»Vi er selv en del af krigen«

Vi møder forfatteren Jens-Martin Eriksen i strålende efterårssol i København.

Men natsiden er til stede. Den åbenbares i al sin rædsel i hans nye beretning "Vinter ved daggry" om den jugoslaviske borgerkrig. Bogen betegnes af anmelderne som både formidabel og suveræn.

Stoffet fik Jens-Martin Eriksen fortalt på et pensionat i Barcelona i fjor.

»Jeg søgte ro til at skrive en roman, men så ofte, når man har så fromme forsæt, er man paradoksalt nok særligt disponeret for alle mulige distraktioner. Enten at stryge en skjorte eller rense tasterne på skrivemaskinen. Jeg var i øvrigt på det område stenaldermand indtil for få år siden. Man finder på alle mulige undskyldninger for at blive forstyrret. Så gæsten Z. kom i vejen med sin beretning, og det medførte et foreløbigt forlis af min planlagte roman. ZÁs minutiøse rapport om deltagelse i massakrer, som efterhånden blev den naturligste ting i verden, tog fuldkommen pusten fra mig,« fortæller Jens-Martin Eriksen, der afviser, at han har opdigtet historien.

Hvad Z fortalte

»Den er sand i den forstand, at jeg har videregivet, hvad Z. fortalte mig i dagene i Spanien. Jeg analyserede hans historie og hans motiver til at aflevere den til mig. Jeg grundede over, på hvilken side han deltog i borgerkigen, men for mig er det vigtigste dybest set beretningen om krigens anatomi og ikke mindst den måde, krigen lever i os selv på, selv om vi fortrænger den.«

Krigens geografiske placering hedder "Langtvæk" for Europa, mener Jens-Martin Eriksen, der debuterede i 1985 med romanen "Nani" og nu kommer med det overbevisende vidnesbyrd om en civilisation i opløsning og passiviteten over for det. Ordene eller omskrivningerne har magt. Eufemismerne (forskønnende omskrivelser) benyttes flittigt i skildringerne. Etnisk udrensning eller likvidering hedder »afslutning på ledsagelse.«

»"Vinter ved daggry" er et anliggende mellem Z. og læserne. Han forsøger at fornægte borgerkrigen og de ødelæggelser, den har forårsaget i Europa. Det psykiske beredskab, alle opbygger, er til ingen verdens nytte, da det for alvor går løs. Under belejringen af Sarajevo var offentligheden stadig i stand til at fortrænge virkeligheden, selv om kendsgerningerne væltede ud af massemedierne i form af snigskytter, bomber, granater og attentater. Vi opførte os, som om belejringen ikke fandt sted. Da Danmark havde formandskabet i EU, gjorde vi intet for at bremse vanviddet. Først da USA kom ind i billedet et år efter, blev der grebet ind.«

En anklage

Bogens kapitler udgør en anklage. Det er ingen psykopatberetning med blod og lemlæstelse for underholdningens skyld. Hovedpersonen er et ganske almindeligt menneske, optaget af sin gesjæft som alle andre, hverken idealist eller galning, men i et militært system bliver han anderledes. I det forandrer virkeligheden sig time for time, minut for minut. Normerne i dag er ikke de samme i morgen eller i overmorgen.

»Kommandanten pointerer, at deltagerne i udryddelserne ikke må skaffe sig nogle private oplevelser. For der kommer en tid efter grusomhederne. Derfor er løgnen en god bedøvelse, og kommandanten er lige så ferm som en anæstesilæge til at give beroligende midler,« fortsætter Jens-Martin Eriksen og henviser til bogens indvielsesritual i skoven, før massakrerne ordnes. Det lyder: Det er dem mod os. »Individet nedbrydes. I det øjeblik, man accepterer, at man ikke mere er et individ og bliver en del af kollektivet, giver man afkald på sin personlighed.«

Skriftemål

Jens-Martin Eriksens fortælling har karakter af konfession, af skriftemål, i hvilket der afsløres et labilt virkelighedsbillede.

»Jeg refererer deltajer fra en borgerkrig, alle ved udkæmpes. Alligevel er vi så usikre på vores verdensbillede, at vi ikke fatter, hvad der sker og er sket i Europa de seneste år. Midt under Sarajevos belejring, hvor befolkningen var udsat for en veritabel beskydning, drøftede vi en ny bogholderiaftale i EU-samarbejdet. Jamen, i forhold til folkemord mister alle diskussioner deres mening. Man kan i den forbindelse tale om et værdisammenbrud, et kollaps af menneskelige værdier, og i stedet snakkede vi løs om smørpriser. Det er komplet uden proportioner. Man er ikke mere i stand til at sondre væsentligt fra uvæsentligt. På en eller anden måde er det tillige udtryk for et politisk forfald. Selve spørgsmålet, om det, der foregår i borgerkrigen, er sandt eller ej, virker absurd. Det kan forekomme underligt og mærkværdigt i 1997 i et avanceret informationssamfund, at vi demonstrerer samme uvidenhed som i 1800-tallet. Måske afslører det også nyhedsformidlingens begræsninger. For det eneste kriterium for nyhedsformidling er -sandheden! Til trods for, at at det gang på gang dokumenteres fra kilder uafhængigt af hinanden, at der foregår et blodblad i Jugoslavien, spørger man: Er det sandt? Man fatter det ikke. Man fortrænger det. Men hvor er ansvaret? Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger siger, at vi ikke har noget, hvis begivenhederne er fjerne. Men selvfølgelig er man da ansvarlig for det, man har indflydelse på!«

Jens-Martin Eriksen henviser til den engelske premierminister Neville Chamberlains deltagelse i Münchenoverenskomsten i 1938 og hans bemærkninger om Tjekkoslovakiet, der blev besat af Tyskland året efter: »Åh, det er et land, der ligger langt væk, og så ved vi så lidt om det!«

Krigen i mennesket

»Udenrigsminister Niels Helveg Petersen har indskrevet sig i samme kategori af politikere, der var medvirkende til, at Hitler ødelagde en stor del af verden, Franco fik overtaget i Spanien, og Mussolini greb styret i Italien. Det er parallellen til Sarajevo. Det mærkelige er, at de, som bør vide mest om det, hovedparten af venstrefløjen, hægede om deres pacifisme. De var stærkt imod det eneste rigtige i den foreliggende situation: Militært indgreb, som amerikanerne sørgede for. Venstrefløjen havde mest travlt med at beskytte sin juvel -selvforståelsen -som om det drejede sig om en kapitalpension. Alternativet var Europas totale fallit. Det var en sindssyg teaterforestilling at forhandle Maaestricht, mens folkemordene blev begået lige uden for døren,« fastslår Jens-Martin Eriksen og mener, at kernen i beretningen "Vinter ved daggry" er krigen inde i mennesket, den måde, mennesket forråder sig selv på.

»Da jeg skrev, gik det op for mig, at jeg også er en del af denne fortrængningsproces. At man er tilskuer.«