Påskeøen

Jeg gik nede om bord og gjorde søklar, da Jørgen og Ludvig kom buldrende ned ad lejderen og forpustet fortalte, at de havde mødt en pige oppe i byen, der begejstret havde talt om en slumrende vulkan på Galapagos, der var i fuldt udbrud. Hun havde oplysningerne fra et flimrende equadoriansk fjernsyn.

Da jeg havde fået dem lidt ned på jorden igen, og vi havde set på søkortet, viste det sig, at det var en aktiv vulkan på hovedøen Isabelas sydkyst, det drejede sig om. Det var på toppen, for det var lige på vores rute på vej ud af farvandet omkring Galapagos.

Det betød, at vi måtte stryge besøget i Post Office Bay på øen Floriana, hvor en venlig sømand og forhenværende sørøver ved navn Hathaway i 1793 havde anbragt en gammel spæktønde, hvori forbipasserende skibe kunne lægge deres post i håb om, at det næste skib ville tage posten med til den rigtige verdensdel. Først hvalfangere, så fragtskibe og i de sidste 70 år yachts.

Jeg ville ellers gerne have fornyet mit gamle Nordkaper bræt, der er placeret på tønden, og hvori jeg lagde en bunke breve (uden frimærker på) i 1975, der alle sammen kom hjem, endda med et specielt barrels post stempel, der senere viste sig at være en filatelistisk lækkerbisken.

Klokken var lidt over midnat, og duggen drev tæt over bugten, da vi tog ankeret efter 14 dages besøg i den eventyrlige øgruppe.

Jeg satte en kurs ud i natten, ud under Sydhavets stjernepragt, men dog først ud mod en lille ø, hvor vi havde haft store oplevelser i dybdedyk med søløver. Jeg tænkte på, hvor besynderligt det er, at jeg er den første generations sømænd, der sætter kurser ud over grunde, som jeg i mindste detalje kender fra mine dyk. Denne helt specielle oplevelse det er at glide over det stille sortladne hav og vide, hvordan bunden bevæger sig i bølgende landskaber, kender langusters hule, ved at her går de fede jacks bag klippe- og koral-- formationer, at en enkelt hajfatter måske lusker rundt for at rydde op.

Hajerne er verdenshavenes skraldemænd. Specielt et sted havde vi besøgt en grotte, hvor de hvidtippede hajer stod i så tætte stimer, at vi kunne mærke dem omkring benene, når vi svømmede.

Det var på ganske lavt vand, og hvis det ikke havde været fordi, at vi af en lokal dykker, der overbevisende havde fortalt os, at hajerne var sløve - ja, næsten narkotisk fraværende - ville det have været vanvittigt at dykke der. Men hajerne svømmede som i en døs, selv om de rørte ved os, når de svømmede forbi os, selv om Hanne sagde, at det ...altså var for meget...

Man lærer at lytte til den lokale ekspertise... Og den gælder alle steder i verden.

En time efter godt ude af bugten satte jeg kursen SW og lod "Kaperen" glide ud i Galapagos` kraftige strømme.

Stjernehimlen funklede og især Aldeberan, Syvstjernen og planeten Jupiter lyste, den sidste i opposition og så kraftigt, at den gav sølvstribe over de blanke, men store dønninger. Dønninger, der vidnede om fjerne storme.

Så begyndte vulkanen på Isabela at kunne ses, selv om vi var næsten 100 km fra den. De tykke røgskyer blev oplyst på himlen af det orangeglødende kraterhul, og i kikkerten kunne vi se, hvordan magmaen væltede ud af bjerget og dannede lange glødende striber ned ad bjergsiderne mod havet.

Ingen kunne sove, jo mere vi nærmede os vulkanen, og de glasklare dønninger lagde en magisk stemning over området, fordi de høje vulkankegler omgav os på alle sider. Da levede øgruppen op til sit berømte spanske navn. Las Islas Encantadas... De fortryllede øer.

Havets rumskibe

Næste formiddag var havet fyldt af havdyr, som man ser mange flere af i vindstille. De er der selvfølgelig også, når det blæser, og søen er i bevægelse, men da kan selv store hvaler gå tæt forbi skibet, uden at man opdager dem.

Da går havet, himlen og dets liv op i en enhed.

Bottlenose delfiner sprang ud af havet efterfulgt af søløver, der prøvede på at ligne delfinerne ved at springe helt ud af dønningerne. Et syn, vi ellers var blevet forsikret om ikke at opleve mere, fordi de store El Ninos år havde påvirket dyrelivet på Galapagos så alvorligt, at søløverne var faldet drastisk i antal.

Havvand, der normalt lå mellem 18 og 24 grader, var pludselig over de 30 grader, hvilket havde forgiftet den alge som hav-leguanerne levede af, og som havde sat sig spor i næsten alt dyreliv på øerne.

