Fortsæt til indhold
Rejser

Verden venter...

Af Jens Erik Rasmussen

Den kommende vintersæson bliver det helt store gennembrud for charterrejser til fjerne rejsemål. For første gang nogensinde har alle de store rejsearrangører nemlig oversøiske rejsemål med egne charterfly på vinterprogrammet.

I de kommende måneder, når mørket og kulden omklamrer Jylland og øerne, vil over 50.000 danskere folde sig sammen og tilbringe 10-12 timer i alt for små flysæder for at komme til Thailand, Mexico, Cuba, Margarita, Caraibien og Florida, hvor palmerne råder. Dertil kommer yderligere op mod 30.000 gæster, som charterselskaberne sender med rutefly til eksotiske destinationer.

»De kanariske Øer er fortsat det største hit, men der er en klar tendens til, at folk vil længere og længere væk. Forbrugerne har flere penge, så de har råd til at betale ekstra for den lange flyvetur,« siger administrerende direktør Poul Erik Madsen, Star Tour.

For branchen kommer det ikke som en overraskelse, at et boom i oversøiske rejser er på vej. Engelske, tyske og hollandske turister har i de seneste år i stigende grad rejst på langfart, og nu er turen kommet til Danmark.

Samtidig har charterflyselskaberne skaffet større og langtrækkende fly, så rejsen til de fleste destinationer ikke kræver flyskift undervejs, og det er meget afgørende for gæsterne. Desuden er der sker en koncentration, så Skandinavien efterhånden betragtes som ét stort chartermarked. Dermed bliver det nemmere at fylde de kostbare langdistancefly.

Og noget tyder på, at charterbranchen for en gangs skyld har ramt rigtigt, så der kommer rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel. Rejsebureauerne melder om stor interesse for de oversøiske tilbud, der generelt har solgt væsentligt bedre end de mere traditionelle slagvarer til Gran Canaria og Tenerife.

Billige tilbud

Især salget til Thailand går forrygende, selvom alle selskaber har udvidet programmet til det fjernøstlige land. Også antallet af reservationer til Mexico, Indien og øerne i Caraibien går bedre end forventet. Hos enkelte selskaber går forsalget til Cuba lidt trægt, mens de fleste vurderer, at der er overproduktion af rejser til Florida. Det betyder med stor sikkerhed, at der i løbet af vinteren vil komme meget billige tilbud til den amerikanske solskinsstat.

Der er dog også risiko for, at salgskurven til de øvrige destinationer flader ud med priskrig som resultat. Katalogerne rummer næsten udelukkende 14 dages tilbud i den dyre ende, og den type rejser sælges traditionelt i god tid, fordi det økonomisk og tidsmæssigt er en stor beslutning for familien. Kun tiden vil vise, om der bliver tale om discountpriser i vinterens løb.