»Den irregulære immigration har ikke påvirket turismen, for der har ikke været turister, den har kunnet påvirke«

»Når man taler om migration, må man først kaste et blik tilbage på De Kanariske Øers historie,« siger den officielle turistguide for De Kanariske Øer Miguel Fernández del Castillo Andersen, der også har en universitetsgrad i turisme.

Jeg møder Miguel Fernández del Castillo Andersen på en travl fortovscafé ved siden af kirken La Concepción i La Laguna. La Laguna er Tenerifes oprindelige hovedby og bugner af klostre, kirker og adelshuse i muntre farver og med sirligt udskårne træbalkoner. Alle bygninger omkring os daterer flere hundrede år tilbage.

»Det kanariske folk har udvandret meget, man glemmer hurtigt at vores samfund er et resultat af migration,« fortæller Miguel Fernández del Castillo Andersen.

Det gælder for øvrigt også for Miguel Fernández del Castillo Andersen selv, hvis mor udvandrede fra Danmark til Tenerife i 1950’erne.

Og han har helt ret. De Kanariske Øers historie byder på utallige eksempler af både immigration og emigration. Øgruppens første beboere var således guancherne, et primitivt nomadefolk fra Nordafrika. Hvordan de nåede frem til øerne, findes der stadig intet bevis på, men der er akademisk konsensus om, at det var romerne, der efterlod dem her ca. 500 år før vores tidsregning. Den oprindelige befolkning anslås til at have været på ca. 35.000 mennesker.

I slutningen af 1300-tallet emigrerede andalusere, genovesere og portugisere til øerne, og få år efter Columbus opdagede ”den nye verden” i 1492, og de sidste maurere og jøder blev smidt på porten, kunne ”Det katolske Kongepar” tilføje yderligere 7493 kvadratkilometer til det verdensomspændende imperium, hvor solen aldrig gik ned.

Den oprindelige befolkning blev udraderet, og De Kanariske Øer var nu spansk territorium. Nogle indbyggere tog videre over Atlanten til Amerika og hjalp den spanske krone med at grundlægge f.eks. Uruguays hovedstad Montevideo, San Antonio i Texas og flere byer i Venezuela og Cuba.

Turisternes opdagelse

I slutningen af 1960’erne blev øerne for alvor genopdaget – nu som en eftertragtet turistdestination. Den tids lyshårede turister fra Skandinavien løb frigjorte og topløse rundt i vulkansandet, alt imens Franco-regimet forsøgte at holde turistområderne inden for nogle særlige zoner, så fænomenet ikke skulle smitte uheldigt af på de katolske øboere.

Nu 60 år senere har øerne naturligvis for længst vænnet sig til turisterne, som er deres altovervejende indtægtskilde, og de gør alt for at gæsterne skal føle sig hjemme. Før coronapandemien besøgte næsten 16 mio. turister øerne om året. I 2020 nåede tallet kun op på 4,6 mio. turister, inden verden lukkede ned.

Til sammenligning er der 2.175.952 indbyggere i regionen, fordelt over otte øer, og delt op i to provinser, Santa Cruz de Tenerife og Las Palmas de Gran Canaria.

Afrikanerne var ikke de første, der opfandt ulovlig migration. Omkring Den spanske borgerkrig i 1936-1939, fik fattigdom og sult mange øboere til at emigrere illegalt til Venezuela og Cuba – også på farlig vis i små skibe.

Hver gang De Kanariske Øer har lidt under fattigdom er øboerne rejst mod vest til Venezuela og Cuba, men det gælder også omvendt, især i de senere år hvor Venezuela lider under manglende sikkerhed og ringe levevilkår.

Derfor bor der mange latinamerikanere på øerne. Men hvorfor kommer der mange afrikanske immigranter til øerne? Hvorfor risikere at miste livet?

Afrikanske bådflygtninge og den kinesiske forbindelse

Miguel Fernández del Castillo Andersen, der besøgte Senegal i starten af 00’erne, mener, at en af årsagerne er Senegals aftale om fiskeri med Kina og visse europæiske lande. De fisker i senegalesisk hav, fiskebestanden falder og de lokale fiskere står tilbage med tomme net, f.eks. i kystbyer som M’bour.

»Det er ikke tilfældigt at migrationen har taget til nu under coronapandemien. Senegal og Marokko har mistet mange job i deres egen turistsektor,« siger Miguel Fernández del Castillo Andersen.

