Tag på kulinarisk opdagelsesrejse i Istanbul
Det tyrkiske køkken har ry for at være blandt verdens bedste. Forfatteren til Turen går til Tyrkiet har smagt sig igennem megabyens mange forskelligartede kvarterer. Her bringer vi et uddrag.
Skulle det være en bagellignende simit med hvid ost, tomat og agurk? En stærk kop tyrkisk kaffe? Eller lam, ost og honning tilberedt på højeste niveau?
Istanbul har det hele – og lidt til, når smagsløgene skal tilfredsstilles.
Den mest intense stemning til maden fås i gaden Nevizade Sokak og blomsterpassagen Cicek Pasaji. Men mere madkvalitet for pengene tilbydes på små kvalitetsrestauranter og lokale lokantaer med færdigretter.
Vi viser her vej til nogle af de store smagsoplevelser, der venter i Istanbuls forskellige kvarterer.
Det Nye Centrum
Simit Sarayi
Snup en simit – eller en kage. For i Simit Sarayier der både til simit-sulten og den søde tand i tre etager. Simit har eksisteret i mange varianter og vejet op til 0,5 kg stykket, men essensen er og bliver den samme: en sprød brødkrans, bagt med mindre gær og mere æltearbejde end almindeligt brød – og ofte drysset med sesam.
På gaden er den mest populære variant den ”drejede”, lavet af tre stykker dej, der rulles sammen. I simit-fastfoodkæderne er det ofte de blødere, bagellignende versioner, der sælger bedst, gerne med hvid ost, tomat og agurk.
simitsarayi.com
Lades Menemen
Det kan betale sig at besøge de små kantinelignende restauranter, som findes i byens gemte afkroge. Mange af dem er oprindeligt et spisested, hvor arbejderne kunne få et billigt måltid, men hvor kvaliteten stadig er i orden. Lades Menemen er en lille beskeden restaurant på en sidegade til strøget Istiklal Cad., der serverer morgenmad og frokost.
Her kan man sammensætte sin egen tyrkiske morgenmad, som bliver serveret i små metalskåle. Man skal ikke gå uden at prøve deres menemen, som er røræg med tomat, grøn peber og løg og har en silkeagtig tekstur. Rør det op med noget chilipulver, og dyp et stykke af det sprøde brød i. Forvent en tyrkisk klassiker, der er enkel og smager af en masse.
Katip Celebi Mah. Istiklal Cad. Sadri Alisik Sok No: 14.
Nevizade Sokak
Tyrkisk popmusik fra en bar blander sig med violintoner fra en musiker, som underholder gæsterne i en udendørs restaurant. Latterbrøl blander sig med musikken, og tjenerne forsøger at overdøve det hele med deres tilbud om mezeler og fiskeretter.
Gaden Nevizade Sokak er berømt for sine meyhaner, hvor rakien bestilles i flasker i stedet for glas, og hvor der selv på hverdagsaftener er så tætpakket, at det er svært at trænge igennem mylderet.
Mange begynder en lang aften og nat i byen her – og fortsætter ud i de nærliggende gader, hvor barer og natklubber tilbyder dansegulve med større bevægelsesfrihed.
Nevizade Sk. 34435/ Beyoglu.
Cicek Pasaji (blomsterpassagen)
I en L-formet gårdhave er bordene hver aften fyldt med mennesker, der taler, griner og smager på de mange plader af meze og saftige skaldyr, mens de drikker raki, øl eller vin. Passagen er en hyldest til tyrkernes forkærlighed for længerevarende og hyggelige fællesspisninger. Cicek Pasaji, oprindeligt Cité de Pera, blev opført i 1876, da den blev bygget oven på Naum-teatret, som blev delvist ødelagt under den store brand i Pera i 1870.
Bygningen var en af de første med en europæisk stilretning, der blev bygget under det osmanniske imperiums indsats for at modernisere landet i slutningen af 1800-tallet. I 40’erne var der hovedsageligt blomsterbutikker i gaden, og derfor fik den navnet Blomsterpassagen. Sidenhen åbnede pubber og meyhaner.
