Kraftig advarsel fra Sikker Trafik: Knallertkørekort til 15-årige vil få fatale konsekvenser
Rådet for Sikker Trafik advarer på det kraftigste mod planerne om at sænke aldersgrænsen for knallert- og motorcykelkørekort. Det vil koste liv, lyder det.
Unge mennesker vil miste livet eller få alvorlige kvæstelser, hvis aldersgrænsen for knallert- og motorcykelkørekort bliver sænket.
Så klar lyder advarslen fra Rådet for Sikker Trafik på dagen, hvor et borgerligt flertal i Folketinget støtter et lovforslag om netop at sænke aldersgrænsen for det lille knallertkørekort fra 16 til 15 år.
»Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil få fatale konsekvenser. Nogle unge vil komme til at betale den højeste pris,« siger Mogens Kjærgaard Møller, der har en fortid som vicepolitidirektør i Københavns Politi, men som i dag er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Han bygger sin dystre forudsigelse på erfaringer fra andre lande, hvor knallert-aldersgrænsen er blevet sat ned til 15 år.
»Da Østrig sænkede aldersgrænsen for nogle år siden, fik de en femdobling af antallet af dræbte og tilskadekomne 15-årige. Og i Sverige er der en voldsom overrepræsentation af de 15-årige i ulykkesstatistikkerne,« siger han blandt andet.
Da Danmark tilbage i 1971'erne gav 15-årige lov til at køre knallert seksdobledes antallet af ulykker med unge trafikanter. Nedsættelsen medførte 600-700 flere personskader om året, og antallet af uheld og personskader på knallert steg blandt både 13, 14 og 15-årige, viser en rapport fra Rådet for Sikker Trafik. Omvendt medførte sænkelsen ikke færre skader blandt de 16-årige.
Siden blev aldersgrænsen sat op igen, og der er kommet bedre sikkerhedsudstyr, bedre knallertuddannelse og ikke mindst hårdere straffe for at bryde loven.
Alligevel vil yngre knallertkørere lynhurtigt kunne ses i ulykkesstatistikkerne, hvis aldersgrænsen sænkes igen, fastslår Mogens Kjærgaard Møller.
Han ankender, at det er et politisk spørgsmål, om flere unge skal have den mobilitet, som et knallertkørekort giver dem, men:
»At det skal ske med så høj en pris og risiko, det mener vi, er for dyrt.«
Derfor advarer han – ikke overraskende – endnu kraftigere mod et andet politisk forslag, som også opnåede flertal i Folketinget torsdag. Det handler om at lade 16-årige køre lille motorcykel og stor knallert. Beslutningsforslaget er stillet af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, og støttes af Venstre.
Formålet er blandt andet at indføre samme regler i Danmark som i de fleste andre EU-lande, hvor det er lovligt for 16-årige at køre på lille motorcykel. I Danmark skal man i dag være 18 år gammel. Der er ikke særlige hastighedsbegrænsninger for små motorcykler, hvilket vil sige, at de må potentielt køre 130 kilometer i timen på motorveje.
»Folketinget kan vedtage mange love, men der er én lov, som ingen politikere kan pille ved. Det er fysikkens love, og hvis man sætter en 16-årig op på en lille motorcykel, der drøner af sted med høj fart, så vil konsekvenserne være så meget desto større,« siger Mogens Kjærgaard Møller.
Han peger samtidig på, at en nedsættelse af aldersgrænsen for knallerter risikerer at skabe mere utryghed i visse områder, hvor unge knallertkørere i forvejen drøner rundt på gangstier eller fællesarealer.
Til gengæld støtter Rådet for Sikker Trafik et sidste forslag fra regeringen, som går ud på at 17-årige kan få kørekort, hvis de har bilist med mindst 10 års køreerfaring med sig i bilen, indtil de fylder 18. Ifølge Mogens Kjærgaard Møller er der gode erfaringer fra udlandet, eksempelvis Tyskland, med netop den ordning.
Folketinget behandlede i dag de forskellige forslag, som alle fik opbakning fra en samlet blå blok.
Venstre mener ikke, at trafiksikkerheden bliver sat over styr ved at lade yngre personer træde på gaspedalen. Tvært imod vil det hjælpe mange unge til at komme lettere omkring, lyder argumentet.
»Det vil være en markant styrkelse af de unges mobilitet særligt ude i vores landdistrikter, hvor der er længere mellem husene end i København. Der vil rigtig mange unge få gavn af den øgede mobilitet, som ligger i at man kan få en knallert som 15-årig,« sagde transportordfører Christian Pihl Lorentzen (V) under debatten.
Transportminister Hans Christian Schmidt argumenterede samtidig for, at trafiksikkerheden øges ved at unge får en bedre indføring til at sidde bag rattet, når de har en erfaren bilist med i bilen det første år. Han advarede samtidig mod at lade ulykkestal fra 1970'erne afskrække politikere fra at lade 15-årige køre knallert, da der er sket markante forbedringer af både udstyr og knallertuddannelse siden da.
»Tiden er kommet til at prøve at give den muligheden og vise dem tilliden,« sagde han.
Liberal Alliance har heller ingen kvaler ved at sænke aldersgrænsen for knallerter:
»Det er helt forsvarligt at lade unge mennesker afprøve en knallert fra 15 år,« sagde partiets medlem Transport- og Bygningsudvalget, Leif Mikkelsen. Han skønnede blandt andet, at unge i dag bliver tidligere voksne, og at mange 15-årige har brug for mere fleksible transportmuligheder end den kollektive trafik.
Både Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale, Enhedslisten og SF bad regeringen om at dele lovforslaget op i to Partierne er nemlig positive over for kørekort til 17-årige, men afviser knallertkørekort til 15-årige.
Det er netop kombinationen af ungdom og fart, der afskrækker dem:
»Der sker desværre rigtig mange uheld, når helt unge mennesker bliver sluppet fri på knallert,« begrundede transportordfører for Socialdemokraterne, Rasmus Prehn.
Efter planen får 15-årige lov til at tage knallertkørekort fra 1. januar 2017, men det kan blive tidligere. Der er endnu ingen tidshorisont for forslaget om 16-årige på motorcykler.