Siden omkring 1994 har irregulære immigranter, også kaldet bådflygtninge, domineret billedet. I 2006 toppede det med 31.678 personer og det blev kendt som cayucoskrisen. Cayuco betyder båd på spansk, mere præcist den type både de bruger til sejladsen fra Afrika til de små vulkanøer, en afstand på 100-1600 km alt efter hvor man starter rejsen.

I 2020 emigrerede 23.023 subsaharianos til øerne. Det er den spanske betegnelse for personer, der kommer syd fra Sahara. Mellem 2006 og 2020 har tallene ligget meget lavere. De irregulære migranter sætter livet i havets vold, når de vælger at forlade hjemlandet. Overfarten kan tage op til flere uger indtil de – måske – bliver opdaget af kystvagten.

Når kystvagten ser en båd, bliver alle bragt i land og får et helbredstjek, bl.a. en covid-19-test. Mange er dehydrerede og forfrosne. Policia Nacionals afdeling for immigration og grænsekontrol (CENIF) samt Frontex, EU’s grænse- og kystvagt, har ansvaret for modtagelse, registrering og debriefing af immigranterne. Ofte bliver danskere med baggrund i forsvaret eller politiet udstationeret langs Europas ydre grænser gennem Frontex. Her yder de støtte til spansk politi.

F.eks. hjælper de med at registrere immigranternes fingeraftryk, hvilket bidrager til, at ingen i forvejen kendte terrorister finder vej til Europa. Så bliver de indlogeret på centre for immigranter eller på gamle kaserner. Her venter den enkelte immigrant på en altafgørende udredning, bl.a. om personen har flygtninge- eller immigrantstatus.

Som udgangspunkt bliver alle voksne immigranter forsøgt hjemsendt, men der er en anden procedure for unge under 18 år. Heller ikke alle bliver på øerne. Fra 1. januar til 23. april i år blev 4.385 personer flyttet til det spanske fastland.

Hoteller som midlertidigt hjem

Af ren og skær nødvendighed blev de irregulære immigranter indlogeret på hoteller fra oktober sidste år til februar i år. På det tidspunkt var der ikke andre muligheder, b.la. fordi den forrige regering i Spanien havde lukket mange modtagelsescentre.

Det har hotelejer Roberto Ucelay et indgående kendskab til. Han valgte at stille et af familiens mindre hoteller til rådighed for Røde Kors, så migranterne kunne få en seng at sove i, og han deltog aktivt i koordination af mad til gæsterne.

»Nu er det slut, det var et enkeltstående tilfælde og alle immigranter er nu fordelt på centre og kaserner.«

Både Tenerife og Gran Canaria har genåbnet gamle kaserner med henblik på indkvartering af migranter. Amnesty International har i samtlige medier udtrykt utilfredshed med deres tilstand.

Roberto Ucelay, som er 46 år og fransk gift, ejer også Los Olivos Beach Resort i Playa Fañabé samt flere strandklubber med plads til 600 drinknippende gæster. Han glæder sig til at byde turister velkommen igen. Vaccinationsarbejdet og implementering af EU-coronapas kan kun gå for langsomt. Roberto Ucelay har sin daglige gang ved Tenerifes turistområde i sydvest og understreger, at der ikke længere er migranter i gadebilledet.

»Immigrationen ikke har haft nogen som helst indvirkning på turismen på Tenerife eller De Kanariske Øer som helhed,« tilføjer han.

Det er Juan Pablo González Cruz, økonom og direktør for brancheforeningen for hoteller på Tenerife, Ashotel, enig i:

»Den irregulære immigration har ikke påvirket turismen, for der har ikke har været turister, den har kunnet påvirke! Det er sandt, at man har brugt nogle af de tomme hoteller til at huse migranter, men det var en midlertidig situation, fordi vi ikke havde andre steder at tilbyde dem.«

Juan Pablo González Cruz mener, at EU og Spaniens centrale regering har ignoreret immigrationen på De Kanariske Øer.

»Men det er deres ansvar, ikke øernes,« siger han og indikerer at de ikke kan klare det alene:

»Det er klart, at sådan en voldsom bølge af migration er en udfordring, særligt nu. I 2006 da over 31.000 migranter ankom til øerne havde vi overskud til at tage os godt af dem. Når det går godt, har du ikke noget imod at dele, men det er straks sværere at dele, når det ikke går godt.«

Og det går ikke godt lige nu rent økonomisk.

