I kokosnøddens indre

En efterårsdag for fire år siden var en dansk forfatter på vej hjem fra en rejse rundt om jorden. Hans slidte peruanertøj vakte politiets mistanke, da han mellemlandede i Paris, og betjentene stillede de sædvanlige spørgsmål: Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvor skulle han hen?

Det slog forfatteren, der hører til blandt de tænksomme, at det er de samme spørgsmål, som vi allesammen stiller os selv.

Måske hans ni måneder lange rejse havde givet ham et svar?

På en øde strand i Papua Ny Guinea havde han fundet en flækket kokosnød, der lå på siden i sandet. Den var befolket af en mangfoldighed af bittesmå eremitkrebs i alle farver og former, og de var tilsyneladende besat af den samme tanke: At kravle opad kokosnøddens inderside indtil den krummede så meget, at de måtte trodse tyngdeloven og gå med hovedet nedad for at komme videre. Så mistede de fodfæstet og væltede ned, men i samme øjeblik, de nåede bunden, startede de forfra.

»Det minder mig på en måde om menneskers heroiske liv, og det er det nærmeste, jeg kan komme et svar,« siger forfatteren, der hedder Carsten Jensen.

»Vi er som eremitkrebsene i kokosnøddens indre. Vi forsøger hele tiden at kravle opad, og vi giver aldrig op, selv om vi hele tiden styrter ned igen. Men det er stadig en gåde, hvad det egentlig er, vi stræber efter.«

hyldest til livskraften

For et år siden kom den første halvdel af historien om Carsten Jensens jordomrejse - en 500 sider lang og prisbelønnet bestseller med titlen "Jeg har set verden begynde".

Torsdag fulgte så anden og sidste del, "Jeg har hørt et stjerneskud", om den videre rejse ud i Papua Ny Guineas regnskove og tværs over Stillehavet til Sydamerika, hvor Jensen suger til sig af storbyernes stemninger og strejfer om i de fjerneste afkroge af Andesbjergene.

Ifølge det store anmelderflertal er bogen selv et stjerneskud, for Carsten Jensen har blik for den oplevelse eller det menneske, der fortæller en historie større end sig selv.

Det er korte glimt og flygtige indtryk fra en klode i opbrud - ofte videregivet i et sanseligt sprog og suppleret med skarpe refleksioner.

Selv siger Carsten Jensen, at bogen er skrevet med et billede af den hollandske maler, Pieter Brueghel, som model.

Brueghel malede i 1500-tallet Ikaros' fald - den græske sagnfigur, som satte vinger fast på ryggen og steg så højt mod solen, at voksen smeltede, og han styrtede i havet.

På Brueghels maleri er Ikaros blot en faldende prik langt ude i horisonten. Forgrunden og næsten hele lærredet domineres af en bonde, der pløjer sin mark uden at have nogen anelse om det store drama bag hans ryg. Dramaet er blot et bagtæppe, mens den jordnære og uforstyrrede hverdag er det væsentlige:

»Jeg har på samme måde interesseret mig for det begivenhedsløse og det uspektakulære,« siger Carsten Jensen.

»Målet var at vende blikket modsat de vestlige journalister og kamerahold, der rejser i den tredje verden. De fokuserer på katastrofer, borgerkrige og flygtningemasser på flugt gennem afsvedne landskaber. Jeg har bygget bogen op som en række portrætter af de mennesker, jeg har mødt undervejs. Den er ment som en hyldest til det elementære liv og til livskraften blandt almindelige mennesker,« siger Carsten Jensen.

Den globale storby

Efter rejsen har han fået kone og barn, og familien ligger i flytterod, så han har bedt om at få flyttet interviewet til forlagets lyse mødelokale med blå stearinlys på bordet og dansk vand i vinglassene.

Han møder smilende og solbrændt efter en kort tur til Australien, og han virker stadig dybt engageret i det projekt, som efterhånden har fyldt fem år af hans forfatterliv, og som han nu endelig har gjort status over.

Carsten Jensen kan noget så udansk som at tale ubesværet om de dybe sider af tilværelsen, men han tager selv luften ud af ethvert tilløb til højtidelig stemning ved at understrege sine pointer med en høj og befriende latter:

Du skildrer verden som rig og mangfoldig, men kan du selv få øje på en sammenhæng i det mylder af indtryk, du har fået på rejsen? Er der et mønster i det store virvar?

»Jeg kan i hvert fald se et mønster i den måde, kulturer møder hinanden på. Den vestlige civilisation er tilsyneladende ved at underlægge sig og fortrænge alle andre kulturer på kloden, men går man ind i rummene bag facaden, opdager man, at en hel masse af de gamle traditioner og tankemåder lever videre i bedste velgående.

Jeg oplevede det f.eks. stærkt på Papua Ny Guinea, som først for nylig har forladt stenalderen. Papuanerne er slået ind på en meget pragmatisk og snusfornuftig vej til den moderne verden, hvor de samtidig bevarer en stor del af deres identitet og egenart.

