Støjberg forsvarer danske skattekroner til Hizbollah-avis
Regeringen har brugt knap 26.000 kroner på at annoncere i en avis, der har tæt relation til Assad-regimet i Syrien og til den militante organisation Hizbollah.
Den danske regering har betalt små 26.000 skattekroner til en libanesisk avis med tæt relation til Assad-regimet i Syrien og til den islamistiske Hizbollah-milits, som ifølge USA er en terrororganisation.
Det skete, da regeringen i september indrykkede sine meget omdiskuterede flygtningeannoncer i fire libanesiske aviser herunder den venstreorienterede avis As-Safir, som støtter Hizbollah-bevægelsen.
Skete indrykningen med åbne øjne?
»Ja, det må man jo sige,« svarede udlændingeminister Inger Støjberg under et samråd i Folketinget tirsdag eftermiddag.
»Det var helt på sin plads, og jeg mener, det var den rette beslutning,« tilføjede hun.
Den libanesiske Hizbollah-bevægelse (arabisk for »Allahs Parti«) er en politisk og militær organisation, der siden begyndelsen af 1980’erne har kæmpet for at etablere en islamisk stat i Libanon. Hizbollah-krigere har desuden kæmpet på Bashar al-Assad-regimets side i det borgerkrigshærgede Syrien.
Den militære gren af Hizbollah, som har adskillige kidnapninger og gidseltagninger på samvittigheden, optræder på EU’s terrorliste og selve Hizbollah regnes af blandt andre USA og Frankrig for at være en terrororganisation.
Da den danske regering skulle beslutte, hvor flygtningeannoncerne skulle placeres, beskrev et libanesisk mediebureau avisen As-Safir som »venstre-orienteret« og med en »tæt relation til det syriske regime.« As-Safir, som betyder »Ambassadøren« på arabisk, blev også beskrevet som en respekteret avis med en »relevant læserskare på tværs af samfundsgrupper« i Libanon.
I alt indrykkede regeringen flygtningeannoncer i fire forskellige aviser, som var blevet foreslået at det libanesiske mediebureau. Aviserne blev valgt ud fra et ønske om, at nå ud til et bredt udsnit af den libanesiske offentlighed.
Ifølge Støjberg spillede det ind på valget af As-Safir, at avisen er den næstmest læste i Libanon.
»Skal man have informationerne ud, så hjælper det ikke, at bringe dem i medier, der ikke bliver læst,« argumenterede hun under dagens samråd og afviste skarpt, at regeringen bifalder avisens politiske eller redaktionelle linje, ved at indrykke annoncen.
»Det er jo heller ikke sådan, at en borgerlig regering kun indrykker annoncer i borgerlige aviser i Danmark,« sagde hun.
Den sammenligning købte Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen dog ikke.
»Det er ude at proportioner. Vi har at gøre med en terrororganisation - enhver kan med meget lidt research finde ud af, at der er et meget tæt bånd mellem denne her avis og organisationen (Hizbollah, red.),« sagde han og anklagede regeringen for at støtte talerøret for en terrororganisation:
»Det er en avis, som alle i det danske folketing vil være enige om at tage afstand fra. Derfor kan det virke underligt at bruge penge på at købe annoncer, som de tjener penge på, og som de kan bruge på at drive den forretning, som altså er at være Hizbollahs talerør,« sagde Dan Jørgensen.
Inger Støjberg indvendte, at Socialdemokraterne vil få svært ved at finde aviser i Mellemøsten, der fuldstændig lever op til danske standarder inden for presse- og ytringsfrihed. Man er »nødt til at være realistisk« og erkende at den mellemøstlige »virkelighed og mediebillede« er væsentligt anderledes end i Danmark, mente hun.
I annoncerne, som vakte opsigt over det meste af verden og blev omtalt af adskillige internationale medier, oplyste de danske udlændingemyndigheder om ændringer i vilkår for ophold i Danmark. Formålet var at få flygtninge til at fravælge Danmark.
Blandt andet stod der i annoncerne, at man ikke kan blive familiesammenført det første år, efter at man som flygtning er kommet hertil.
Den samlede pris for annoncerne var 250.000 kroner og den konkrete annonce i As-Safir-avisen kostede 3.950 dollar svarende til 25.970 danske kroner, oplyste Inger Støjberg.
Folketingets Ombudsmand har rejst en sag om annoncerne, fordi de beskyldes for at være vildledende ved – i strid med reglerne – at tegne et billede af, at danske flygtningeregler er strammere, end de egentlig er.
Regeringen har ikke planer om at indrykke flere annoncer på nuværende tidspunkt, men Inger Støjberg vil ikke udelukke, at det kan komme på tale i fremtiden.
Deltag i debatten: Spiller det nogen rolle, at regeringen har købt annoncer i en avis, der åbenlyst støtter Hizbollah-bevægelsen og regimet i Syrien?