Fortsæt til indhold
Rejser

Hollands største lufthavn ønsker forbud mod privatfly

Schiphol Lufthavn i Amsterdam vil fra 2026 ikke længere byde privatfly velkommen på deres landingsbaner. Hvis det trods protester fra luftfartsbranchen lykkes at indføre et forbud, vil andre lufthavne muligvis følge trop.

Camilla Egeborg Møller

Den enorme lufthavn Schiphol, som havde over 52,5 mio. rejsende i 2022, annoncerede i sidste måned planer om at forbyde natflyvninger og privatfly gældende fra 2026.

Erklæringen kom fem måneder efter, at over 200 klimaaktivister stormede Schiphol Lufthavns landingsbane for at udvise protest mod den store CO2-udledning fra flyrejser og derudover mange års støjgener, som har ført til utallige klager fra beboere i området.

Implementeringen afhænger af en række kompromiser og kompliceres yderligere af igangværende retssager, men Schiphols udmelding kan fungere som inspiration i andre lande, som i fremtiden i højere grad må håndtere krydsfeltet mellem ekstrem rigdom og den udbredte foragt for private flyvninger i en tid med klimaforandringer.

Der har været flere forhandlinger og tiltag for at begrænse CO2-udledning og støjgener i lufthavnen. Sidste år foreslog den hollandske regering, som er hovedejer af Schiphol og to andre lufthavne, at reducere de årlige flyvninger til 440.000 fra de nuværende ca. 500.000 flyvninger fra 2024. Det er der dog stadig ikke opnået enighed om, da luftfartsbranchen protesterer.

5,3 mio. private flyveture

For nylig annoncerede Schiphol så en række yderligere foranstaltninger, herunder forbuddet i 2026. Forslaget kom efter, at lufthavnens ledelse kom frem til, at omkring 17.000 privatflyvninger ramte landingsbanerne sidste år, hvilket genererede 20 gange højere CO2-udledning pr. passager end ved kommercielle flyvninger.

Op mod 50 pct. af privatflyene fra Schiphol Lufthavn flyver til feterede feriedestinationer som Ibiza, Cannes og Innsbruck – hvilket er destinationer, som ligeledes betjenes af almindelige rutefly.

Antallet af privatfly er på globalt plan mere end fordoblet i løbet af de sidste to årtier ifølge en ny rapport fra den amerikanske tænketank Institute for Policy Studies. Rapporten meldte desuden om 5,3 mio. private flyvninger i 2022 og en stigning på 23 pct. i CO2-udledninger fra private jetfly siden 2020.

Kritikere af det mulige forbud hævder, at det ikke giver mening at forbyde private jetfly i én lufthavn, da mange blot vil vælge en anden. Schiphol er Hollands vigtigste lufthavn for forretningsrejser, men privatflyene benytter også flere andre hollandske lufthavne.

Den mest velhavende del af verden er ifølge en undersøgelse fra 2019 ansvarlig for 90 pct. af flyrejser, og et privat jetfly udleder op mod to ton CO2 på blot en times flyvning.