Ombudsmanden kritiserer regeringens flygtningeannoncer
Regeringen brød reglerne med de omdiskuterede flygtningeannoncer, konkluderer Folketingets Ombudsmand. Inger Støjberg er uenig i kritikken og vil indrykke nye annoncer.
Folketingets Ombudsmand kritiserer regeringen for at have villedt flygtninge om danske asylregler.
Den såkaldte flygtningeannonce, som regeringen i september indrykkede i fire libanesiske aviser, var i strid med reglerne for offentlige myndigheders vejledning af borgere, fastslår ombudsmanden efter at have afsluttet sin undersøgelse af sagen.
Annoncen gav syriske flygtninge en forkert opfattelse af den danske asyllovgivning, lyder konklusionen.
»Det er nærliggende, at annoncen har givet syriske flygtninge en fejlagtig opfattelse af, hvad deres situation ville være i Danmark. Annoncen kunne meget let få dem til på forkert grundlag at beslutte, hvor de skulle søge at opnå asyl,« siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.
Som eksempel peger han på, at annoncen blandt andet fremhævede, at afviste asylsøgere hurtigt bliver sendt ud af Danmark. Det bliver bare ikke nævnt, at stort set alle flygtninge fra Syrien får asyl på grund af borgerkrigen i landet og derfor ikke risikerer at blive sendt ud.
Udlændingeminister Inger Støjberg er dog ikke enig i ombudsmandens vurdering og kritik. Tværtimod. Hun oplyser i en pressemeddelelse, at formålet med annoncekampagnen var at »informere flest mulige om dansk asylpolitik« – ikke kun syriske flygtninge.
»Vi ved, at menneskesmuglerne på falsk grundlag om vilkårene i Danmark lokker asylansøgerne til at betale mange penge for at bringe dem her til landet. Hensigten med annoncerne var derfor at give en bred kreds overordnet information om asylpolitik i Danmark. Annoncerne var ikke særligt målrettet syriske flygtninge – sådan som Ombudsmanden har lagt til grund. Annoncerne var målrettet den store mængde af flygtninge fra mange forskellige lande, som på det tidspunkt kom til Europa,« siger Støjberg.
Hun tilføjer, at hun og hendes ministerium nu vil nærstudere udtalelsen fra ombudsmanden og vurdere om der er ting, som skal gøres anerledes i fremtiden. Hun er nemlig klar til at indrykke nye annoncer, når regeringens seneste flygtningestramninger bliver vedtaget.
I annoncerne fra september, som vakte opsigt over det meste af verden og blev omtalt af adskillige internationale medier, oplyste de danske udlændingemyndigheder om regeringens ændringer af flygtninge og asylansøgeres vilkår. Formålet var at få flygtninge til at fravælge Danmark.
Blandt andet stod der i annoncerne, at man ikke kan blive familiesammenført det første år, efter at man som flygtning er kommet hertil. Men i praksis rammer den stramning af familiesammenføringsreglerne kun en mindre gruppe af alle flygtninge, hvilket Ombudsmanden også påpeger.
Han understreger, at oplysninger i annoncen er faktuelt korrekte, men at annoncen efter hans vurdering giver et misvisende indtryk af, hvor hårde de danske asylregler egentlig er.
Ombudsmanden lægger dog ikke op til, at sagen skal få konsekvenser for regeringen eller Støjbergs ministerium. Enhedslisten vil til gengæld indkalde Inger Støjberg til samråd om sagen.
Den samlede pris for annoncerne var 250.000 skattekroner.
Én af annoncerne blev bragt i den libanesiske avis As-Safir, som har tæt relation til Assad-regimet i Syrien og til den islamistiske Hizbollah-milits, som ifølge USA er en terrororganisation. Prisen for denne annonce var små 26.000 kr.
Annoncerne findes stadig i flere oversættelser på Udlændingestyrelsens hjemmeside og er hængt op på danske asylcentre.
Læs hele ombudsmandens udtalelse her.