Østen var en værdsat og kostbar handelsvare og ikke blot noget, som vi i dag vi hiver ned fra hylderne i Netto. Portugiserne brugte den naturlige havn som "mellemstation".

Terceira er ideel til landbrug, og på øen kunne de ofte underernærede søfolk få fyldt deres maver og skibenes forrådstønder. I 1580 indlemmede Philip den Anden Portugal i det spanske rige. Hvad Azorerne ikke accepterede, og først efter et fejlslagent forsøg blev de genstridige øboere underlagt den spanske kolonimagt i 1583. Og det var Azorerne frem til 1640, da Portugal atter blev selvstændigt.

I de mellemliggende år udnyttede de spanske sejlskibe den naturlige og beskyttede havn på deres lange færd hjem fra Peru og Mexico med guld og sølv i lasten. I 1820 spirede oprøret atter på Azorerne. I 1829 gjorde portugiserne et forgæves forsøg på at knægte oprørerne, men led et smerteligt nederlag.

Selvom Azorerne forsat er en del af Portugal, har øerne i dag en form for selvstyre - og det er nok også det bedste.

Historien

Øens brogede historie - de mange påvirkninger fra fremmede kulturer - opleves stadig på Azorerne. Og især i Angra do Heroismo, der i 1983 af FN blev klassificeret som en særlig bevaringsværdigt by. Det ses i byggestilen, men også på ganske uventede steder. For eksempel i Gonzalo-klosteret, hvor jeg i en rundbue i den strengt katolske kirke pludselig får øje på en række smukke røde og gullige asiatiske tegninger i en rundbue.

Bartenderen i Lissabon havde fortalt mig, at der er stille på Azorerne, men i løbet af den første dags tid mærker jeg, hvordan mit stressniveau tiltager. Som en reaktion på den knusende ro, hvormed befolkningen angriber tingene. Men snart oplever jeg det, man ofte oplever, når man opholder sig i kulturer, hvor langt hovedparten af det, der i vores del af verden, får blodtrykket til at stige, er komplet ligegyldigt: Stress-symptomerne forsvinder og afløses af denne indre ro.

Stående ved ringmuren på en af de fæstninger, der tidligere beskyttede byen mod trættende piratangreb, tæller kun den pittoreske udsigt ud over byen med dens røde tage og hvide mure. Ved den forrevne, sorte lavakyst, er det alene de hvide bølgers voldsomme angreb, der har mening. Nærvær. Det meste andet henhører under absurditeter.

Som nu f.eks. juleudsmykningen i forretningscenteret i øgruppens største by og administrative centrum, Ponta Delgada på Sao Miguel: Et damplokomotiv drevet af strøm slingrer igennem et tottet hvidt vatlandskab befolket med rensdyr og et anseeligt antal nisser af begge køn. Alt sammen ukendte fænomener i den virkelige verden på Azorerne, og svarer til at Magasin lod en flok kameler trave rundt i en gul ørken befolket med delfiner iført nissehuer og hvidt skæg.

Turisterne

Der er ikke mange turister på denne tid af året - og de er lette at spotte ud fra mængden: Kvinderne er i sommerkjoler og mændene iført T-shirts, korte bukser og sandaler. Som nu de tre amerikanere, der nyder en smøg og en øl på fortovscaféen midt på Avenida Infante D. Henrique i Ponta Delgada. Hvad de har bedrevet tiden med aftenen - måske natten før - kan jeg kun gisne om, men pludselig udbryder den ene træt:

»OK, venner. Nu vil jeg ud og kigge på lidt solopgang«.

Klokken fire om eftermiddagen.

I tiltagende tåge.

Du møder heller ikke de sædvanlige flokke af hurtige oplevelsessyge japanere. I hvert fald ikke i den sædvanlige højde og af samme menneskelige konsistens. For japanere er der i hundredtusindvis af på Azorerne: Da de oprindelige træer slap op, importerede man et særligt højt og smidigt japansk pinjetræ, der nu dækker stole dele af øerne.

Turismen

I Ponta Delgada møder jeg Catarina Cymbron, der leder rejsebureauet Melo.

»Vi kan på Azorerne hverken sælge brede hvide sandstrande eller heftigt nightlife, men så har vi så meget andet«, garanterer hun.

Ganske forbløffende på nydeligt dansk!

Forklaring: Hun - der er født og opvokset på Azorerne - valgte for 16 år siden at søge et år til udlandet som udvekslingsstudent, og hun havnede - af alle steder på kloden - på en anden lille klippeø ved navn Bornholm.

Hun fortæller, at Azorerne årligt besøges af omkring 80.000 turister. Ca. 75 pct. af disse kommer fra Portugal.

»Antallet passer os for så vidt fint, men vi kan godt tage i mod flere. Men det er vigtigt, at turistområdet er præget af høj kvalitet. Vi søger derfor at lære af de fejl, som andre har gjort«, siger hun og tilføjer, at hun mener, at turismen aldrig bør blive Azorernes hovedindtægt. »Dertil er området for svingende«.

Senere samme dag får jeg opklaret Happy Meal-gåden fra flyet: Azorerne er et af de eneste McDonald's-frie områder, jeg har opholdt mig i.

