Mental massage i Mexico

Mystiske Maya-pyramider ijunglen. Driverliv på ødecaraibiske strande.Skyggefulde plazaeri kolonitidens byer.En rolig livsrytme. Og enfarverig indiansk befolkning.Alt sammen brudstykker afen rejse gennem Mexico.

Mexico er landet forbryderne flygter til over den blinkende Rio Bravo for at forsvinde i støvet og lovløsheden mellem de lave, lerklinede huse.

Mexico er stenet ørken, flimrende varme, stikkende kaktusser og snorkende mexicanere under store hatte.

Men Mexico er frem for alt et land, hvor virkeligheden viser sig at ligge lysår fra alle de fordomme, der er blevet cementeret gennem årtiers film fra USA.

De rejsende, der overvinder fordommene og krydser Atlanten i kølvandet på Columbus, Cortes og de andre spanske erobrere, vil finde et land af overvældende kulturel, historisk og naturlig rigdom.

Fordommene er dømt til at lide skibbrud på de blændende hvide strande; ved mødet med de gæstfri og imødekommende mexicanere; for foden af pyramiderne og mellem de farvestrålende dynger af tæpper på landets tusinder af markeder.

Fra Rio Bravo i nord til regnskovene i syd bugner Mexicos 2 millioner kvadratkilometer af rejseeventyr.

Vi har gennemrejst Mexico og bringer her et bud på en række af landets absolutte højdepunkter.

Turen, der mageligt kan tilbagelægges på tre uger, er tilrettelagt som en rejse gennem tid -gennem Mexicos historie.

Pyramider i junglen

Netop "tiden" lærte Mexicos Maya-indianere -som et af de første kulturfolk i verden -at beherske nærmest perfekt. Derfor er selve monumentet over indianernes astronomiske indsigt og enestående kalendersystem -"El Castillo" pyramiden -det rigtige sted at begynde en rejse gennem Mexico.

Solen hænger endnu lavt et sted ude mod øst over det caraibiske hav, da vi forpustede når toppen af pyramiden, der stolt knejser over ruinbyen Chichen Itza. I alle retninger bølger Yucatan-halvøens jungle som et mørkegrønt hav, der under overfladen stadig skjuler utallige minder fra mayaernes storhedstid.

I mayaernes verden begynder tidsregningen den 13. august år 3114 før Kristi fødsel, og pyramidens fire trapper, der hver har 91 trin, symboliserer sammen med den øverste platform et år på 365 dage.

Skyggerne fra de tusinde hvide søjler omkring "Krigernes Tempel" rækker som lange, sorte fingre ud efter pyramidens fod 25 meter under os. Morgensolens stråler får de lyse kalkstensflader i observatoriet, hvorfra indianerne så ud i himmelrummet, til at skinne med en forunderlig klar glans.

Snart får varmen duggen på den mere end 1000 år gamle boldbane bag "Krigernes Tempel" til at drive væk for morgenbrisen som små hvide spøgelser.

Ofret til guderne

Vender man sig mod solen og kniber øjnene sammen til en smal sprække, kan man næsten se pladsen omkring pyramiden begynde at myldre med liv som under Maya-folkets storhedstid fra år 550 til 900.

De små bredskuldrede boldspillere nede på pladsen kæmper bogstavelig talt for deres liv -spillerne på det tabende hold bliver ofret til guderne. I observatoriet følger præsterne solens, månens og planeternes vandring over himlen, forudsiger med usvigelig sikkerhed sol-og måneformørkelser og bestemmer tiderne for ritualer, fester, såning og høst.

Ved første øjekast er det tempelbyens monumentale skønhed, der virker mest betagende, men giver man sig tid, finder man i ruinerne en skatkiste af fortællende detaljer. Relieffer med statelige processioner af krigere og præster i pragtfulde skrud, scener fra blodige menneskeofringer, billeder af guder og fyrster.

Det er stadig et mysterium, hvorfor indianerne forlod Chichen Itza, længe inden de spanske erobrere gjorde landgang og fra 1519 til 1521 knuste den indianske civilisation.

