Alpernes bedste langrend - Skiguide
Stadig flere steder i Alperne kan man i dag finde gode langrendsløjper - selv om de fleste endnu mangler lidt charme for at komme op på niveau med løjperne i Norge og Sverige.
Men skal familien på skiferie - og børnene insisterer på at komme til Alperne - kan man her sagtens kombinere alpint og langrend - så hele familien får glæde af det.
Østrig hører til de lande, der har gjort mest for langrendsfolket. Seefeld var det første sted, langrend for alvor blev taget alvorligt. I dag finder man dog det bedste langrend i Østrig i Ramsau am Dachstein ved Schladming. Området skal næste år være vært for VM i langrend og kan i dag tilbyde 150 kilometer velpræparerede løjper i både skov- og bjergterræn. Helt op i 2700 meters højde finder man løjper, som dermed også er ekstremt snesikre. Også St. Johann i Tyrol tilbyder godt langrend. De fleste skisportssteder i Østrig har i dag adskillige kilometer langrendsløjper, men ofte ligger de nede i bunden af dalen langs med en ucharmerende vej.
Italienerne har i adskillige år været en konstant trussel for den nordiske dominans i langrend. Og med god grund. I den nordlige ende af støvlelandet har man i årevis taget langrend endog meget alvorligt. Det bedst organiserede langrend findes i Val di Fiemme i det nordøstlige Italien. Her afholdes hvert år på den sidste søndag i januar Italiens udgave af skiløbets marathon - et 70 kilometer langt skiløb med tusindvis af deltagere med navnet Marcialonga. Også i Val d'Aosta findes aldeles fremragende langrend. Det mest charmerende finder man i Cogne, mens det mest effektive findes i Val Ferret ved foden af Mont Blanc. Dolomitterne byder også på hundredvis af kilometer langrend - bl.a. ved Asiago i den sydlige del.
I Frankrig findes det bedste langrend ved OL-byen Albertville i området Les Saisies. Men også omkring Le Grand Bornard/La Clusaz findes fremragende og velpræparerede løjper. Flere steder i Jurabjergene er der også muligheder for at løbe langrend.
Tyskerne arrangerede i 1987 VM i de nordiske discipliner i Obersdorf, og her findes nogle af Tysklands bedste langrendsløjper. Samtidig har man i flere sydtyske byer - efter norsk forbillede - forsøgt at lægge løjper, hvor man ender på en bakketop. Det har øget charmen - og været en succes i bl.a. Thüringen i det tidligere DDR. Også Harzen - ikke langt fra den danske grænse - byder på godt og ganske hyggeligt langrend, men området har de senere år haft problemer med mangel på sne.
I Schweiz findes det bedste langrend omkring Davos og ved St. Moritz