Hjemme i "Busters verden": Tag på byvandring i Brønshøj, inden du ser ny film

»De gik ned mod Frederikssundsvej, og det var i den måned, hvor syrenerne begynder at dufte så dejligt, at det halve kan være nok … men det opdagede Buster først noget senere« –Bjarne Reuter, ”Busters verden”.

Som en lille andedam kun 6 km fra Københavns centrum ligger Brønshøj i udkanten af det pulserende byliv. Her er stadig gadekær og enkelte stråtækte huse, der vidner om bydelens fortid som landsby. Små grønne områder, hvor vinden i træerne og solsortefløjt lægger en dæmper på suset fra hovedfærdselsåren, Frederikssundsvej. Og villaveje, der slynger og snor sig, så selv lokale, der har boet i bydelen i årevis, risikerer at fare vild.

Det er måske svært at forestille sig, når man kommer kørende med bussen inde fra byen ad den noget ramponerede Frederikssundsvej. Men det er netop nøglen til et besøg i bydelen: Man skal slå væk fra hovedvejen og gå bagom ad de små sideveje. Der er mange hemmeligheder i Brønshøj, som en af kenderne siger.

Helge Baun Sørensen er blandt dem, der kender bydelen rigtig godt. Han er født og opvokset i Brønshøj, er næstformand for Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev og forfatter til bl.a. ”Brønshøjbogen”. Som noget unikt for bydelen fremhæver han det område, der strækker sig fra Utterslev Mose, op forbi Brønshøj Kirke fra 1180’erne, videre over Brønshøj Torv og hen til det funktionalistiske vandtårn fra 1928, som i dag er spillested og udstillingsbygning.

»Der er en ustyrligt flot atmosfære. Det er en akse, som ingen andre byer har,« siger Helge Baun Sørensen og uddyber:

»I Husum kan du slet ikke se Husum gamle landsby; det kan du i Brønshøj. Her trækkes der tråde 1.000 år tilbage i tiden.«

Han henviser til, at det er lykkedes at bevare den gamle, stråtækte Rytterskole fra 1723 ved Brønshøj Torv, der var truet af nedrivning i 1982.

»Gamle dage hænger sammen med nye. Det synes jeg er meget vigtigt. Historikken er ikke skåret over og smidt væk,« tilføjer Helge Baun Sørensen, der ikke oplever, at bydelen har forandret sig meget, siden han var dreng.

»Det er stadig en landsby, hvor folk nyder at være uden at råbe op om det,« som han siger.

Men selv om Brønshøj stadig har landsbypræg og tydelige spor af fortiden, er bydelen på ingen måde faldet i søvn. Det sørger lokale, initiativrige ildsjæle for at forhindre.

Det samme gør mylderet af børn, der leger på områdets små, gode legepladser og følger med deres forældre på spisesteder og caféer, uden at nogen rynker et bryn. Her kan de fleste rumme det meste, så tag endelig familiens yngste med på turen til Brønshøj.

Villavejsidyl i Lindgrens og Busters fodspor

Den afslappede atmosfære fornemmer man ikke mindst på områdets villaveje. Og det er netop deres charme, med farverigt blomsterflor og duft af sommerregn, et snørklet, labyrintisk vejnet og et pudsigt sammensurium af forskellige byggestile, der er værd at opleve. Det er der bred enighed om blandt de lokale, JP Rejser har talt med.

Her er meget lidt perlegrus og stram styring af farvepaletten; snarere en følelse af kreativitet, rummelighed og good vibes. Det afspejler måske, at mange fra den kreative klasse har bosat sig i Brønshøj de seneste 15-20 år, og at her er mange børnefamilier, der hellere vil nyde tiden sammen end trimme bede med manisk præcision.

Et godt udgangspunkt for et besøg i Brønshøjs villakvarterer er Håbets Allé, der støder op til Frederikssundsvej få gader fra Brønshøj Torv. Håbets Allé er en af de ældste veje i Brønshøj, anlagt i starten af 1900-tallet, efter Brønshøj blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901.

Det er her, Buster bor med sine forældre og lillesøster Ingeborg i Bjarne Reuters klassiker ”Busters verden”. Og det var her, Astrid Lindgrens lille søn, Lasse, var i pleje hos familien i Villa Stevns fra 1926 til 1929. Villaen ligger her stadig, så man kan diskret gå forbi og sende en tanke til den store svenske forfatter.

