Top-10: Ny liste over verdens mest besøgte byer har en overraskende førsteplads
På trods af uroligheder, overturisme og klimabelastning er den globale turisme i vækst, og især ét folk er på farten.
Tåregas og knippelsuppe er sjældent noget, der tiltrækker turister. Ikke desto mindre topper Hongkong overraskende listen som verdens mest besøgte turistdestination i den nye rapport ”Euromonitor International Top 100 City Destinations 2019” fra den britiske markedsanalyseorganisation Euromonitor International.
Det skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN, som dog også fortæller, at Hongkong med et estimeret besøgstal på 26 mio. i 2019 aktuelt oplever et fald i antallet af turister på 8,7 pct. i forhold til 2018, hvor byen blev besøgt af hele 30 mio. gæster. Spørgsmålet er altså, om storbyen kan fastholde positionen, hvis urolighederne i byen fortsætter.
Rapporten bygger på data om udenlandske turistankomster med ophold på over 24 timer fra mere end 400 storbyer verden over. Tallene dækker ankomster i 2018 samt et estimat for 2019.
Af rapportens liste over de mest besøgte byer fremgår det, at Asien i det hele taget klarer sig godt på det globale rejsemarked. Verdensdelen indtager således flertallet af de øverste 10 pladser. Bl.a. er Bangkok nummer to på listen med 24 mio. ankomster i 2018 og næsten 26 mio. i 2019. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at en by som Singapore på en femteplads har en særdeles kraftig vækst i antallet af besøgende gennem 2018 på 5,3 pct.
Ifølge Euromonitor International skyldes Asiens topplaceringer især det konstant stigende antal kinesiske turister, som besøger storbyer i de omkringliggende lande.
I Europa indtager London den øverste placering som nummer tre på listen med lidt over 19 mio. ankomster i 2018 og 19,5 mio. i 2019, mens Paris med 17,5 mio. ankomster i 2018 og 19 mio. i 2019 er den anden europæiske by i top-10 på en sjetteplads.
Globalt set er det ifølge rapportens opgørelse værd at bemærke, at turismen er i vækst på verdensplan. På trods af uro, debat om overturisme og flybranchens miljøbelastning er antallet af turistbesøg ifølge Euromonitor Internationals estimat vokset med 4 pct. i 2019.