Italiens fine dame

Maden er dyr, trafikken tæt og parkering en prøvelse.

Så hvorfor i alverden bruge feriedage på at besøge Portofino, Italiens svar på St. Tropez?

En begrundelse kunne være den mondæne havn med milliardærernes lystyachter. Eller havnens dramatiske placering mellem stejle klipper belagt med pastelfarvede huse, der giver udstillingen af rigdom et skær af poesi.

Det var sådan -tænkte jeg, mens båden lagde til i Portofinos havn -den franske riviera var i gamle dage:

En frodig kyst med smalle veje, der kantede sig gennem bjergene højt over det klare vand fyldt med fisk, som blev spist på små bistroer af et smukt og rigt publikum, der imens fik deres store både holdt i orden af solbrændte, sortøjede og uniformerede mand, der brugte mere tid på at flirte med pigerne end på at spule dækket.

Sådan forestillede jeg mig rivieraen før masseturismen og plastikbutikkerne kom til. Og sådan er Portofino stadig.

Italiens fine dame. Gennemkultiveret, rig og smuk.

Hvilket selvfølgelig har sin pris.

Vi kom til Portofino fra motervejsafkørslen ved Rapallo, og havde passeret gennem en anden charmerende by ved Italiens riviera, San Margherita Ligure.

San Magherita er et godt udgangspunkt for udflugter i området med mange hoteller og restauranter i den billigere ende. Byen er desuden en station på jernbanen, der forbinder hele rivieraen.

Fra San Magherita til Portofino går den kystvej, som det italienske turistbureau kalder for verdens smukkeste. Flot var den og tæt befærdet.

For enden lå et parkeringshus, hvilket dog ikke gjorde indtryk på os og de andre turistbiler.

Vi måtte alle på en rundtur i byens to små gader, før vi gav fortabt og betalte P-huset 20 kroner i timen. Dyrt og diskret

Men så var vi også klar til at slentre langs hovedgadens butikker, hvor det eneste bare lidt vulgære var isbutikkernes markiser. Et enkelt postkortstativ var der vel også, men ellers appellerede de forretningsdrivende fortrinsvis til et publikum, hvis forestilling om souvenirs er ret eksklusiv.

Bag diskrete facader solgtes såvel Yves Saint Laurent dragter som juveler, og der var faktisk kunder i de airconditionerede, fnugfrie lokaler. Selvfølgelig meget velplejede kunder, hvis liv på havet ikke havde påvirket neglenes længde, hårets bølger eller pressefolderne i de hvide jeans.

Ligeså velkonserverede som Portofino, hvis folkevalgte allerede i turismens barndom vedtog at bevare byens oprindelige form. Intet nybyggeri, strenge regler for udsmykning og ingen nye veje.

Det giver selvfølgelig et stort pres på den enlige rute, der forbinder Portofino med omverdenen. Til gengæld sikrer denne politik en uberørt nationalpark nordøst for byen. Turen til San Fruttuoso

I parken findes en række vandrestier, hvor den mest populære går til den isolerede havneby San Fruttuoso. Den sti ville vi afprøve, og det bør enhver med gode sko, en flaske vand og bare en smule kondition også gøre.

Skiltene starter lige til højre for P-huset, og så går det rigtig stejlt opad det første stykke. Men resten af strækningen er rimelig jævn, stien er velholdt, og der er en dejlig udsigt over klipper og hav.

Hele turen tager cirka halvanden time og ender med nedstigningen til San Fruttuoso. En naturhavn, der kan prale af et kloster med en stor kirke, nogle søde små huse og en stenstrand med perfekt snorkelvand.

Selv uden maske kan man følge fiskene svømme under en, og der foregår også en del dykning i området. Det er især populært at dykke ned til den "undervands-jesus", der er San Fruttuosos officielle attraktion.

Det er en jesusfigur med opstrakte arme, der er placeret på havnens bund som et minde over de, der døde til søs.

Turisterne, der kommer med turbåde, er nok mest interesserede i roen og den naturskønne placering. I alle tilfælde lever de lokale godt af at tage voldsomme priser for mad og drikke.

Udgiftsniveauet er lidt lavere i Portofino, men alle på et budget bør tage madpakke med på udflugten.

Vandreturen kan også være med til at spare på budgettet. Bådtransport fra Portofino t/r koster omkring 55 kroner per person. Hvis man vælger at gå den ene vej koster en enkeltbillet stort set kun det halve.

Det kan anbefales at vandre på udturen, for der er langt bedre muligheder for at tage et afkølende havbad i San Fruttuoso end i Portofino.

Så kan man også sidde på båden og bese de klippehøjder, man netop har vandret hen over og nyde sin egen præstation.

Og man kan nyde synet af Portofino, der nærmer sig med alle de store hvide yachter, kulørte bjergpalæer og dyre vaner, inden man betaler sin parkeringsafgift og kører tilbage til mere almindelige ferieomgivelser.