Ifølge ISTAC, Kanarisk Institut for Statistik, har arbejdsløsheden ligget på 25-45 pct. i det første kvartal af 2021, hertil kommer alle de personer i turistsektoren, der er sendt på en særlig arbejdsløshedsunderstøttelse, ERTE, selv om de teknisk set har en aktiv kontrakt. Ud af brancheforeningen Ashotels 180 medlemmer er ca. 48 pct. af hotellerne åbne eller delvist åbne.

»Men de her menneskers hus står i flammer, og det er naturligt at de springer ud ad vinduet. Det ville du også gøre hvis dit hus brændte,« fortsætter Juan Pablo González Cruz.

»Det vigtige her er, at EU og den centrale regering begynder at se Afrika som en mulighed og ikke et problem. Der skal investeres i Afrika,« siger han og tilføjer, at han har rejst meget i den del af Afrika, hvor immigranterne kommer fra, og han opfordrer alle til at interessere sig mere for lande som Senegal.

»Alle bør prøve at være den eneste hvide blandt en masse sorte. Det ændrer dit perspektiv.«

Ejeren af Los Olivos Beach Resort, Roberto Ucelay, tilbyder konkrete tiltag til at løse situationen med immigranterne:

»Jeg ser gerne en mere aktiv rolle fra EU’s side hvad angår kriterier samt planer for immigranterne; den administrative proces omkring hjemsendelse af immigranter skal effektiviseres, men omvendt skal vi tage os af personer, der kommer som flygtninge, eller dem, der søger asyl. Og så skal vi arbejde på, at de ankommer med fly.«

Roberto Ucelay minder om, at legal immigration er vigtig for De Kanariske Øer.

»Hvis ikke vi lod russiske immigranter opholde sig i landet, kunne vi ikke servicere vores russiske hotelgæster. Hvis der pludselig opstår efterspørgsel fra kinesiske turister, har vi brug for kinesere til at dække sproglige og kulturelle behov. Vi har brug for personer til at dække særlige behov, som øernes egen arbejdsstyrke ikke disponerer over, og det gælder ikke kun sproglige kvalifikationer, men f.eks. nye teknologier – områder, hvor vi endnu ikke selv kan tilbyde kvalificeret personale. Derfor er immigration vigtig for øerne.«

En farefuld færd fra Senegal til Fuerteventura

I La Laguna, ved en plads fyldt af caféer og cortado-drikkende øboere, står tre høje, slanke mænd og balancerer et langt paprør med farverige armbånd på armen. De er nogle af De Kanariske Øers irregulære migranter og de bor i et center for immigranter i Las Canteras, Tenerife, et par kilometer derfra.

Ahmed er en af dem. Han er 32 og kommer fra Louga i det nordvestlige Senegal. Han ankom til Fuerteventura i januar efter en enkelt, men farefuld dagssejlads fra Marokko. Han blev indkvarteret hos Røde Kors og siden blev han sendt til centret for immigranter i Las Canteras.

Her mødte han Chere på 39 år. Chere kom til Tenerife for seks måneder siden efter en uge på havet. Han sejlede fra Senegal og blev samlet op ud for Tenerifes kyst.

Chere var først fem dage i politiets varetægt. Herefter blev han indkvarteret på et hotel, hvor han boede i fire måneder og de sidste to måneder har han boet på centret i nærheden. Han kommenterer, at der ikke er wi-fi ,og er frustreret over, hvordan han skal tale med sin familie.

Er det rigtigt, at nogle migranter bliver bildt ind, at de kommer til det kontinentale Europa?

»Nej, vi ved godt, at vi kommer til De Kanariske Øer,« afviser Chere og forsøger at nævne nogle af øerne ved navn. Chere er fra M’bour, en kystby ca. 100 km fra Dakar, Senegals hovedstad.

»Jeg skal forsørge familien derhjemme, jeg har to børn. Det vigtigste ved at komme her er at finde et arbejde. I Senegal byggede jeg ”pirogges”,« fransk for de små både, der bruges af bådflygtningene.

Chere vil gerne til Barcelona, for der bor hans bror. Ahmed vil gerne til Portugal, og deres kammerat, også senegaleser, vil gerne til Bilbao, for der har han noget familie.

Er det rigtigt at det er blevet sværere for de lokale fiskere i Senegal at tjene penge?

»Ja,« siger Chere.

»De store skibe tager fiskene og gør det svært for os andre at fiske, f.eks. der hvor jeg boede i M’bour.«

Chere vil ikke fotograferes, men Ahmed indvilger, dog uden at tage mundbindet af. Inden de tre kammerater går videre, understreger Chere med en blanding af ord og dynamisk gestik, at folk fra Senegal er stærke mennesker og de skal nok klare det, »Inshallah«.