Siden vi nu er ved maden:

Cozida das Furnas.

Navnet dækker over gevaldig - og velsmagende - ret, som jeg indtager i Furnas på Sao Miguel. Den rummer blandt andet svine- og oksekødsstumper, kylling, diverse pølser, kål, kartofler og yams.

Alt sammen omhyggeligt tilberedt i en af de varme kilder, der med temperatur i nærheden af 100 grader sprøjter op fra undergrunden ved Furnas som endnu en reminder om, at Azorerne er fostret i heftig vulkansk aktivitet. Undergrunden er fortsat ganske aktiv og udnyttes i øvrigt også i den store botaniske have, som for over 100 år siden blev anlagt af den amerikanske konsul Thomas Hickelson. Midt i parken er anlagt en stor kunstig sø. Vandet kommer fra en varm "hane", der året rundt plasker sit varme vand ud i det overdimensionerede badekar med det gule vand.

Vulkanen

En af de mest fascinerende resultater af den vulkanske aktivitet, finder jeg på øen Faial, hvor det seneste udbrud på Azorerne fandt sted i 1957-58. Jeg betræder det golde landskab i en pivstorm, der er tæt på at blæse mig til havs. Jeg er derfor tvunget til at betragte det smukke, sorte landskab i ly af ruinen af det fyrtårn, der dengang blev vulkanens bytte.

Tilbage på hotellet i Horta har jeg en storslået udsigt til øen Pico, der domineres af Portugals højeste bjerg - vulkan - af samme navn. Hvad der rører sig deroppe 2351 meter over havets overflade, har jeg ingen anelse om, idet toppen i de dage, jeg er på Faial og Pico, er skjult under en klædelig, gråhvid skyhat.

Gennem det åbne vindue overdøver stormens hvinen i vanter og fald på de sejlbåde, der ligger og gnider sig mod hinanden i den halvtomme marina, næsten Karen Blixens stemme, der lyder fra fjernsynets spanske kulturprogram.

Om sommeren er marinaen overfyldt, når eventyrlystne sejlere fra hele kloden lægger vejen forbi på deres lange fart over Atlanterhavet.

På cementkajen har i hundredvis af besætninger i årenes løb malet deres signatur, og inden blæst og regn bliver for voldsom, registrerer jeg, at der er adskillige danske besætninger imellem.

Jeg søger ly på Peters berømte Sports Café og trykker næve med stedets ejer, der slet ikke hedder Peter, men José. Under Anden Verdenskrig fandt en britisk søofficer ligheden mellem José og sin egen lille Peter så slående, at han kaldte ham Peter. Og sådan har det været siden.

Der er ikke mange i caféen denne regntunge og stormfulde november-eftermiddag, men i et dunkelt hjørne underholder to langhårede sejler-bumser i ført pandebånd og nussede stribede blå- og hvidstribede sejlerbluser et par fornøjede svenske turister med deres bedrifter på verdenshavene.

Dagen efter klarer det op, og jeg tager den lille båd over til Pico. En sejltur på blot en halv time, og fra et bestemt punkt ikke langt fra havnen i Madalena på Pico, har jeg en glimrende udsigt over mod Faial og øen Sao Jorge.

Hvalerne

Jeg skuer ud over det blå hav, hvor der de seneste omkring 150 år har udspillet sig utallige voldsomme dramaer: Pico var indtil udgangen af 70'erne hjemstedet for Azorernes hvalindustri.

Oplært af amerikanske hvalfangere begyndte de lokale fiskere i sidste halvdel af 1800-tallet at jage hvaler. Den første hval blev dræbt med hånddreven harpun og lanser, og det samme blev den sidste. Mere moderne fangstredskaber slog aldrig an på Azorerne. I 70'erne voksede modstanden mod hvalfangst eksplosivt, og ved indgangen til 80'erne var hvalfangsten på øerne reelt ophørt. De gamle hvalfangere forstod ikke, at de skulle rammes: På Azorerne fangede man om året samme antal hvaler, som japanerne klarede på en uge, og som protest mod forbudet drog hvalfangerne fra Pico ud en sidste gang i 1984 og hjembragte to hvaler.

I dag henligger en af de største hvalfabrikker som et velindrettet museum, og de tårne fra hvilke man holdt udkig efter hvaler, bruges stadig: Nu til glæde for turisterne og de lokale, der har skabt en forretning ved i små og større både at bringe interesserede tæt på de enorme havdyr.

Bartenderen

Da jeg er vendt tilbage til Lissabon, kan jeg ikke dy mig.

Jeg må lige opsøge Tom Jones i baren på Hotel Barcelona.

»Hvad mente du med, at der er stille på Azorerne?«

Hvis han ikke genkender mig, så skjuler han det godt.

»Kære ven«, smiler han fidelt: »Der er stille... og meget fugtigt.«

»Har du været der?«

»På Azorerne?«

»Ja.«

»Nej.«

Det har jeg.

Og jeg vender meget gerne tilbage til de ni, små, unikke oaser derude midt i Atlanterhavet.

uffe.christensen@jp.dk