Fortsæt til indhold
Indland

Den stædige kriminalassistent

Kriminalassistenten Bendt Bendtsen gav aldrig op. Ved europaparlamentssvalget har politikeren Bendt Bendtsen brug for samme kampgejst for at genvinde partiets mandater.

Som konservativ partiformand måtte Bendt Bendtsen lide den tort at blive sammenlignet med storhedstidens leder Poul Schlüter, men i dagens aktuelle vælgerkrise må mangt et konservativt hjerte sukke efter tiden under ledelse af den fynske kriminalbetjent.

Landmandssønnen Bendt Bendtsen fulgte oprindeligt i sin fars fodspor, idet han uddannede sig og arbejdede ved landbruget i sine tidligste ungdomsår. Som 21-årig skiftede han karrierespor og blev politibetjent på fødeøen.

Hos politiet steg han takket være sin arbejdsmoral hurtigt i graderne, og den nuværende vicepolitiinspektør Kirsten Vesterby Fischer husker også sin gamle kollega som en sand arbejdshest.

”Bendt er en stædig rad, hvilket kan være en stor fordel som efterforsker, men det kan også gøre ham hård at diskutere med. Vi plejede at sige, at ”her deler vi ikke uvidenhed”, og med Bendts vilje og evne til at diskutere havde han altid en evne til at dreje diskussionerne over på et område, hvor han følte sig hjemme,” husker den tidligere kollega hos kriminalpolitiet i Odense.

En festlig fyr

Kirsten Vesterby Fischer fremhæver også Bendt Bendtsens sociale kompetencer som en af årsagerne til, at han klarede sig godt i politik, da han fra 1982 blev medlem af bestyrelsen for Næsby konservative vælgerforening.

”Bendt er en festlig fyr, som blandt andet elsker at danse, men han har også en god fornemmelse for socialt ansvar. Det var ofte ham der så, hvis en kollega var hårdt ramt af livet, og han nød stor respekt for sin ærlighed både blandt kollegerne og faktisk også blandt de kriminelle,” siger Kirsten Vesterby Fischer.

I 1994 blev betjenten valgt til Folketinget, og her sad han ved siden af den tidligere pilot Stefan G. Rasmussen. De to blev straks nære venner.

”Det var kærlighed ved første blik. Vi har begge stor respekt for selvstændighed både hos individer og nationer, og vi deler en fælles forståelse for Danmarks kultur og historiske forankring. Det ærgrede mig, at den sag med jagtgeværet overskyggede lidt af Bendts budskab for fem år siden, for jeg mener virkelig, at Danmark har brug for Bendt i EU,” siger Stefan G. Rasmussen.

Pas på dig selv

Han opfordrer imidlertid sin gode ven til at huske at skåne sig selv i sit arbejde for det europæiske samarbejde. Den stædige arbejdshest må ikke slide sig ned, advarer vennen.

”Jeg har sagt til Bendt, at han skal passe på sit helbred, for det er ikke en hemmelighed, at han tidligere har haft problemer med hjertet. Heldigvis går det fint nu, og derfor er mit eneste problem med Bendt i dag, at han kan spise mere gullaschsuppe end jeg. Bort set fra det er han et dejligt menneske,” siger Stefan G. Rasmussen.

Portræt af De Radikales spidskandidat, Morten Helveg Petersen: »Jeg er lidt af en drengerøv«