Overblik: Fire partier betaler EU-støtte tilbage
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og SF vil betale penge tilbage til EU og Europa-Nævnet.
Onsdag erkendte SF, at partiet bevægede sig i en gråzone ved at bruge EU-midler til at finansiere arrangementer på Folkemødet.
Dermed har fire danske partier nu betalt EU-støtte tilbage:
Dansk Folkeparti
Partiet undersøges for muligt misbrug af EU-midler af EU's antisvindelenhed, Olaf. Samtidig undersøges sagen også af EU-Parlamentet, der har "en seriøs mistanke om svindel".
Dansk Folkeparti vil tilbagebetale 2,5 millioner kroner, som partiet har fået via den politiske alliance Meld og den tilhørende fond Feld.
EU-midlerne er blandt andet blevet brugt på DF-sommergruppemøder, en skonnert-tur, julekort og medietræning.
Liberal Alliance
Partiet betaler 60.000 kroner tilbage i oplysningsmidler fra Europa-Nævnet. Pengene skulle bruges til at oplyse om EU, men blev brugt til debatter om licens og offentlige ydelser på Folkemødet på Bornholm sidste år.
Europa-Nævnet vurderer ikke, at der har været tale om ond vilje hos LA.
Der er ikke tale om EU-midler, men om støtte, som Folketinget bevilger via finansloven. Europa-Nævnet er nedsat af Folketinget og uddeler årligt omkring 20 millioner kroner til at fremme debat og oplysning om Europa.
De Konservative
Partiet betaler 27.000 kroner tilbage i oplysningsmidler fra Europa-Nævnet. Pengene gik ikke til oplysning om EU, men til almindelige driftsudgifter.
Europa-Nævnet vurderer ikke, at der har været tale om ond vilje hos K.
SF
Partiet har valgt at betale 57.000 kroner tilbage til partiets gruppe, Den Grønne Gruppe, i EU-Parlamentet.
Pengene blev givet til SF i forbindelse med Folkemødet sidste år, hvor partiet afholdt EU-arrangementer.
Da Folkemødet faldt sammen med folketingsvalgkampen, kan det stride mod EU-reglerne om, at midlerne ikke måtte gå til national valgkamp.
Kilde: Ekstra Bladet, Berlingske, BT.