Fortsæt til indhold
Politik

DF lukker to pengetanke i EU-Parlamentet

To organisationer i EU-Parlamentet, som Dansk Folkeparti er medlem af, modtog 9,3 mio. kr. i EU-støtte i 2014. DF vil lukke pengetankene, som er i søgelyset.

MORTEN PIHL

Dansk Folkeparti lukker to organisationer i EU-Parlamentet, MELD og FELD, som på det seneste er blevet kendt i offentligheden på grund af Morten Messerschmidts brug af EU-midler fra de to organisationer til et omstridt sommertogt med skonnerten ”Halmø” i august 2013 og en video om folkeafstemningen om det danske retsforbehold den 3. december.

»De afvikles med dette års udgang,« skriver Morten Messerschmidt i en mail.

Er man ikke med i et parti, er der ingen ressourcer. Det må vi så leve med.
Morten Messerschmidt (DF)

Gennem partialliancen Movement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og den tilhørende fond Foundation for a Europe of Liberties and Democracy (FELD) modtager Dansk Folkeparti økonomisk støtte fra EU-Parlamentet til forskellige EU-aktiviteter. EU-Parlamentets administration undersøger i øjeblikket, om EU-støtten til Dansk Folkepartis sejltur til 16 danske byer i 2013, tre måneder før kommunalvalget, og til videoen om den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet er brugt i overensstemmelse med reglerne.

Ved valget til EU-Parlamentet i 2014 fik Dansk Folkeparti valgt fire medlemmer, men gruppen tæller nu kun tre, efter at Rikke Karlsson for nylig meldte sig ud i protest over ikke at kunne få lov til at se, hvad EU-støtten til MELD og FELD konkret er gået til. Mens hun fortsætter sit forsøg på at få åbnet regnskaberne i MELD og FELD, oplyser Morten Messserschmidt, at de to organisationer vil blive lukket.

»MELD/FELD er en udløber fra tiden i EFD-gruppen, hvor vi jo sad 2009-14. Derfor har det hele tiden været meningen, at vi ikke ville forlænge organisationerne, og de afvikles med dette års udgang. Vi har besluttet, at vi ikke vil gå ind i noget andet europæisk parti på nuværende tidspunkt,« skriver Morten Messerschmidt i en mail.

Hvilke afløsere for MELD og FELD vil I så bruge til at få støtte til EU-aktiviteter, som EP hidtil har støttet via MELD og FELD? Eller betyder det blot, at DF får støtten direkte?

»Nej, det kan man på ingen måde. Er man ikke med i et parti, er der ingen ressourcer. Det må vi så leve med.«

Dansk Folkeparti var indtil valget til EU-Parlamentet i 2014 medlem af Europe of Freedom and Democracy (EFD), en højreorienteret euroskeptisk politisk gruppering i EU-Parlamentet, men skiftede efter valget til den konservative, antiføderalistiske og euroskeptiske partialliance ECR, European Conservatives and Reformists.

Der er i øjeblikket kun fire medlemmer af MELD og FELD, nemlig de fire fra DF, som blev valgt til parlamentet i 2014.