Eksperimenter med tankeoverføring
For at få afklaret spørgsmålet, om tankeoverføring -telepati -er fup eller fakta, må man selvfølgelig udføre omhyggelige videnskabelige eksperimenter.
En af de mest almindelige metoder til videnskabelig undersøgelse af telepati går ud på følgende:
En person, som kaldes "senderen", sidder og kigger på et ud af fem billeder. En anden person, der kaldes "modtageren", sidder i et andet rum -eller i en helt anden by -og kigger på de fem billeder og prøver at "fornemme", hvilket af de fem billeder senderen kigger på. Når modtageren mener at have fornemmet det, peger han på det pågældende billede, og så kan man gentage eksperimentet. Senderen kigger nu på et nyt billede, og modtageren skal så igen gætte eller fornemme, hvad det er for et.
Der er blevet udført over 100 af den slags eksperimenter, og de har givet stærkt modstridende resultater, så det er umuligt at sige, om hypotesen om tankeoverføring er bevist eller modbevist.
Tilhængerne hævder dog, at man får de bedste resultater, hvis man "sender" til en person, der ikke bliver forstyrret af ydre indtryk, fordi det angiveligt skulle kræve en stærk indre koncentration at opfange svage telepatiske "signaler". I de senere år er disse forskere derfor blevet nogenlunde enige om, hvilken metode der bør foretrækkes. Den pågældende metode kaldes "Ganzfeld" metoden.
Den går simpelt hen ud på, at modtageren får en halv gennemskåret bordtennisbold foran hvert øje, så han kun ser en ensartet hvid tåge for øjnene. På tysk: Et 'Ganzfeld'. Desuden sidder han i et lydisoleret rum med høretelefoner, hvor der kun lyder en svag konstant susen, så han heller ikke kan modtage lydindtryk fra omverdenen.
Flest positive resultater
En af de mest respekterede forskere på dette område, Charles Honorton, har i en artikel i det meget anerkendte tidsskrift "Psychological Bulletin" gjort rede for en samlet analyse af 38 offentliggjorte og troværdige eksperimenter med Ganzfeld-metoden.
Honorton nåede frem til, at der var så mange positive resultater, at det -hvis det var en ren tilfældighed -kun ville være sket en ud af en million gange. Man skal altså ifølge Honorton være meget skeptisk for at tro på, at de overvejende positive resultater blot var en tilfældighed.
Disse statistiske analyser må nok selv de mest skeptiske kritikere bøje sig for, men de mener nu alligevel, at Honorton tager fejl. Der er nemlig tre andre mulige forklaringer på de positive fund.
For det første kan det tænkes, at forskere på dette område -der stort set alle er tilhængere af teorien om telepati -skynder sig at publicere en undersøgelse, når den har givet positive resultater, men hvis den har givet negative resultater, bliver den sikkert nok så ofte gemt væk i bunden af en skrivebordsskuffe. Denne antagelse kaldes "skrivebordsskuffe-hypotesen", og de fleste forskere er enige om, at det nok er en meget alvorlig fejlkilde.
Den anden forklaring går ud på, at der i en del af de positive eksperimenter kan have været fejlkilder i form af svage lydsignaler (trods den susende lyd i høretelefonerne) eller i form af bestemte rækkefølge af billederne, som kan have fået modtageren til at gætte rigtigt, uden det havde noget med telepati at gøre.
Endelig kan man for det tredje ikke udelukke, at der i enkelte tilfælde kan have været regulært snyd med resultaterne, fordi det styrker karrieren at få antaget artikler i faglige tidsskrifter.
Hvis telepati virkelig eksisterer, skulle det være muligt at registrere en eller anden selv nok så svag fysisk energi, der går fra senderen til modtageren.
For at undersøge dette nærmere satte amerikaneren J.G. Taylor og russeren E. Balanowskij for et par år siden det mest fintfølende apparatur til at registrere alt, hvad der kan måles af fysiske energier på vejen fra en sender til en modtager under et eksperiment. De to forskere konkluderer i en artikel i det ansete tidsskrift "Nature", at der ikke blev fundet tegn på nogen som helst fysisk energivandring, så de mener, at man godt kan glemme alt om den teori.
Dette er bestemt ikke nogen ligegyldig indvending. Hjerneforskningen har vist, at en tanke opstår ved et kompliceret elektrisk samspil mellem mange milliarder nerveceller i hjernen. For at styre dette elektriske mønster, så der opstår en bestemt tanke i modtagerens hjerne, må der kræves en vis fysisk energi, som det så skulle være muligt at måle med fintfølende apparatur. Men det er det altså ikke.
En anden forsker, Michael Persinger, har til gengæld igennem nogle ejendommelige studier fundet en vis støtte til telepati-hypotesen. Persinger gennemgik flere hundrede nedskrevne beretninger om dagliglivets telepatiske oplevelser. Ved at studere tidspunktet for dem fandt Persinger frem til, at der var en slående sammenhæng mellem jordens elektromagnetiske tilstand og hyppigheden af telepatiske oplevelser. Jordens elektromagnetisme svinger mellem urolige og rolige perioder, og Persinger fandt, at der var en større hyppighed af telepatiske oplevelser på dage med særlig lav elektromagnetisk aktivitet.
Persinger mener selv, at forklaringen må være, at de svage signaler fra person til person kræver, at der er nogenlunde ro i jordens elektromagnetiske felter. Eller med andre ord, at dage med uro gør det meget vanskeligere at sende og modtage telepatiske budskaber.
En mere prosaisk forklaring på Persingers besynderlige fund kunne være, at dage med lav jordmagnetisme påvirker vores hjerne, så vi bliver mere overtroiske og derved lettere kommer til at tro, at vi er ude for tankeoverføring.