I dag er det japanske og amerikanske turister, der invaderer Chichen Itza, og ønsker man at fornemme stedets fantastiske magi, bør man udforske ruinerne i de tavse morgentimer, mens skyggerne endnu er lange.

Drømmens ocean

Gennemblødte af sved efter lange dage mellem ruinerne, søger vi ud mod det caraibiske hav, der om noget er alle drømmes ocean for solhungrende nordboere.

Langs Yucatan-halvøens østkyst ligger nogen af verdens smukkeste strande. Men ønsker man idyllen for sig selv, skal man søge mod syd -væk fra masseturismen i Cancun, på Isla Mujeres og Isla Cozumel.

Få kilometer syd for Maya-ruinerne i Tulum finder vi et af de sjældne steder, hvor drømmene først begynder, når man slår øjnene op.

I den lille, lerklinede hytte er taget af tørrede palmeblade, og krogene i de lyserøde vægge er til den uundværlige hængekøje. Hytten er gemt i læ bag sanddynerne, der ligger som en lille, blændende hvid ørken mellem os og havet. Spredte kokospalmer svajer roligt for vinden, og sandet er brændende varmt og så fint som tryllestøv.

Og så er der naturligvis havet -den smalle, 25 grader varme stribe mellem sandet og den dybblå himmel.

I middagsheden er det en virkelig kunst at sove akkurat så let, at man vågner i tide til at følge skyggen rundt om palmen. Vandreturene langs vandkanten, mens det bløde tropiske aftenlys smyger sig kærtegnende om de brune ben, er ren mental massage. I hængekøjen vugges vi i søvn af den rytmiske brusen fra bølgerne, der rammer stranden og klukkende trækker sig tilbage.

Det er et af de steder, det gør næsten fysisk ondt at forlade, men sådan er rejsens natur. Vi drager mod sydvest og lader os opsluge af bjergene og regnskoven nær Mexicos sydlige grænse mod Guatemala.

Indianernes land

Vi kommer ud af den dampende regnskov nord for byen San Cristobal de Las Casas, som i 2100 meters højde soler sig i et nærmest perfekt klima.

For et par år siden blev verdens opmærksomhed vendt mod byen i Chiapas-provinsen. Under ledelse af subcomandante Marcos besatte en bondehær -"zapatisterne" -San Cristobal i protest mod Mexicos udbytning og undertrykkelse af indianerne. Atmosfæren kan stadig være elektrisk i området, der rummer de stærkeste og stolteste rester af indiansk kultur i Mexico.

Vi kommer på en dag, hvor indianere fra hele omegnen som en tidevandsbølge strømmer op ad byens hovedgade og taktfast råber på retfærdighed.

Råbene følger os helt op på Cerro de San Cristobal, der er et fint udsigtspunkt i byens sydvestlige udkant. Luften er klar og sprød, og de beskedne huse er malet i glade pastelfarver, der får hver eneste gade til at smile i solen. Santo Domingo kirken er kalket i den sarteste, lyserøde tone, og omkring den eksploderer det indianske marked hver morgen i et festfyrværkeri af farver.

En rejse i tid

I de små indianerlandsbyer i bakkerne omkring San Cristobal mødes middelalderen med det 20. århundrede. Chamula-indianerne lever i landsbyen San Juan Chamula, og da vi går over dørtrinet til tusmørket i den store landsbykirke, træder vi 500 år tilbage i tiden.

Her er ingen bænke eller stole -kun det blankslidte, kølige stengulv, der er klædt i et grønt, velduftende tæppe af friske nåle fra pinjetræer. Gulvet er levende af tusinde flakkende vokslys og små grupper af bedende indianere. Messende medicinmænd hjælper kristendommen på vej og tegner besværgende mønstre med hønseæg i luften over de bedende.

Fra de støvede vinduer nær loftet strømmer søjler af dagslys gennem tusmørket. De fleste mænd bærer grove, hvide kofter. Kvindernes hår er samlet i tykke, kulsorte fletninger, og de mindste børn sover roligt i sjalet på mødrenes ryg. Indianernes ansigter ligner slidt mørkebrunt læder, der er hærdet af hårdt arbejde under åben himmel og århundreders undertrykkelse.