En enkelt ensom hammerhaj cruisede ikke så langt fra os ude agter, tilsyneladende uden nogen kurs, og det samme gjorde de kæmpe mantarays (djævlerokker), som vi i nogle timer lå fuldstændig vindstille imellem, og som skulle blive den helt store oplevelse.

Vi havde nærkontakt af første grad med disse havets rumskibe, og hvis tilstedeværelse jeg har hørt dykkerhistorier om i alle verdensdele. Mantaer er med i alle kyst- og havkulturernes eventyr, eller i deres myter, enten som noget godt, farligt eller måske blot varslende.

Selv i et afrikansk land som Eritrea, med en kyststrækning ud mod Rødehavet, et land som man bestemt ikke forbinder med havet, oplevede jeg, hvordan mennesker, der stod inde på en borgerkrigshærget udbombet havnekaj i byen Massawa, var skrækslagne, fordi vi på "Nordkaperen" lå ude i havnebassinet og fredsommeligt dykkede sammen med de store langsomme, men fuldstændig ufarlige planktonædende havdyr.

De unge om bord, især Ludvig og Jørgen, blev endnu mere kåde end de er til hverdag, da de opdagede, at vi kunne komme så tæt på mantaerne uden, at de svømmede fra os eller blot dykkede.

Der gik ikke mere end et par minutter, før gummibåden med en 15 hk motor var rigget til, og de lå langskibs med det enorme dyr, der viste små fem meter mellem vingespidserne. Klart de største mantaer jeg har set noget sted på Jorden. Drengene fulgte med mantaen, samtidig med at de filmede som gale, og på et tidspunkt lå Jørgen hen over dyret og kunne se lige ned i gabet på den.

Gummibåden fik ind imellem nogle alvorlige dask med vingespidserne, og jeg holdt vejret for, at motoren blev skånet.

På et tidspunkt, efter en time, var de pludselig uden for synsvidde, og jeg røg i masten med kikkerten, lidt nervøs fordi Galapagosøerne har så mange farlige advarsler i farvandsbeskrivelserne om meget kraftige modgående strømme, der bevirker, at to skibe, der ligger rimeligt tæt på hinanden, pludselig befinder sig meget langt fra hinanden. Ja, i gamle dage mistede de fuldstændig kontakt.

Jeg fik øje på dem i kikkerten langt inde under vulkanen, som vi glædede os til igen at betragte, når det blev mørkt.

Da Jørgen og Ludvig fyldt med mantaoplevelser igen kom om bord på "Kaperen" snakkede vi om, at de næste gang skulle have den bærbare VHF radio med ud i gummibåden, så vi kunne holde kontakt.

Vi blev i havdyrenes verden resten af dagen.

Store flokke af englerokker og en enkelt gylden sås dybt nede i det klare vand, der havde en sigtbarhed på mere end 55 meter, hvilket er noget nær det bedste en dykker kan opleve. Den grønne havskildpadde, som vi for 25 år siden fangede og spiste i samme farvand, lod sig se flere gange. Nu er den fredet og er på ingen måde i farezonen for at uddø.

Det ved den godt, fordi den nu stikker hovedet halvt op på lønningen i nysgerrighed, inden den igen tager et af sine lange glidende dyk, der får en til at tænke på en langsom sats af et elsket musikstykke eller lago af Händel.

Himlen var fyldt med suler, både blåfodede og dem med røde fødder. Fregatfuglen legede sin farlige leg med møllevingerne på skibets mesanmast, og pelikanerne fløj papirtyndt over dønningerne og lod fuldstændig, som om vi ikke fandtes, selv om de strøg tæt ind under bovsprydet.

Sådan blev Jorden til

Da mørket sænkede sig, sejlede vi "Kaperen" helt ind under den glødende vulkan. Vi var på den rigtige side, da vinden i de øvre luftmasser og over vulkanen bar fra, og på den måde var vi uden for fare for at aske og giftige svovlskyer skulle blæse ned over os.

Mellem 8 aften og 12 nat oplevede vi nu noget, som man kun oplever en gang i sit liv. Jordens hjerte ikke alene bankede, det viste sig i al sin vælde. Udbruddet var langt større, end vi havde forventet, og vi sad på første parket. Enhver geolog, vulkanolog, hvis der er noget, der hedder sådan, ville have givet sin halve arm for at være med os denne nat.

Indtrykket blev forstørret af, at vi var helt alene, ingen andre både end os, og på hele øen lever der kun nogle få hundrede mennesker, og vi befandt os langt, langt ude i Stillehavet. Nu har man mange optiske måleinstrumenter på et skib, et af dem er sekstanten, selv om den er ved at gå på pension på et museum, udkonkurreret af satellitnavigationen, men hvis man målte tværs over krateret, hvor ildsøjlerne kastede sig op i hundrede meters højde, har selve kraterhullet nok været en 3- 400 meter i bredde.

