Geiranger har sin helt egen plads i turismens verdenshistorie

Landevejen levner tilsyneladende ingen flugtmuligheder – den forsvinder i begge retninger i svimlende hårnålesving højt op i tågen.

Nede ved fjorden ligger en lille klynge huse med kun 240 helårsbeboere. I tågen er det ikke nemt at forstå, hvordan Unesco dog har fået øje på denne lille by med sine betonhoteller, souvenirbutikker, campinghytter og udnævnt det til natur i verdensklasse.

Så slipper et hul i skyerne pludselig solens stråler igennem og får fjordvandet til at stå selvlysende smaragdgrønt. De kulsorte, lodrette fjeldvægge bliver brudt af alskens grønne toner af græs, mos og birk. Og dér, langt oppe på væggen, anes et par gårde, der klynger sig til fjeldvæggene, som var de anbragt der af magiske kræfter.

Længere ude fanger lyset nu en stribe fosser, der dekorerer klippevæggene med et flagrende slør. De største af fosserne har poetiske navne som Brudesløret, De Syv Søstre og Bejleren – navne, som er kendt af mange, og det er syn som dette, der sætter Geiranger på verdenskortet og på Unescos liste over verdens naturarv.

Missionærer blev turister

Interessen for lige netop Geiranger går langt tilbage – så langt, at byen har sin egen plads i turismens verdenshistorie. Året var 1869, da et skib med en gruppe kvækere på missionsfærd lagde til inde i bugten. De snu lokale bønder var dog ikke sådan at omvende. I stedet fik de lokket gæsterne på en lille fjeldtur, som de sent skulle glemme.

Snart fulgte flere skibe med modige rejsende, som også ville opleve den fabelagtige fjeldverden. Bønderne lugtede penge og fandt snart ud af at organisere transporten af turister. I 1907 stiftede de Geiranger Skysslag, som satte samarbejdet i system og sørgede for, at der i 1881-89 blev anlagt vej op til Djupvasshytta (1.038 m.o.h.), mens den sidste strækning til udsigtspunktet på toppen af Dalsnibba (1.500 m.o.h.) blev kørbar i 1939.

Allerede så tidligt som i 1910 lagde 120 skibe til med turister i en enkelt sæson, så der var gang i forretningen. I dag er tallet ca. 160, men antallet af passagerer er mangedoblet, da skibene nu er meget større end dengang.

Typisk kørte de første grupper af turister i åbne syv-sæders specialbyggede hestevogne. Konkurrencen fra bilerne blev dog for stor for hesteejerne, som derfor sluttede sig sammen i grupper på fem, der hver købte en bil. De købte store amerikanske biler som Buick, Nash og Studebaker, navne, som kan give enhver bilentusiast blanke øjne.

Geiranger Skysslag kan stadig mod betaling tilbyde en tur i Buick’en fra det legendariske Union Hotel. Hotellet er ejet af familien Mjelva og har været i drift siden 1891. Pionerhotellet er i dag topmoderne og gearet til konferencer og grupper, men bilmuseet i kælderetagen viser ni af de legendariske biler, der er de eneste tilbageværende af Geiranger Skysslags oprindelige 50.

Geiranger i dag

Nu er det især fjordcruise og bustrafik, der bringer tusindvis af gæster til Geiranger. De spadserer rundt mellem husene langs havnen, der gemmer på en imponerende stribe af indbydende butikker, caféer og spisesteder. Brasserie Posten helt ud til vandet serverer både små og store retter; den hyggelige Villa de Sving er café i hjemlige retro-omgivelser, Olebuda er café og gavebod under samme tag, og Geiranger Sjokolade er både mini-chokoladefabrik, butik og café – her kan man bl.a. smage chokolade med gedeost, blå ost, multebær, oliven og selvfølgelig varm chokolade. Den kendte tøjbutik Moods of Norway kan kendes på traktoren ved indgangen.

Geiranger er også hjem for det børnevenlige, Unesco-autoriserede besøgscenter Norsk Fjordsenter, som formidler viden om de særlige vestnorske fjordlandskaber. Set oppefra ligner bygningen en pil, og indenfor bliver man sat i en tidsrejse i tid og rum, hvor man vandrer gennem tableauer, hvor indtrykkene bliver forstærket af lyd, lugt og bevægelse.

Centret er en god indgang til at forstå og sætte pris på det specielle fjordlandskab, som gør Geiranger til noget særligt.