Et andet godt eksempel fandt jeg på Påskeøen, hvor det kristne kors i den lokale kirke optræder side om side med solguden og symboler fra en gammel fuglekult. Det handler ikke om, at en ny kultur er ved at udslette en gammel, men om en symbiose, hvor der ud af mødet mellem nyt og gammelt vil opstå noget helt tredje, som vi kun svagt kan ane omridset af i dag.«

Men det ender vel alligevel med, at alle drikker coca cola?

»Ja, men det fortæller ikke alt om mennesker, hvad de drikker. Det gør dem ikke til bevidstløse forbrugere i vestlig forstand. Coca cola vil f.eks. aldrig kunne udslette hinduismen i Indien eller konfucianismen i Kina.«

Er det trods alt ikke stationer på vejen mod en global enhedskultur?

»Jeg tror aldrig, vi får en global enhedskultur, og jeg kan ikke tilslutte mig tanken om, at vi allesammen skal bo i "den globale landsby". I landsbyen lever alle jo ens og vogter over hinanden. Jeg tror snarere, at det er i storbyens billede, vi skal se verdens fremtid. I den globale storby er der plads til, at mennesker kan leve meget forskelligt - ved siden af hinanden i stor tolerance. Det er for mig en bedre model for en verden i forandring.«

Det fremmede

Men det ser ud til, at ethvert møde mellem kulturer uundgåeligt fører til blodige konflikter?

»På kort sigt kan mødet tage sig blodigt og dramatisk ud, men i det lange løb viser historien, at kulturel og menneskelig rigdom opstår, hvor modsætninger mødes og indgår i en dialog med hinanden i stedet for at isolere sig.

Henimod rejsens slutning besøgte jeg i Andesbjergene et 3500 år gammelt tempel for en af de mest indflydelsesrige kulturer, Sydamerika har oplevet. Den byggede netop på en forestilling om, at verden består af forskelle - som det kvindelige og det mandlige. De kan aldrig blive ét, men de kan mødes i en gensidig befrugtning.

Det er også et mønster, jeg er stødt på mange gange på rejsen, at de mest livskraftige kulturer bygger på åbenhed over for det fremmede, mens isolation fører til en enorm kulturel svækkelse. Det bedste eksempel er kommunismen - det mest fremmedangste system, man kan tænke sig, som egentlig burde være et forbillede for Pia Kjærsgaard. Det var ufattelig svært for udlændinge at få lov til at rejse rundt. Ethvert møde med de fremmede blev betragtet som en smittekilde - de fremmede var en slags pestbærende rotter, fordi de havde tænkt og levet på en anden måde.

Omvendt må man også være indstillet på, at man ikke kan møde det fremmede uden at miste lidt af sig selv. Sådan er det både i mødet mellem kulturer og i kærligheden, og det er måske derfor, de begge er så risikofyldte og angstvækkende. Man mister noget, men får noget andet til gengæld - man bliver genfødt i mødet med et andet menneske eller en anden kultur.«

Et usynligt bånd

Din egen rejse starter som en flugt fra en skilsmisse og en ny forvirrende kærlighed, men det virker, som om du får foræret en frihed, du ikke ønsker. Du beskriver nærmest friheden som et tomrum?

»Det hænger sammen med, at jeg tilhører en generation, som i den grad har dyrket friheden. Vi har været meget længe om at blive voksne og klynget os til et liv uden ansvar og uden retning. Men i længden bliver der noget ørkesløst over friheden.

Når man rejser alene, har man en total frihed til at følge sine impulser, afprøve sine grænser og skabe sig en helt ny identitet. Men den slags hører ungdommen til. Jeg havde ikke brug for at eksperimentere med mig selv, da jeg rejste Jorden rundt som 40-årig. Jeg havde mere brug for at finde et mål i tilværelsen.«

Var rejsen en form for eskapisme?

»Nej, for der kan være mere eskapisme i at blive hjemme i rutinens kværn, hvor man pakker sig ind i rockwool og aldrig mærker livets kanter. Jeg tog tværtimod afsted for at blive konfronteret med det elementære i livet og blive klogere på verden.

Men undervejs opdagede jeg, at der var et usynligt bånd, der trak i mig, til en "skyggekærlighed" hjemme i Danmark. Det havde fået mig til at holde igen og sige nej til mange af de muligheder, der åbnede sig på rejsen, og i den forstand var jeg ufri det meste af tiden.«

Du skriver i bogen, at "hvor der er kærlighed, er der ikke meget frihed". Behøver der nødvendigvis være tale om to uforenelige størrelser.

