Grønlændere og danskere er landsmænd
Grønland er blevet gjort til genstand for vores moderne bodsgang, mener historikeren Thorkild Kjærgaard, der har bragt sindene i kog – igen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er højeste mode, at underhunden kræver sin ret – og overhunden siger undskyld. Mod syd kræver 15 lande i Caribien erstatning for slaveri fra tidligere kolonimagter, heriblandt Danmark. Mod nord arbejdes der på, at den danske regering skal sige undskyld for ”kolonialismen” i Grønland. Men nu siger historiker, dr.phil. Thorkild Kjærgaard fra Grønlands Universitet i Nuuk fra. Grønlænderne og danskerne har altid været landsmænd, og sidstnævnte har intet at undskylde.
»Grønland bliver hyppigt omtalt som en koloni, men det er historisk ukorrekt«, siger Thorkild Kjærgaard og uddyber: »Grønland har aldrig været en koloni. Hans Egede rejste ikke til en koloni, da han i 1721 tog til Grønland. Han tog til en del af det gamle norske middelalderrige, “Norgesveldet”. Grønlænderne blev fra første færd behandlet af Danmark-Norge som landsmænd, og det fortsatte med Grønlands overgang til Danmark i 1814, da den dansk-norske union blev opløst efter fælles overenskomst mellem Napoleonskrigenes sejrende magter.
Efter 1945 pressede både USA og USSR, der begge definerede sig selv som antikolonialistiske, voldsomt på for at få de europæiske koloniriger afviklet. Der blev protesteret – Grønland var ikke en koloni, men her hjalp ingen kære mor. Set fra verdensmagtens centre, Washington og Moskva, var der ikke noget at diskutere. Siden vendte stemningen i Danmark, og fra 1960’erne ser man de første ansatser til en selvpinerisk tilfredsstillelse i at se den danske tilstedeværelse i Grønland som en parallel til den belgiske i Congo eller den franske i Nordafrika. Som et spejlbillede på denne udvikling begyndte man i Grønland at opfatte sig selv som ofre for en hensynsløs dansk kolonipolitik. En kolonialistisk og postkolonialistisk diskurs er gået folk på hjernen, man kan snart ikke tale om andet, hverken i Grønland eller i Danmark.«
Hvem tænker du på konkret?
»Der er masser af vidnesbyrd, et af dem er den nyligt nedsatte grønlandske ”forsoningskommission”. Et andet er Kim Leines succesroman ”Profeterne i Evighedsfjorden”, der er blevet slugt råt af anmeldere, læsere og alverdens priskomitémedlemmer som et ”skræmmende epos om den brutale danske kolonimagt i 1700-tallets Grønland.”«
Men det passer ikke?
»Det er ikke andet end et medløberisk, intellektuelt forskruet og tankespind, som har gjort Danmark og Grønland fremmede over for hinanden og umuliggjort en fri, kritisk dialog om dybt alvorlige sociale, økonomiske, miljømæssige og geopolitiske problemer. Problemer, der tårner sig op for vore samfund på begge sider af Atlanten – og råber på en løsning.«
Hvem har haft interesse i at ødelægge dialogen mellem Danmark og Grønland?
»Den egentlige spielverderber er det kolossalt stærke antikolonialistiske tankeparadigme, som opstod på efter 1945, og som knækkede både det britiske, det franske, det belgiske, det portugisiske og det hollandske kolonirige. Her var der ikke plads til nuancer, f.eks. at Grønland ikke kunne sidestilles med Congo eller med den britisk-amerikanske fordrivelse og afskyelige nedslagtning af titusinder af sagesløse indianere i 16- og 17- og 1800-tallet.
Siden har mange postkolonialistiske historikere, litteraturforskere og antropologer, som sidder rundt om på vore universiteter, for ikke at tale om anmeldere og andre spinatfugle, gjort det til en levevej at håne og dekonstruere ideén om den ”gode” dansker i Grønland. De præsenterer sig selv som de modige få. Sandheden er den modsatte: De kobler sig underdanigt på de internationale strømninger og retter ind efter, hvad de hører på postkolonialistiske konferencer på amerikanske universiteter, og hvor de artigt fortæller, hvor rædsomt det alt sammen har været i Grønland. De er de de sande mytemagere. Danmark og Grønland – måske ikke mindst Grønland – høster i disse år den bitre frugt af dette intellektuelle svindelnummer som følge af den politiske magt.«