Læserne: Kommunen fråser med vores penge
En udtalelse fra Aalborgs borgmester vækker vrede blandt mange af JP's læsere.
Tidligere i dag skrev Jyllands-Posten om, at kommunalpolitikerne i Aalborg gerne tager deres ægtefæller med til udlandet på kommunens regning.
Det har medført voldsom kritik fra flere hundrede læsere på Jyllands-Postens facebookside.
Kritikken er så ensidig, at man faktisk skal kigge rigtig godt efter, hvis man vil finde bare én af de flere hundrede læsere, der er enig med Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), i, at politikerne gerne må tage deres ægtefæller med på udlandsture.
Pamperi og frås
Det er især Henning G. Jensens udtalelse "når vi bliver inviteret, må vi selvfølgelig tage vores koner med", der får læserne op i det røde felt.
En af dem er Marc Høegh-Henriksen, som stiller kommentaren over for kommunens generelle besparelser:
"Hjælp, hjælp, regeringen tager kommunernes penge, så der ikke er råd til hjemmehjælp! [men] Selvfølgelig må vi tage vores koner med."
Kommentarerne flyder over med ord som pamperi, frås, misbrug af skattekroner, korruption, uærlige politikere og meget mere af samme slags.
Generelt finder rigtigt mange læsere det problematisk, at kommunen gerne bruger penge på den slags, når der er nedskæringer på så mange andre områder.
"Et småligt land"
Enkelte mener dog, at det er helt i orden. En af dem er Lars Haislund.
"Hvor er Danmark dog det småligste land i verden [...] Det er da klart, at det er god skik, at når der er jubilæer og større arrangementer, så tager man sin ledsager med [...] Tag dog lidt større sko på og vær glad glad for, at der på trods af jeres smålighed endnu er få intelligente og hårdtarbejdende mennesker, der gider et offentligt hverv," skriver Lars Haislund.
Deltag selv i debatten her.