Fortsæt til indhold
Politik

Løkke vil have finanslovsaftale nu

Ikke mere ventetid, siger Venstres formand: Drop Enhedslisten. På Christiansborg er forhandlingerne gået i stå.

Sig farvel til Enhedslisten - og lav en aftale med Venstre.

Sådan lyder opfordringen fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der nu beder regeringen om at handle hurtigt med den i forvejen yderst forsinkede finanslov.

»Alle normale frister for indgåelse af årets finanslovsaftale er sprunget, men regeringen har stadig ikke en aftale i hus. Det er på alle måder noget rod, som risikerer at give en sjusket lovbehandling i Folketinget,« skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook og bemærker, at aftalen »burde« have været på plads den 10. november.

Altså for 14 dage siden.

Forhandlinger i stå

På Christiansborg er forhandlingerne med Enhedslisten stort set gået i stå, og der er - ifølge Jyllands-Postens oplysninger - ved middagstid fortsat ikke indkaldt til nye forhandlinger.

Parterne står tilsyneladende langt fra hinanden, og det kniber med tilliden.

Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen derfor må træffe et valg.

»Se nu at få det på plads - eller giv op, drop Enhedslisten og prøv i stedet at lave en aftale med os andre, der kan give vækst og private arbejdspladser,« skriver Løkke.

DF: Enhedslisten falder på plads

Heller ikke Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen-Dahl er imponeret, og han kalder allerede nu forhandlingerne for »et nederlag for regeringen«.

Han mener, at Enhedslisten vil falde på plads og indgå en aftale, hvor partiet opgiver sine krav til minimumsgarantier for de ældre.

»Lad os nu se, om Enhedslisten tør stå fast. Når først regeringen stiller sit endelige ultimatum ved forhandlingsbordet, falder de nok på plads. Det er sket før – og det ved regeringen. Ellers fortæller regeringen gladelig om alle de forbedringer, Enhedslisten kunne have fået, men ikke valgte,« skriver Kristian Thulesen-Dahl i sit ugebrev.

Enhedslisten venter

Regeringen mener selv, at en finanslov kan nå at komme igennem Folketinget, hvis den blot er vedtaget i løbet af de næste par dage.

På Christiansborg sidder Enhedslisten. Og venter på finansminister Bjarne Corydon.

»Nå, Corydon…« - som Enhedslistens gruppeformand Stine Brix skrev på Twitter mandag formiddag, mens Pernille Skipper skriver:

»Intet nyt fra vestfronten«.