Men de sidste par års forvandling i Beyoglu, hvor gamle spillesteder bliver erstattet af kædecaféer og fastfoodrestauranter, har fået aftenunderholdningen til at flytte til andre distrikter i byen.
Et nyt initiativ i marts 2019 ved navn Yeniden Cicek Pasaji (Blomsterpassagen på ny) bragte syv unge og talentfulde kokke sammen med musikere og kunstnere. Idéen var at bringe det gamle Beyoglus feststemning tilbage til området, og det har været en stor succes.
tarihicicekpasaji.com
Balik Pazari (Fiskebasaren)
En skarp fiskelugt rammer næsen, når man træder ind i fiskebasaren, som ligger over for blomsterpassagen. Fiskebasaren er en gade med (fiske)restauranter og delikatesseforretninger, og mange har ligget her i næsten 100 år og har stadig en stor, loyal kundekreds.
Hüseyinaga, Mesrutiyet Cd. No:8, 34435 Beyoglu.
Mandabatmaz
Når det kommer til kaffe, skal Tyrkiet kunne præstere. Det er trods alt det land under Det Osmanniske Rige, der introducerede kaffe til resten af Europa. Mandabatmaz er en lille, beskeden café med små borde og stole udenfor, som begyndte at lave tyrkisk kaffe i 1967.
Tyrkisk kaffe er meget stærk, og derfor sammenligner de fleste den med espresso. Men kaffen brygges ikke som en espresso, men bliver derimod kogt langsomt på ilden med en cezve.
I 2018 udvidedes caféen til at omfatte bygningen ved siden af, hvor der er plads til flere. Den originale og beskedne, lille Mandabatmaz ligger der stadig og serverer stærk tyrkisk kaffe til alle kaffeelskere.
Olivia Gecidi No: 1/A, Beyoglu/Istanbul.
Meze by Lemon Tree prøver ikke at imponere med sin indretning, der nærmest er anonym og diskret. Men der er god grund til, at restauranten er kåret som en af verdens 50 bedste restauranter i 2017 af The Monocle Restaurants, og at det er en af byens mest roste spisesteder.
Mikla
Tyrkisk gastronomi med indslag af skandinavisk kogekunst er specialiteten her, hvor den svensk-tyrkiske mesterkok Mehmet Gürs og hans kompetente hold sørger for en fusionsoplevelse i særklasse – klassiske tyrkiske retter bliver genskabt med moderne teknik.
Lam, ost, honning og selv risbudding kan smage mere elegant og sofistikeret, end man skulle tro – det løfter sig mod himlen uden nogensinde at miste forbindelsen til den anatolske jord. Udsigten over byens funklende lys matcher den udsøgte smagsoplevelse.
miklarestaurant.com
Meze by Lemon Tree
Meze by Lemon Tree prøver ikke at imponere med sin indretning, der nærmest er anonym og diskret. Men der er god grund til, at restauranten er kåret som en af verdens 50 bedste restauranter i 2017 af The Monocle Restaurants, og at det er en af byens mest roste spisesteder.
Det kræver typisk reservation i god tid at få en bid af chefkokkens frembringelser, f.eks. rejer tilberedt med estragon og citronsauce eller deres 13 forskellige kolde mezes, der hver dag bliver skiftet ud med 13 nye.
mezze.com.tr
Omkring Galata
Sensus wine and food
Man kan nemt overse vinbaren og butikken, der har en omfattende vinmenu med mad og ostebord, der matcher. Når man kommer ind og går ned ad et par smalle trappetrin, ligner det mest af alt en vinkælder, hvor man er omringet af snesevis af vinflasker, der er produceret forskellige steder i landet, og som også kan købes med hjem.
