Fortsæt til indhold
Folketingsvalg

Messerschmidts nye millionær slæber et spor af kontroversielle meldinger efter sig

Nyvalgte Allan Feldt fra Dansk Folkeparti giver Trump-regeringen ret i, at Danmark er dårlige allierede, vil gerne have en uvaccineret svigerdatter og har haft lyst til at »bodyslamme« en borger på Frederiksberg.

Det har redet Morten Messerschmidt som en mare, at han i januar 2025 tog til Donald Trumps pragtpalæ i Florida, Mar-a-Lago, efter Trump forinden havde ytret ønske om at overtage Grønland.

I det hele taget havde Dansk Folkepartis formand haft en mindre negativ holdning til Trump og hans regering end de fleste andre politikere i Danmark.

Kort efter besøget slog Messerschmidt dog bak og tog de stærke gloser i brug, da vicepræsident J.D. Vance sagde, at Danmark »ikke har været en god allieret«.

»Ingen kan tillade sig at kalde danskerne for dårlige allierede. Heller ikke en amerikansk vicepræsident! Danmark har altid været en trofast allieret til USA,« skrev Messerschmidt på Facebook den 3. februar 2025.

Men efter Dansk Folkeparti tirsdag tredoblede mandattallet, får Messerschmidts folketingsgruppe nu et medlem, som har stillet sig på den amerikanske præsidents side i et af de værste udenrigspolitiske stormvejr, Danmark har befundet sig i.

Allan Feldt hedder den 62-årige nyvalgte politiker og mangemillionær, der med det yderste af neglene fik et mandat i København.

Han har erklæret sig enig med den amerikanske regering og kaldt Danmark »dårlige allierede«.

Og det er langt fra den eneste bemærkelsesværdige udtalelse fra Feldt, viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har foretaget.

Allan Feldt har en lang erhvervskarriere bag sig. Nu er han i Folketinget. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

Retarderede europæiske ledere

I forlængelse af Trumps ønske om at overtage Grønland sagde J.D. Vance i februar sidste år, at Danmark ikke har gjort nok for at sikre Arktis og ikke har været en god allieret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog skarp afstand.

»Danmark er ikke en dårlig allieret for USA. Hverken tidligere, nu eller i fremtiden,« lød det utvetydigt på Facebook.

Allan Feldt var uenig og gik ind og kommenterede under statsministerens Facebook-opslag.

»Kogt ned i en “maggi-terning”, hvis vi ikke overholder de aftaler eller det, vi lover, er vi ikke “de gode” - så er vi “de dårlige”. Vi har ikke overholdt vores aftaler med USA omkring Arktis eller Nato i årtier. Så vi er “dårlige allierede”, og tilliden skal genopbygges. Det tager lang tid,« skrev han.

Måneden efter, den 5. marts 2025, handlede det om Ukraine på Allan Feldts profil på det sociale medie X.

Han delte en video af et interview med Mette Frederiksen, som udtrykte frygt for, at Putin måske vil angribe et andet land i Europa, hvis han vinder krigen i Ukraine. Den medfølgende tekst beskrev Europas ledere som retarded (retarderede red.).

Allan Feldt tilføjede selv:

»Mette Frederiksen kender tilsyneladende Putin bedst og tror, at han vil have mere krig/flere døde. Så nu skal DK også have atomvåben og fortsætte krigen. Hvem ved, måske endda en kort WWIII atomkrig? Jeg ville nok ”tage chancen” og straks forhandle om fred i stedet for.«

WWIII står for Tredje Verdenskrig (World War III).

Kort efter blev Allan Feldt præsenteret som kandidat for Lars Bojes Borgernes Parti som den første kandidat udover Boje selv.

I oktober hoppede Feldt imidlertid til Dansk Folkeparti, fordi han var nervøs for, at Borgernes Parti førte til blåt stemmespild.

Morten Messerschmidt kaldte dengang Feldt »en stærk stemme for dansk erhvervsliv og en kompetent og erfaren person med både hjerte og handlekraft«.

Udmeldingerne fortsatte på sociale medier efter partiskiftet.

I december skrev Allan Feldt, at Europa er på en bekymrende kurs, blandt andet på grund af manglende økonomisk vækst og Europas »fastholdelse af en håbløs konflikt med Rusland« - altså at Europa bærer et ansvar herfor.

»Hvis du stemmer på Dansk Folkeparti ved næste folketingsvalg, stemmer du også for et parti, der vil forbedre samtlige disse punkter. Ikke fordi USA siger det, men fordi USA har ret i deres analyse,« skrev han med henvisning til Trump-administrationen.

Kildevand og konkurs

I januar roste Allan Feldt Donald Trump for at sikre optur i økonomien i USA.

»Smuldrer Trumps økonomiske politik fortsat?,« spurgte han sarkastisk i et X-opslag over en statistik, der indikerede vækst i det store land.