Villa Stevns er blot en af de mange smukke, klassiske villaer på Håbets Allé. De venter på den anden side af en række etageejendomme ned mod Frederikssundsvej. Andre steder er Brønshøj præget af et miks af murermestervillaer, simple, små huse uden kælder, udbyggede kolonihavehuse og dobbelthuse.

Det skyldes ifølge Helge Baun Sørensen, at de oprindelige tilflyttere byggede efter økonomisk formåen, og at der de første mange år var stor kreativ frihed, fordi kommunen ikke blandede sig i, hvordan man byggede.

Boligbyggeriet i Brønshøj skred i begyndelsen langsomt frem, men fra 1930’erne kom der for alvor skred i tingene.

»Min far var politimand og byggede hus på Højlandsvangen i 1935. Dengang var det sådan, at hvis man havde fast arbejde, kunne man bygge en murermestervilla. Havde man mere løst arbejde, kunne man bygge et kolonihavehus og så bygge til. Det ser du meget af i Husum,« fortæller Helge Baun Sørensen.

Brønshøj Kirkevej er en anden central villavej, der er værd at slå ned ad. Vejen fører ned til Utterslev Mose, og undervejs passerer man både Brønshøj Kirke og præstegården med den hyggelige have, hvor de lokale FDF’ere siden 1918 har holdt deres årlige sommerfest.

Festen kan mange måske genkalde sig fra Bille Augusts filmversion af ”Busters verden” fra 1984, men på grund af corona har det ikke været muligt at afholde den i 2020 og 2021.

Vil man udforske villakvartererne, er det ellers bare om at gå på opdagelse. Lad nysgerrigheden vise vej – men støt dig gerne til mobilens gps, for vejene slynger og snor sig i et romantisk, labyrintisk net som resultat af en byplanlægningskonkurrence i 1908 vundet af den tyske stadsgeometer Carl Strinz.

Og selv den mest stedkendte kan i et uopmærksomt øjeblik dreje af forkert og være lost.

Dansk-svensk historie og nyt liv på torvet

På turen rundt i villakvartererne har man måske bidt mærke i vejnavne som Karlstad Allé og Svenskelejren. De giver et vink om, at Brønshøj og Utterslev engang var epicenter for en dramatisk del af danmarkshistorien.

Det var nemlig her i området, med fantastisk udsigt over København og let adgang til byen, at svenskerne i 1658-1660 slog lejr i håb om at kunne løbe den danske hovedstad over ende.

Befolkningstallet i den svenske lejr menes at have været oppe på omkring 30.000, da det var på sit højeste, hvis man tæller både soldater og civile med. På Brønshøj Torv står i dag tre kobbertelte fra 2009 som et mindesmærke over lejren, og i græsplænen bag teltene viser en stensætning fra 1997, hvordan det svenske voldforløb tog sig ud.

I dag er torvet også et livligt samlingspunkt. Børnene leger frit hen over stensætningen og plænen, og ved gadekæret bag Brønshøj Gamle Skole mødes lokale i alle aldre til en snak eller en kop kaffe.

Den kan de f.eks. hente lige på den anden side af vejen hos Brønshøj Bistro, som er et af Brønshøjs nyere og meget afholdte spisesteder. Indehaver Martin Grønbech åbnede bistroen sammen med sin kone, Louise Grønbech, og sin gode ven og samarbejdspartner Bo Damgaard i 2018, fordi de syntes, der var et hul i udbuddet af spisesteder i bydelen.

»Nu er Lagkagehuset lige begyndt at blafre med ørerne, men jeg tror simpelthen ikke, der har været forretningsfolk, der har troet på det, så det er nødt til at blive båret frem af sådan nogle som mig, altså små iværksættere,« fortæller han.

Hos Brønshøj Bistro byder dagtimerne på et klassisk caféudvalg med bl.a. god kaffe og grillede sandwicher. I aftentimerne kan man gå om bord i dagens ret, såsom en portion dampende boller i karry serveret med ris, chutney og salat, eller man kan kaste sig ud i tavlemenuen, der f.eks. byder på kalveskank med meriansky og stikkelsbær. Alt ledsaget af et bredt udvalg af drikkevarer, der spænder fra hjemmelavet lemonade til orangevin og øko-øl.

Filosofien er at koble kvalitet med en afslappet atmosfære og ønsket om, at det skal være let for enhver at gå ud at spise.

