Fortsæt til indhold
Politik

Avis: PET-chef chikanerede Pia Kjærsgaard

Rigspolitichefen har modtaget en klage over Jakob Scharf fra fem navngivne folk i PET.

PET's chef, Jakob Scharf, fik i vinteren 2012 sine folk til at kigge i kalenderen hos den daværende DF-formand, Pia Kjærsgaard, så et besøg på fristaden med Folketingets Retsudvalg kunne lægges en dag, hvor Pia Kjærsgaard ikke havde mulighed for at deltage.

Besøget, der skulle foretages i forbindelse med overdragelsen af Christiania til christianitterne, blev udskudt flere gange, idet det angiveligt skulle være "en omkostningstung affære" for PET.

Sådan lyder anklagen ifølge Ekstra Bladet fra fem navngivne tillidsfolk, som har sendt en klage over PET-chefen til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. Avisen skriver desuden, at medarbejderne i PET har mistet tilliden til deres chef.

Vidste, at det var ulovligt

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger gjorde flere politifolk Jakob Scharf opmærksom på, at han var i gang med noget ulovligt.

PET-chefen stod dog fast på, at hans folk skulle gennemføre opgaven og pressede personligt overvågningen igennem.

En lille gruppe af Pia Kjærsgaards livvagter har som en del af deres arbejde adgang til hendes kalender, men det er kun en lukket kreds, der har lov til at se, præcis hvad hun foretager sig.

Pia: En alvorlig sag

Pia Kjærsgaard selv kalder det for "fuldstændig uhørt", hvis anklagerne mod Jakob Scharf viser sig at være rigtige.

"Jeg er overbevist om, at de fem tillidsrepræsentanter har noget at have deres harme i, og jeg tror desværre, at sagen holder," siger hun til TV 2 News og tilføjer, at omstændighederne omkring hendes tur til Christiania var "besynderlige," fordi turen på et tidspunkt blev aflyst med kun halvanden dags varsel.

"Hvis der er noget, der tyder på, at sagen er korrekt fremstillet, altså at Jakob Scharf har treneret sagen, så har han jo forhindret mig i at udføre mit arbejde som politiker," siger hun.

Dybe problemer i PET

Regeringspartiet SF er ved at miste tålmodigheden med den danske efterretningstjeneste.

Det tyder på dybe problemer i organisationen og det er alvorligt, for vi skal være sikre på, at vi har en organisation, der til stadighed kan håndtere statens sikkerhed, siger Karina Lorentzen fra SF til Ritzau og tilføjer, at sagen "rokker ved tilliden til PET".

"Det er fint, at Rigspolitichefen har sat noget i værk. Men når politiforligskredsen mødes i morgen, vil jeg have tryghed om, at der er en køreplan, der retter op på det dårlige samarbejdsklima," lyder det fra SF.

PET-chefen afviser

Hovedpersonen selv mener ikke, at han har spioneret mod Pia Kjærsgaard.

"Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg skulle have tiltvunget mig adgang til oplysninger og anvendt dem til uvedkommende formål," siger Jakob Scharf i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at PET løbende modtager oplysinger om planlagte aktiviteter for bl.a. politikere, som er under PET's beskyttelse.

"Det er naturligvis afgørende, at der er tillid til, at disse oplysninger ikke anvendes til andre og uvedkommende formål. Hvis ledere eller medarbejdere i PET giver udtryk for bekymring i forhold til den konkrete anvendelse af sådanne oplysninger, lytter vi i PET naturligvis til deres bekymring og følger deres råd," siger Jakob Scharf.