Der figurerer også en række andre opsigtsvækkende opslag på Allan Feldts sociale medier, som ikke handler om Trump og USA.

Eksempelvis har han skrevet om at møde en »privilegieblind borger« i sin kommune, Frederiksberg, der ikke ville skære i kulturen for at bruge flere penge på velfærd.

»Fik seriøst lyst til at ”body slamme” ham,« hed det fra den nye folketingsmand på X.

Body slam er et udtryk fra wrestling, hvor man med stor kraft smadrer sin modstander ned i jorden.

I et andet opslag delte han en video, hvori der sås tvivl om, i hvor høj grad klimaforandringerne er menneskeskabte, og skrev: »I feel the same« (»Jeg føler det samme«, red.).

I et tredje opslag omtalte han det som »amazing«, dvs. fantastisk, hvis en kommende svigerdatter både går op i Gud, er højreorienteret og uvaccineret.

Allan Feldt boede i en årrække i en pragtvilla i Solrød Strand, 547 kvadratmeter med pool, som han solgte for over 25 mio. kr. i 2022. I dag bor han i en lejlighed i den allermest attraktive del af Frederiksberg.

Før den politiske karriere blev Allan Feldt antageligt hovedrig i det private erhvervsliv.

Ifølge sin X-profil har han lavet såkaldte exits, for over 75 mio. dollar, næsten en halv mia. danske kr. Det vil sige, at han har solgt eller er gået ud af virksomheder med store gevinster.

Mest berømt Aqua d’Or.

Allan Feldt stiftede det kendte kildevandsmærke i 1998, solgte hovedparten af sin ejerandel i 2006 til franske Danone og sine sidste 10 pct. i 2015.

Sideløbende har han kastet sig ud i andre erhvervseventyr, blandt andet med firmaet Seimei, som under protester fra Allan Feldt selv gik konkurs og blev solgt i 2021. I 2019 skrev Finans, at virksomheden havde haft underskud i 14 år.

Undervejs begyndte han i tiltagende grad at udtale sig om politik.

»Nedgør danske soldater«

Nu har han altså nået Folketinget, hvilket bestemt ikke huer Moderaterne, som Morten Messerschmidt ellers rakte ud til i et forsøg på at danne en borgerlig regering, hvor både DF og Moderaterne kunne agere støttepartier.

Politisk ordfører Mohammad Rona (M) kalder Allan Feldts udtalelser for »vilde«.

»Jeg har set nogle af hans opslag. Det er helt galt.«

Udtalelserne gør det det ikke nemmere for Moderaterne at indgå i konstellationer med DF.

»Det er klart, at man glider længere og længere væk fra hinanden, når der kommer den her type holdninger. Vi vil have det enormt svært ved at sidde med en, der har de her holdninger om Europa, EU og samarbejde. Det ville vi sgu,« siger Mohammad Rona.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, er enig.

»Det er direkte utilstedeligt, at et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti kalder Danmark en dårlig allieret og dermed nedgør danske soldater, deres familier, de ubærlige ofre, der er bragt, og det danske forsvars generelt store arbejde for at beskytte kongeriget.«

Han mener, at Allan Feldt bør trække udtalelsen tilbage.

»Ellers kan jeg ikke se, hvorfor Dansk Folkeparti fortsat deltager i forsvarsforligskredsen med alle os andre, der hver dag bakker op om vores soldater, og om at Danmark er en god allieret.«

Feldt og Messerschmidt på valgnatten. Fra førstnævntes Facebook.

Retarderede var over stregen

Allan Feldt er blevet forelagt kritikken og sine opslag på sociale medier. I et skriftligt svar står han ved udtalelsen om, at Danmark har været en dårlig allieret.

»Danmark har i mange år ikke levet op til vores Nato-forpligtelse og har ikke brugt nok penge på forsvaret. Det har jeg kritiseret, og det står jeg ved. Og det er i det lys mine udtalelser skal ses,« skriver Feldt, som tilføjer, at han via sin virksomhed har doneret penge til danske veteraner.

Han mener, at kritikken fra Socialdemokratiet er »udtryk for en vis desperation oven på et dårligt valg«.

Allan Feldt understreger, at han ikke selv kaldte statsledere for retarded, men delte en andens indhold.

»Hvis jeg har delt en video eller et opslag, hvor nogle gør det, så fortryder jeg det faktisk. Der gælder nye standarder, når man er medlem af Folketinget,« medgiver Allan Feldt.

Han står i hvert fald delvist ved sine synspunkter om Putin og fred. Dog serverer han dem noget blødere.

»I forhold til en forhandlet fred i Ukraine, så står jeg på mål for, at det ville være godt at få krigen afsluttet ved forhandlingsbordet, men det kræver selvfølgelig en god og retfærdig løsning for Ukraine, som har været udsat for et uprovokeret og uretfærdigt angreb fra Putins krigsmaskine,« skriver han.

Dansk Folkeparti henviser til Allan Feldts svar og har ikke mere at tilføje.