»Tag bare din hættetrøje på, og kom ned og vær med. Den tror jeg, vi har ramt rigtig godt, og det passer bydelen rigtig fint. Det er ikke højtravende, og vores mad er heller ikke high-end. Jeg er uddannet i 90’erne, så jeg kan ikke alle mulige tricks og molekylær gastronomi. Jeg kan tilberedning, og jeg kan sammensætte smag,« siger Martin Grønbech, der oplever, at gæsterne er glade for, at de bare lige kan gå eller tage cyklen, når de vil ud og spise god mad.

»Den umiddelbarhed er egentlig det, der er den største parallel til ”Busters verden” og bydelen i dag,« vurderer han og fremhæver, at samme fokus på kvalitet også karakteriserer andre nystartede spisesteder i området som f.eks. Essen og Nummer 1, der begge er lette at finde på Frederikssundsvej.

Drømmen om en havefest for alle

Netop visionen om at give Brønshøjs indbyggere let adgang til kvalitetsoplevelser var også en vigtig drivkraft, da festivalleder Mai Seidelin i 2019 tog initiativ til at skabe bydelens egen jazzfestival, Brønshøj Sommer Jazz, ikke længe efter hun selv var flyttet til Brønshøj.

Hun kontaktede blandt andre Martin Grønbech og Kulturhuset Pilegården, der var med på idéen. Men en ting var hun ikke forberedt på: nemlig at en række mindre butikker nær torvet hver sommer holder ferielukket i tre uger.

»Jeg tænkte: Shit, mand, jeg har lavet hele denne her jazzfestival, og så kommer der tre mennesker. Men så kom folk. Det var godt vejr, og det var helt overvældende, hvad der kom af mennesker. Hold da op,« husker hun om det første år, hvor jazzfestivalen blev holdt med gratis entré på plænen ved Brønshøj Torv med den gamle, stråtækte Rytterskole som smukt bagtæppe.

Mai Seidelin anslår, at der kom omkring 300-600 gæster til hver af de 10 koncerter i 2019.

»Det var megafedt, og der var børnefamilier, og børnene løb og legede på legepladsen, og der var ligesom plads til det hele,« siger hun og tilføjer:

»Når jeg lægger programmet, tænker jeg også meget i, at det ikke skal være snævert. Det skal være kvalitet, men det skal være noget, som alle kan forstå.«

Mangfoldighed og diversitet er dog en vigtig værdi for programsætningen, for Brønshøj er ikke bare et villakvarter, det er også en meget sammensat bydel med etagebyggeri og beton. Derfor er verdensmusik, eksperimenterende musik og jazzkoncerter særligt for unge altid tænkt ind i programmet – blot bliver de mere nyskabende events henlagt til vandtårnet på Brønshøjvej.

»Det er virkelig meningen, at der skal være noget for enhver smag, og der skal helst ikke være noget, der skræmmer nogen alt for meget væk. Jo, ovre i vandtårnet må de skræmme, alt det, de vil. Man ved, at hvis man bevæger sig over til vandtårnet, så er man selv ude om det,« griner Mai Seidelin, som i øvrigt selv elsker eksperimenterende musik.

I 2020 måtte jazzfestivalen som alt andet indrette sig på coronaens præmisser. Den initiativrige festivalleder nægtede dog at give op og aflyse; i stedet åbnede hun sin egen have for en række mindre koncerter, og Pilegården lagde også hus til flere arrangementer. Det blev samtidig nødvendigt at tage entré på grund af udgifter til stole, sprit og publikumsadministration.

Det er modellen igen i år, hvor festivalen finder sted fra den 5. til 11. juli, men planen er, at festivalen skal tilbage på pladsen ved Brønshøj Torv i 2022.

»Folk har taget utrolig godt imod det, og min drøm er jo, at det skal blive Københavns fedeste havefest, hvor der ikke er borde og stole og alt det der, der skal være nu under corona, men hvor folk tager et tæppe med og sidder i græsset og køber mad. Jeg synes, det er så vigtigt, at børnene kan være med, og at man kan komme og gå til det hele,« lyder det fra Mai Seidelin.

For sådan er det i Brønshøj: Det er i det enkle og umiddelbare, at skønheden bor. Som i duften af syrener, en vildtvoksende villahave eller solnedgangen nydt fra en bænk ved det gamle gadekær. Og alle skal være velkomne.