Vi fulgte, hvordan ikke alene ildsøjlerne sprang i luften op mod nattehimlen, men også hvordan jorden ligesom blødte ved at sende hele floder af rødglødende magma ned over bjergsiderne, hvor de som lange blodårer løb ned gennem krat og kaktus for at danne nye flydende lavasøer, der hvidglødende lyste op på den skyfordampning, der dannede sig over den glohede masse.

Se sådan blev Jorden altså til, og da vi endelig besluttede os til at sætte en kurs ud over Stillehavets natlige horisont, sagde vi næsten i munden på hinanden, at det var et afskedskys fra et spændende sted på kloden, som vi aldrig vil glemme.

På havets overflade

Galapagos ligger på ækvator, hvilket betyder, at de planetare vindsystemer her tager sig en skraber. Her er doldrum og hele vejen rundt omkring Jorden ligger der et lavtryk, som dog ikke helt følger den geografiske ækvator, og som bevæger sig lidt i forhold til årstiden, men vindstille er der.

Det blev motorsejlads et døgns tid eller halvandet, så kom de første pust fra sydøstpassaten, der sammen med Humboldtstrømmen skal beherske vores sejladser de næste år i Stillehavet.

Denne iskolde havstrøm fra Antarktis (opkaldt efter en af forrige århundredes største naturforskere, tyskeren Humboldt) der bevæger sig op langs Chiles og Perus vestkyst for så på grund af Solens bane og jordrotationen drejer vestpå, for først igen at bøje af, når den når Asien på den anden side af kloden.

Vinden tog til dag efter dag, kursen var Påskeøen helt nede på 27 grader sydlig bredde, hvor det begynder at blive køligt igen, og kolde vinde fra Sydpolen kan anes. Man kommer på kanten af det store vestenvindsbælte, der løber hele Jorden rundt og danner de højeste bølger, der er målt (den er på 36 meter), og som er berygtede som "the roaring forties".

Vi ville altså sejle på tværs af hele passatbæltet.

Det er en sø, der giver smæk på "Kaperen", hvis fribord har den sølle højde af 41 cm ved låringen, hvor fribordet er lavest. Dvs. den afstand der er fra dækket og til vandlinien.

Vi sejler altså direkte på havets overflade, hvilket igen betyder, at det er uundgåeligt, at nogle af de store brydende bølger vælter helt ind over skibet.

Det blev 14 dage i søen, som går over i kaperhistorien på grund af meget høj gennemsnitsfart, en flænge i klyveren, og et storsejl der var nede i 9 døgn på grund af hård vind op til kuling med storme ind imellem. Ikke et eneste skib sås på vejen, fordi det er et af verdens mest øde havområder, vi sejlede ned i.

Aldrig har skibet været så vådt, alt stod i vand. Køjerne og navigationsbordet sejlede i havvand, ingen havde noget tørt tøj til sidst, og vandet blev ved med at vælte ind over skuden. Det lille gardin, sprayhood om man vil, og som vi kaldte et køter- gardin, og som var bundet op på søgelænderet for at tage de værste søer, var hurtigt revet i stumper. På et tidspunkt ville vi have et tjek på motoren og opdagede forfærdet, at den ikke ville starte, og Påskeøen er det dummeste sted i verden at sejle til, med et skib hvis motor ikke virker, på grund af meget komplicerede ankerforhold, åbne kyster hvor man skal have mulighed for at tage ankeret og sejle over på læ kyst i løbet af nogle minutter.

Jørgen og Ludvig lå under maskinen i et par døgn i et ubeskriveligt svineri af dieselolie, smøreolie og havvand, mens dem på dækket sejlede skibet igennem de høje bølger, så godt de kunne.

Endelig efter et par dages arbejde hvor hele brændstofsystemet var tjekket igennem fra pumpe til dysseeksplotion, gik bjørnen... en 4 cylinder GM 71 i gang, og aldrig har der lydt et så lykkeligt hurra og glædesudbrud fra alle om bord, som da kompressionen eksploderede og den velkendte motorlyd igen gennemrystede skibet.

Albatrossen

Da vi nærmede os Påskeøen, og vi kunne se en ende på de godt 2100 våde sømil, begyndte vinden at lægge sig, himlen fik Sydhavets blå glød, og passaten drejede til vores fordel.

Vinden rummede, og der blev givet slæk på skøderne.

Lidt af det våde tøj kom til tørre. Ja, på et tidspunkt begyndte Solen at varme så meget, at vi igen mente, vi var på ret kurs ned i South Pacific.

Ludvig og jeg så på vores vagt den første store albatros, vi havde set i vores liv. Med det enorme vingespænd kan den holde sig på havet i helt op til to år uden at sætte fødderne på en klippe, hvilket den til gengæld skulle gøre enormt kluntet, ja, nærmest som et fly, der går på næsen.

