Søren Espersen aflyser USA-tur efter nigger-anklage
DF'eren er chokeret over, at socialdemokraten Jeppe Kofod ikke vil trække udskældt »nigger«-tweet tilbage.
Ord betyder noget.
Hvis man var i tvivl, skulle man bare se på den seneste uges heftige hudfarve-debat i dansk politik.
Her får Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen kritik for at bruge ordet »neger« om USA's præsident Barack Obama, mens den socialdemokratiske Europa-parlamentariker Jeppe Kofod får hug for i en kommentar på Twitter at oversætte Espersens »neger« til »nigger«.
Fredag har sagen taget en ny, overraskende drejning.
Søren Espersen vælger nemlig at aflyse en ellers planlagt rejse til USA til efteråret på grund af Jeppe Kofods tweet.
På turen skulle Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som Søren Espersen er formand for, have besøgt blandt andre kongresmedlemmer og senatorer. Men det vil Søren Espersen ikke stille op til med »nigger«-beskyldningen hængende over hovedet.
»Jeg tager ikke med. Sagen om Jeppes tweet kommer til at overskygge det hele. Det vil ødelægge turen for de andre og vil i øvrigt skade forholdet mellem Danmark og USA. Det vil jeg ikke være med til,« siger han til Jyllands-Posten og peger på, at turen finder sted blot halvanden måned før præsidentvalget i USA til november.
Onsdag skrev Jeppe Kofod et tweet på engelsk, hvori han taggede Obama.
»DF's formand for Danmarks Udenrigspolitiske Nævn kalder Barack Obama for første nigger-præsident. Skandale!«
Flere toppolitikere har taget afstand fra kommentaren, herunder kultur- og kirkeminister Bertel Haarder og justitsminister Søren Pind, men Jeppe Kofod har forsvaret oversættelsen af »neger« til »nigger« og nægtet at undskylde for tweetet.
Det forstår Søren Espersen ikke.
»Jeg er faktisk chokeret over, at Jeppe ikke vil trække sit tweet tilbage. Der er jo en verden til forskel på at sige "negro" og "nigger",« indvender han.
Men er det alligevel ikke et ret vidtgående skridt helt at aflyse USA-turen på grund af tweetet?
»Nej, for jeg ved, hvordan det er. Jeg kender amerikanerne og ved, at det her er hjerteblod for dem. Og kort tid før et valg, kan du tro, at de her kongresmedlemmer ikke vil forsømme nogen chance for at gå til mig, hvis jeg kommer dertil som ham, der har kaldt Barack Obama for "the first nigger president”.«
Sagen havde måske været en anden, hvis ikke han var formand for udvalget og dermed skal lede turen, forklarer han. men nu har han altså truffet sit valg:
Hvis Søren Espersen ikke mener, at han kan forsvare sine udtalelser om Obama i USA, så må det være hans sag, og så må han lade være med at rejse til USA.Jeppe Kofod (S)
»Jeg gider simpelthen ikke bruge fem dage på at stå og forsvare mig selv over for sådan en idiot som Jeppe,« siger Espersen.
Jeppe Kofod bøjer sig dog ikke. Det har ikke været muligt at interviewe ham, men i en skriftlig kommentar skriver han følgende om sagen:
»Hvis Søren Espersen ikke mener, at han kan forsvare sine udtalelser om Obama i USA, så må det være hans sag, og så må han lade være med at rejse til USA.«
»Jeg har påpeget, at det er upassende for en siddende formand for Udenrigspolitisk Nævn at udtale sig som Søren Espersen har gjort, og det står jeg ved. Hvilke konsekvenser Søren Espersen drager af dette, må være op til ham selv.«
Hele balladen begyndte, da Søren Espersen tidligere på ugen skulle forsvare Dansk Folkepartis annoncekampagne »Vores Danmark,« der faldt flere for brystet, fordi der kun optrådte hvide mennesker som danskere.
»Vi kunne da sagtens have sat en neger ind, og hvad så? Hvad havde det ændret på noget som helst?« spurgte Søren Espersen uforstående, og den udtalelse udløste altså en fire dage lang skidtstorm – og et par overraskende drejninger undervejs.
Samtidig har sagen illustreret, at ordet neger stadig er dybt kontroversielt. Betegnelsen regnes i brede kredse for at være nedsættende over for sorte mennesker, og i USA er ordet endnu mere problematisk end i Danmark – måske kun overgået af det værste af dem alle, »nigger«.
Så vidt vides har ingen amerikanske medier endnu skrevet om Jeppe Kofods tweet.