Fortsæt til indhold
Rejser

Hvad jeg lærte af at tage min bedste ven med på ferie

Mange får deres hunde passet, når de skal ud at rejse. Forfatter Mikkel Fønsskov tog på vandretur med sin hund for at finde ud af, hvordan det egentlig er at rejse med de firbenede følgesvende.

Mikkel Fønsskov

Første gang det slår mig, hvor hundevenligt et land Østrig er, åbenbarer sig, da hotelejeren ved indtjekningen slår ud med armene, sætter sig ned og klapper Martha for derefter at række mig et ”hundekit” – en lille kasse med godbidder, hundetæppe og vandskål.

Straks efter nærmest undskylder værten, en ældre mand med gråt hår og borgmestermave, de 10 euro, det koster ekstra i gebyr, for at medbringe sin firbenede rejsemakker.

»For rengøringen,« forklarer han. »Udelukkende af hensyn til den ekstra rengøring.«

Men der er stor forskel på, hvor nemt det er at rejse med hund, alt efter, hvilket land du rejser til. Og hvilken ferietype, du vælger.