Fortsæt til indhold
Rejser

"Kongelig" luksus til lavpris

Af TUE KNUDSEN

Den får ikke for lidt, når selskabet Rejsekongen A/S markedsfører Berlin som rejsemål. Med ord som "fantastiske luksushoteller og luksusbusser" lover selskabet sine gæster en "kongelig rejse".

Kigger man i prislisten, har man dog mere end svært ved at tro, at selskabet kan leve op til løfterne. Priserne starter ved 298 kr. for en overnatning i Berlin incl. rejse, hotel og morgenmad. Prisen for fire dage i den tyske hovedstad er typisk 1198 kr. dog afhængig af tidspunktet.

Men Rejsekongen holder faktisk sine løfter.

Langt størstedelen af selskabets 25.000 årlige gæster i Berlin bor på det fire-stjernede Hotel Berlin. Her koster en enkelt overnatning -normalt -400 DM (ca. 1540 kr.) i de "billige" dobbeltværelser. Jyllands-Postens udsendte boede tre dage i enkeltværelse på Hotel Berlin for samme pris, som én overnatning i værelset normalt koster.

Nu er undertegnede ikke verdens mest berejste og derfor måske en kende lettere at imponere end garvede globetrottere. Men når hotellet huser en Ferrari-forhandler -med udstilling -i stueetagen, så er der altså basis for en vis fascination.

Hotel Berlin er fire-stjernet, også når man ser bort fra Ferrarierne. Værelserne, betjeningen og ikke mindst morgenbuffeten er i topklasse. Hotellets 701 værelser har alle bad, telefon og kabel-TV. Desuden rummer hotellet bl.a. bar, restaurant og fitnessrum med sauna.

Beliggenheden på Lützow Platz er central. Kurfürstendamm og dermed de bedste indkøbsmuligheder ligger i gåafstand fra hotellet, og med buslinie 100, som kører fra pladsen, er man blot små 10 minutter fra Brandenburger Tor og det gamle Østberlin.

Turen til og fra Berlin med Rejsekongen foregår i bus. Det kan ganske givet få det til at løbe mange koldt og ildevarslende ned ad ryggen, men det er ikke så slemt endda. Busserne er så meget luksus, som busser nu en gang kan være. Vi kørte i en dobbeltdækker med hvilesæder, toilet, køleskab og vigtigst af alt: Kaffemaskine.

Og rejsetiden er til at overkomme. Med afgang fra Sjælør station i København har man to timers kørsel til Gedser, derefter to timers sejltur og endelig tre timers kørsel fra Rostock til Berlin. Der er afgang fra København kl. 6.30 og ankomst i den tyske hovedstad omkring kl. 13.30.

Forklaringen på, at Rejsekongen A/S kan tilbyde de billige ture til Berlin, er ifølge selskabets direktør, George Schmidt, ret enkel:

»Vi kører det på samlebånd med effektive arbejdsgange,« forklarer han. Effektiviteten er kombineret med det som George Schmidt kalder for "en håbløs hotelsituation" i Berlin.

»Efter murens fald oplevede man en kolossal opblomstring, og hotelbyggeriet gik i gang til den helt store guldmedalje. Derfor har man i den grad en overkapacitet af hoteller dernede,« siger rejsedirektøren.

Chartergæsterne fra bl.a. Danmark udgør dermed hotellernes sikre indtægt, og ifølge George Schmidt er det forretningsfolk og andre gæster, der i realiteten finansierer de billige rejser via overpriser.

Til gengæld garanterer Rejsekongen så hotellerne et vist minimum af overnatninger.

Trods løfter om at starte afgange fra Jylland i oktober i år, så kører Rejsekongen stadig kun fra fra Sjælland.

Rejsekongens direktør erkender, at selskabet har forregnet sig.

»Forvirringen er desværre total i øjeblikket. Jyderne har været utrolig svære at trække ud på denne tid af året, og derfor ved vi endnu ikke, hvornår vi kan opfylde vores løfte om at køre fra Jylland,« siger George Schmidt.

Han drister sig dog til at love, at det senest bliver fra 1. marts 1998, men håber stadig, at det kan ske allerede i år.

Men kan man som jyde finde sig i at stå tidligt op for at komme til København og videre til Berlin, kan det absolut anbefales.