»Ja, det mener jeg faktisk, og det er en af grundene til, at kærligheden volder os så mange kvaler: Den er dybest set i modstrid med mange af de idealer, vi er opdraget til at tro på som borgere i et demokrati. Den giver hverken plads til frihed eller retfærdighed. Det kan godt være, du synes, det er uretfærdigt, at din elskede går fra dig, men der kommer ikke nogen dommer og hjælper dig. Og vores forestilling om, at vi helst skal være lige, har det heller ikke for godt i kærlighedslivet. Der er megen forvirring og ubalance i kærlighedens vægtskåle. Den er i virkeligheden i dyb modstrid med menneskerettighederne.«

Sandhedens øjeblik

Alligevel er din bog vel også en historie om en mand, der forkaster friheden til fordel for kærligheden?

»Det er rigtigt, at jeg i det fremmede begynder at indse, hvor afhængige vi er af hinanden som mennesker, at vi dybest set er sociale væsener, og man kan godt se det som en personlig rejse fra en individuel frihed ind i et større fællesskab og ansvar.

Kulminationen kommer til allersidst, da jeg hopper på en falsk nyhed i TV om, at der er fundet spor af liv på Mars, og i to dage går rundt under Limas sandgule vinterskyer - fuldstændig overbevist om, at der findes en anden civilisation ude i rummet, og at vi nu står overfor at skulle møde den.

Det er som at stå på kanten af en afgrund og vide, at nu vil livet ændre sig for altid. Man får alle de sløvede sanser tilbage og ser pludselig klart, hvad det er, man ikke vil miste. Jeg skriver, at "katastrofen er sandhedens øjeblik, for den belærer os om vores fællesskab som menneskehed, om de daglige livs upåagtede skønhed og de usynlige bånd, der er imellem os", og det er på en måde hele bogens konklusion.«

De lykkelige øjeblikke

Du skriver et andet sted - i et lille kapitel om en paradisø ved navn Ghizo, at "Stillehavet lærte mig noget om lykken". Din pointe er, at vi aldrig kan holde fast på den mere end et kort øjeblik. Hvorfor slår vi os ikke bare ned i paradis?

»På øen havde jeg nogle fantastiske øjeblikke af helt ubekymret og vegeterende lykke. Jeg var tanketom af varmen og blæsten og havde ikke nogen spørgsmål til tilværelsen overhovedet. Jeg havde bare en fornemmelse af, at nu var alt, som det skulle være.

Men samtidig vidste jeg godt, at det ikke kunne vare evigt. Der var noget, der trak i mig, og Stillehavet er så stort og øerne så spredte, at når først man forlader et sted, så er det uigenkaldeligt forbi. Jeg måtte hele tiden sige til mig selv, at "her kommer jeg kun én gang".

Så slog det mig, at Stillehavet er et billede på tiden, og øerne er øjeblikke. Lykken er som en ø - den varer kun et øjeblik, så vil tiden trække os et andet sted hen - eller nødvendigheden eller vores rastløshed.

Den walisiske forfatter Dylan Thomas har skrevet en vidunderlig novelle om en ung mand og en pige, der mødes på en pub. De forstår med det samme, at de har mødt den eneste ene, at det er nu, de oplever kærligheden, og de har en lykkelig nat sammen i en tilfældig lejlighed.

Men da han skal på toilettet, forvilder han sig nedad trappen og kan ikke finde tilbage. Han går vild i lange, mørke korridorer og banker på fremmede døre, men ser aldrig pigen igen, og novellen slutter med, at han går fortvivlet bort i det grå daggry.

På en måde er vores liv sådan: Vi er altid på vej nedad trappen, vi skal altid på toilettet i det afgørende øjeblik, vi er altid på vej væk fra lykken. Et kort sekund har vi fat i den, så kommer der noget og trækker os bort.

I Stillehavet lærte jeg at sætte pris på de lykkelige øjeblikke - at vide, at de kun er der kort - og så gå fuldt og helt ind i dem - at acceptere, at de ikke kan forlænges og ikke varer evigt.«

Gåden

Både på Papua Ny Guinea og i Perus bjerge møder du mennesker, der lever i en uforstyrret harmoni, og du bruger selv ordet paradis om stederne. Men også de betragter tilsyneladende paradis som en uholdbar tilstand og drømmer i stedet om fremskridtet?

»Ja, måske er det sådan, at vi først bliver mennesker, når vi vender ryggen til idyllen. Vi har en drift mod viden, mod opbrud, mod fremskridt, og det ligner unægtelig historien om uddrivelsen af paradis med den væsentlige forskel, at der ikke er nogen slange - kun vores egen trang til at plukke af kundskabens træ. Og det er måske kernen i vores menneskelighed, at vi vil vide mere, som et kendt slogan lyder.«

Det lyder næsten som eremitkrebsene, der ikke kan slå sig til ro i bunden af kokosnødden?

»Ja, og det er jo på én gang både komisk og dybt højtideligt. Det er himmelstræbende, men til hvilken nytte? Det er stadig gåden og det store uafklarede spørgsmål, og det kan jeg desværre ikke svare på. Måske vil vi kun det umulige i at nå frem.«