Albatrossen var igen et varsel om, at "Kaperen" er på kurser, der ligger langt fra de sædvanlige sejlruter for små skibe.

Majestætiske statuer

Så en morgen lå Påskeøen der som et grønt træ i havet. Ludvig og jeg havde 3 til 6 vagten, og langsomt trådte den frem på morgenhimlen, langt frodigere og kraftfuld end vi havde forventet.

På halvøen Poike så vi i stor højde kødkvæg græsse på de vindbølgende skråninger. Da vagten skiftede, var vi helt inde under Capo Roggewein, en stejl dramatisk klippekyst opkaldt efter hollænderen kaptajn Roggewein, der kom sejlende som admiral for tre skibe, og som sigtede øen d. 2. april, en påskemorgen i 1722, hvilket betød, at øen fik navn efter den højtidelige kristne helligdag.

Vi gik tæt under kysten, nu hvor motoren var o.k. igen, og sejlede ind mod Caleta Hotu Iti, ikke helt ufarligt da vinden og søen stod hårdt ind i den åbne bugt, men man skal vel vove pelsen en smule, hvis man skal have de store oplevelser

Oplevelsen lå nemlig der i morgenlyset, der sendte et strålehav af fantastisk modlys ind over 15 kæmpe Moai statuer, der majestætisk vendte ryggen ud mod os, havet og verden i almindelighed. I helt gamle dage, kaldte de mennesker der beboede øen, den for verdens navle, intet mindre.

Stranden, hvor kæmperne stod opstillet, var ellers helt øde, som kun en strand ved verdens ende kan være det, men alligevel lå der her enorme fingeraftryk af en forgangen kultur, som vi de næste uger skulle mætte vores nysgerrighed med.

En nysgerrighed der ikke bliver mindre af 14 dage på havet under meget pressede forhold, hvilket måske er sørejsens allerstørste hemmelighed, at alle om bord føler, at de både fysisk som psykisk har fortjent de oplevelser, der ligger forude.

Fortjent oplevelserne, modnet sig til dem... fordi man har gået igennem strabadserne sammen, fordi man har stået noget igennem... en stor sørejse... noget der var farligt, hvis det blev gjort forkert, men som blev udført rigtigt.

Alle der har været til søs i et lille sejlskib på de store have ved, at der er minutter, i bælgravende mørke, hvor man holder et andet menneskes liv i sine hænder.

Det er derfor, søfolk ser så underlige ud i hovedet, når de når ind i land og første gang sætter deres ben på landjorden.

Ordsproget siger, at hvad der kommer let... går let.. hvis det er sandt, er det modsatte... at hvad man har kæmpet sig hårdt frem imod, også vil give en den store oplevelse tilbage.

På den måde bliver en tit uretfærdig verden i alle tilfælde en lille smule mere fornuftig.

Fuldkommen lykkelig

Og landgangen er en salig tilstand for den, der har været på havet. Søbenene svajer lidt i starten, man føler en udefinerbar frihed ved at se skibet ligge for anker i bugten.

Duftene er stærke, de mangler jo på havet, men hvor er alt dog grønt, grønt og hvor er blomsterne dog farverige.

Lidt ned ad kysten havde jeg fra "Kaperen"s dæk set et par kæmper stillet op på en Ahu, en hellig platform, og jeg gik ud langs kysten, kikkede på bølgernes brænding med en helt anden farve i hovedet end den måde, jeg ville betragte en bølge på til søs.

Store flokke af heste går og græsser mellem kæmpestatuerne, og hele tiden ser jeg hjem på den stille gyngende "Nordkaper", der ligger så blidt svajende for sit anker i den blå bugt. Jeg er allerede ved at glemme de store bølger, stormen, motorproblemerne og alle de strabadser, vi har sejlet igennem.

Man har jo sejlet op og ned ad alle de bølger, der var mellem Galapagos og Påskeøen... og der er mange... og så alle de bølger man sejlede lige tværs igennem.

Jeg lægger mig i det bløde græs og kikker op i himlen, føler en stilhed der er salig, og en stilhed som slet ikke findes på havet.

Mine tanker går til dem, jeg holder af derhjemme, på hverdagen i Danmark og på årstiden.

Septembers glasklare kølige eftermiddage, villahavernes sanselige gyldne farve. Oktobers blæsevejr, novembers sidste løvfald og mørket over landskabet. Markerne er helt sorte.

En anden stilhed overmander mig, og en træthed kommer over mine øjne. Jeg hører nogle hjemlige gråspurve kvidre, mens de prikker i en hestepære.

Da jeg vågner, er der kommet et svagt skydække på himlen, og Solen er ved at farve nogle høje cirrusskyer over Påskeøen røde.

Jeg drømte, at jeg var fuldstændig lykkelig.