Den perfekte daseferie

Det er dejligt afslappende at komme et sted, hvor man ikke har pligt til at vide noget som helst, fordi der ikke er noget at vide om romernes hærgen og gamle krige, ikke behøver at se på mindesmærker, ikke bør vide noget om malere og forfattere -hvor man bare kan slænge sig i sandet ved lagunerne og de endeløse strande. Sådan er Fuerteventura.

Kun frokost til dem, der har vådt hår, gjaldede det ud over karavane-deltagerne, og vi strøg ned over den lysende hvide strand, klædte af og om i huj og hast, til akkompagnement af vindens susen og med det fine sand prikkende mod huden.

Det smaragdgrønne vand i fine bølger over en svagt rillet sandbund uden den mindste sten lokkede og glitrede, solen skinnede, som om den ikke vidste, at der er noget, som hedder skyer, og vi var nødt til at følge det klicheprægede og kaste os ud havet for at få vådt hår. Koldt, køligt var det, vel en 17 grader, men vi trængte til at få skyllet rødt, brunt, okkerfarvet og gult støv af os.

Det var gået over stok og sten, mest over sten -stokke er der ikke mange af på en træfattig ø. Den eneste stok, vi så, var en gedehyrdes lange stav. Vi havde kørt gennem kaskader af løst sand, ned ad stejle kløfter, op ad bratte stigninger, gennem løse sten, langs kraterrande over svimlende dybder, ad stier på bjerge højt over vandet, gennem udtørrede flodlejer og over tilsyneladende golde stenmarker, hvor kun gederne kan finde føde.

Køretøjet var en jeep, der kunne hamle op med gederne, hvad angik færdsel i uvejsomt terræn, landskabet en ørken af størknet lava, sandet langs havet endeløst og hvidgyldent.

Øen var Fuerteventura -den østligste af de canariske øer, syd for Lanzarote, og den, der ligger nærmest Afrikas kyst.

Sand fra Sahara

Barndommens vittigheder om så højt udviklede radio-og TV-apparater, at sandet fyger ud i stuen, når der er udsendelser om ørkenen, blev næsten til virkelighed her. Ved østlige vinde får himlen over havet undertiden en ejendommelig gulgrå farve. Det er sandet fra Sahara, der spiller i lyset.

Fuerteventera er om ikke lige dukket op af havet, så forholdvis nyopdukket i turistmæssig sammenhæng. Dens forlængst slukkede vulkaner menes at have været i aktivitet for millioner af år siden, og det er flere hundrede år siden, de holdt op med at udspy den lava, som nu danner det ejendommelige, til tider truende, til tider indbydende og altid ejendommeligt smukke landskab, der kan lyse og gløde, som var lavaen varm endnu.

Håndbøger fortæller, at øen formentlig har været beboet siden et par tusind år før Kristi fødsel, og befolkningen er i tidernes morgen blevet til ved en tilsyneladende lykkelig blanding mellem mennesker fra Afrika, Arabien, det egentlige Spanien og andre længere nordfra kommende stammer.

Snilde og instinkt

Det har krævet styrke at overleve på lavaen og snilde og instinkt at udnytte de få naturlige oaser med dyrkningsmuligheder. Gederne har formentlig været der lige så længe som menneskene, og de giver mælk, der kan blive til ost og andre produkter.

De gamle vindmøller, som har sat gang i det sparsomme vand, er strøet ud over øen, nogle helt forfaldne, andre endnu næsten opretstående, enkelte restaurerede af hensyn til historieskrivningen og den stigende turisme.

Det er de endeløse strande på både øst-og vestkysten, der er grundlaget for turismen. Den er udviklet omkring små fiskerlejer som Corralejo på øens nordspids, en lille by med 2000 egentlige indbyggere, hvoraf nogle endnu driver fiskeri fra små både, mens flertallet formentlig lever af det stigende antal turister. I de seneste år tæller danskerne godt med.

Dase-drive-ferie

De fleste vælger et sted som Fuerteventura, når de trænger til en dase-drive-ferie uden det, der forstås ved kultur. Det må være afslappende at komme et sted, hvor man ikke har pligt til at vide noget som helst (fordi der ikke er noget at vide) om romernes hærgen, tidligere generationers krige og sejre, ikke behøver at se på mindesmærker, som man formodes at kende i forvejen, ikke bør vide noget om malere og forfattere -bare slænge sig i sandet ved lagunerne eller på kanten af den kæmpemæssige swimmingpool med saltvand -for eksempel på hotellet Oasis Duna, nogle hundrede meter fra Corralejos centrum og de gode strande, der kranser byen med restauranter helt ned i sandet.

Hotellet ligner en mellemting mellem et ørkenfort og Kardemomme by i overstørrelse, et toetagers rækkehusbyggeri på over 60.000 kvadratmeter med mange forskudte rækker i en tropisk park med palmer og alle de farvestrålende planter, vi kun kender i urtepottestørrelse hjemme.

Forbudt for hunde

Man kan gå tur på området, næsten fare vild, men det er mere spændende at gå uden for den pigtrådskantede mur, nedad en stenet bakke og ind til byen ad den store avenue, der bærer Francos navn (det må være en forglemmelse eller en misforståelse, at den ikke har fået navneforandring), ned til havnen og havnepromenaden, som endnu ikke er blevet mondæn.

Her vrimler det med løsgående, nærgående store hunde. Men de gør ikke noget. De gøer heller ikke, men de kan sine steder forurene stranden. Desværre kan hundene ikke læse, måske heller ikke deres mulige ejere, for det er strengt forbudt for hunde at opholde sig på stranden.

Fuerteventuranerne tænker langt og satser stort, når det gælder turisme. Langs de eksisterende mere eller mindre asfalterede landeveje, midt i sandørkener og over store stenstrækninger er der gjort anstalter til bygning af firesporede motorveje.

De kommer endnu ingen steder fra og fører ingen steder hen, men afmærkningerne er tydelige i form af lave stengærder, midterrabatter og små palmer. Palmerne er desværre gået ud de fleste steder. Det blev altså ikke i fjor og heller ikke i år, at vejen blev til noget, så palmerne kunne blive vandet og komme til at vaje og duve, men måske til næste år eller om ti år, når der ligger hoteller ved begyndelsen og enden af vejene.

Væk fra alfarvej

En Jeep er det eneste rigtige kørtetøj, hvis man vil bort fra alfarvej, men til almindelig udflugtsbrug er en god bil eller en cykel fortrinlig. Og ugen kan nemt gå hen og blive til en alt andet end dase-drive-ferie.

Lavaen og stenørknen drager, de pludseligt opdukkede oaser med gamle kirker og faldefærdige huse og hytter hensætter en i en frydefuld stemning. Enhver lille stenplante mødes med jubel, og de lange, lange stengærder omkring øde stenmarker hensætter en i undren.

Man må op og ud og af sted (swimmmingpoolens salte vand er alligevel kun 16-17 grader). Der er sejlture til Los Lobos og Lanzarote med skibe, som har vinduer i bunden, mulighed for badning agterud, når båden ligger stille, og udsigt til flyvefisk og delfiner.

Der er Jeep-safarier og traveture, og der er de gode forretninger og fremragende, ikke dyre restauranter i Corralejo og andre småbyer, men man kan jo ikke nå det hele.