Den intense, summende mumlen smyger sig om de mandshøje figurer af INRI -jødernes konge, Jesus af Nazareth -og brydes kun af klagende råb fra en midaldrende mand, der i beskidt tøj står foran en særlig stor klynge vokslys. Med lukkede øjne og udbredte arme, som skulle han modtage en kær ven, skiftevis mumler, råber og skriger han til sin skaber.

Den usynlige, spændte stemning er der hele tiden. Vi er hvide, ingen krummer et hår på vores hovede, men vi har at træde varsomt og diskret. Dette er stadig indianernes land.

Vi misser mod det skarpe dagslys ude på byens torv -plazaen -og et par uskyldige kanonslag, der understreger takten i et religiøst optog, pumper adrenalin i rå mængder op gennem hjernen.

Det er på tide at fortsætte mod vest, hvor en af landets smukkeste kolonitidsbyer venter i de centrale dale sydøst for Mexico City.

Livet på plazaen

Oaxaca har en ganske særlig charme og ynde.

En lang, klar nat kører vi mod byen ad snoede bjergveje gennem et landskab, fuldmånen svøber i smeltet sølv. Det er tidlig morgen, da vi vandrer gennem de øde brostensbelagte gader og over byens plaza. Trætte falder vi omkuld på en af de grønne metalbænke, der omkranser det store springvand. En flok hvide duer flakser op gennem de gamle træers grønne tag. Tøvende søger morgensolens spinkle stråler ind under træernes kroner og tegner fine mønstre på de blankslidte fliser.

Langsomt vågner byen til live.

En gadefejer sjokker søvnigt over pladsen. Skopudserne bakser deres flotte røde stole på plads i en lang lige række under træerne på plazaens østside. Fra de gamle spanske bygninger omkring pladsen slæber unge tjenere små borde og stole ud på fortorvet.

Byens sjæl rummer alle de kvaliteter, der gør Mexico til en så fremragende rejsekammerat. En venlig, gæstfri og imødekommende befolkning og en rolig, sorgløs livsrytme, hvor intet er for vigtigt til at kunne udskydes.

Snart fyldes fortorvsrestauranterne. Det er tid til morgenmad, og i dag er det søndag -dagen, hvor mexicanerne har om muligt endnu mindre travlt end til hverdag. Sådan føler man bedst Oaxacas rolige puls -tilbagelænet, med en kop kaffe på plazaen, der er hele byens omdrejningspunkt.

Hver en bænk fyldes af forelskede unge, ældre par hånd i hånd, tiggere, legende børn og ballonsælgere, der ganske forsvinder under bjerge af farvestrålende vareprøver.

Til marked og messe

Byens markeder, der er blandt de bedste i Mexico, er et evigt drejende kalejdoskop af lyde, lugte, farver, mennesker og dyr. Udvalget af smukke vævede tæpper, keramik og håndskårne træfigurer er overdådigt. Oaxaca er stedet, hvor vi smider det gamle tøj ud og fylder rygsækkene med gaver.

Aftenmessen i Santo Domingo kirken -den mest strålende af Oaxacas kirker -er smuk og fredfyldt. Vokslysene får de forgyldte vægge og loftet til at lyse med en rolig, varm glød.

Oaxaca har karakter. Her bliver dage hurtigt til uger, men Oaxaca er også byen, hvor vejene deles, og man tvinges til at vælge.

Er tiden ved at løbe ud, må man drage mod nordvest og krydse de smukke bjerge i Sierra Madre de Oaxaca på vejen til den hæsblæsende metropol Mexico City, der med 20 mio. indbyggere er en af verdens største byer.

Men vi har mere tid, og vi sætter kursen stik syd. Der venter Mexicos Stillehavskyst, og bedst af alt: Den slutter først 4000 kilometer og lige så mange vidunderlige strande senere -ved grænsen til USA.