Om aftenen er der en uformel atmosfære, hvor klaveret bliver taget i brug, og gæsterne nynner med på de tyrkiske og engelske sange, der bliver sunget.
sensuswine.com
Karaköy
Karaköy Çorba Evi
I Tyrkiet spiser man meget suppe, og i nogle dele af landet spiser man det sågar til morgenmad.
Der er utallige opskrifter fra hvert et hjørne af landet, og alle værner om deres egen tradition og smag. I en beskeden og kompakt toetagers restaurant finder man Karaköys suppehus, hvor priserne er ligeså beskedne som stedet; en portion suppe koster fra 6 til 15 tyrkiske lira. Her serveres 20 forskellige supper om dagen, så der er noget for enhver smag.
karakoycorbaevi.com.tr
Det gamle centrum
Meshur Sultanahmet Köftecisi
Siden 1920 har denne beskedne restaurant serveret sine kendte köfter (tyrkiske frikadeller) til både gamle og nye kunder. Restaurantens popularitet har vokset sig så stor, at andre restauranter har forsøgt at kopiere konceptet og bruge deres navn – dog endnu uden held.
Man kan forvente en simpel menu. Der serveres primært suppe, salat og ris som tilbehør til köfte. Hvis man ønsker at få lidt mere smag til retterne, så sørg for at bestille en spicy sauce til kødet ved siden af. Det er kun muligt at betale med kontanter på restauranten.
Alemdar Mh. Divan Yolu Caddesi. No: 12.
Kumkapi Meydani (Sandport-pladsen)
En plads, der bugner af fiskerestauranter. De vigtigste råvarer indkøbes på markedet på den anden side af Kumkapi, hvor mange af Istanbuls fiskere lander deres fangst. Både fisken og stemningen er frisk: Folkemusikere går fra bord til bord og spiller sig til en dagløn, mens lokale synger med og skyller efter med raki.
34130 Kumkapi.
Eminönü Meydani (Eminönü-pladsen)
Her kan man spise de legendariske fiskesandwicher, mens man kigger ud mod Det Gyldne Horn eller betragter de mange mennesker, der passerer over pladsen. Fiskesandwichen bliver serveret fra udekøkkener.
Desuden har bystyret gjort en indsats for at forbedre vandkvaliteten i Det Gyldne Horn, hvor mange af fiskene er fanget, og det er rart at have i baghovedet, når man sætter tænderne i denne absolut enkle, billige og velsmagende form for fiskemåltid.
Ved 34110 Eminönü
Brew Coffeeworks
Med karakteristiske blå vægge, røde fløjlspuder på stolene og rolig musik i baggrunden er denne café et oplagt sted at søge hen, hvis man er træt af turistmylderet og gerne vil nyde en god kvalitetskaffe. Her serveres både drip coffee, french press og espresso og forskellige søde kager. De rister også deres egne kaffebønner på stedet.
Drik f.eks. kaffe af deres etiopiske bønner, som bliver brygget i en Chemex, eller nyd deres signaturkaffe, flat white.
Hobyar Mahallesi, Hamidiye Caddesi, No: 16/D, Fatih.
Restaurant Pandeli
Op ad nogle slidte trapper og ind i en restaurant, som er omringet af blå fliser, med borde med hvide, glatte duge og en kæmpe lysekrone fra loftet. På toppen af den egyptiske bazar gemmer restauranten Pandeli sig.
Her har man serveret mad i mere end 100 år. Historien om restauranten starter omkring århundredskiftet, hvor Pandeli, søn af en græsk hyrde fra Nigde, flytter til Istanbul og begynder, hvad der skulle blive en legendarisk kulinarisk karriere. Restauranten har været lukket i en periode, men åbnede med nye ejere, der serverer de samme velsmagende retter.
Smag f.eks. deres langtidskogte lam serveret med auberginepuré og den berømte auberginebörek serveret med döner kebab på toppen. Bemærk, at stedet kun serverer frokost.
Misir Carsisi No: 1 Eminönü, 34110 Fatih.